Kæmpe solcellepark er stadig i spil

Copenhagen Energy har nedskaleret planerne om at opføre det, der kunne være blevet Nordeuropas største solcellepark med fire vindmøller iberegnet. Men den lokale borgermodstand var stadig tydelig på det andet informationsmøde om det enorme projekt, der satser på at være på en politisk dagsorden sidst på året eller i starten af det nye år.

Her ser du borgere forsamlet til borgermøde om Agerup Energipark
Restaurant Landsbyen dannede igen ramme om et informationsmøde om Agerup Energipark, hvor den største lodsejer i projektet - nemlig Frederik Reventlow fra herregården Agerup - her ses yderst til højre i billedet. Undervejs slog lodsejeren fast, at projektudviklerne skal sørge for at være forsikret i forhold til at kunne rydde op efter en eventuel forurening.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan godt være, den ikke længere bliver den største af sin slags i Nordeuropa.

Men Agerup Energipark er stadig et potentielt kæmpestort projekt, som sagtens kan samle 40 af de nærmeste naboer til endnu et informationsmøde i Restaurant Landsbyen i Våbensted.

Fra 350 til under 300

Det var nemlig lige præcis, hvad der skete tirsdag aften, hvor projektudvikler Kim Brockenhuus-Schack og senior projektleder Alexander Borup Jeppesen præsenterede Copenhagen Energys opdaterede planer for opførelsen af en kæmpestor solcellepark mellem Våbensted og Sakskøbing langs motorvejen i et cirka fem kilometer langt og to kilometer bredt bælte.

- Projektet er gået fra 350 hektar til lige under 300 hektar i det fulde nuværende potentiale, lød det fra Kim Brockenhuus-Schack, mens de udleverede oversigtkort blev flittigt studeret af tilhørerne straks fra starten af informationsmødet.

Vindmøller er væk

Sidste sommer blev det første informationsmøde om det, der endte med at blive til projektet Agerup Energipark med solceller og fire nye vindmøller, afviklet samme sted og med samme oplægsholdere som denne tirsdag aften.

Men som nævnt har Copenhagen Energy nu tilpasset projektarealet i forhold til det, der blev præsenteret for Guldborgsund Kommune i efteråret 2024.

Vindmøllerne er taget helt ud af projektet

Kim Brockenhuus-Schack, projektleder

- Vindmøllerne er taget helt ud af projektet, slog Kim Brockenhuus-Schack hurtigt fast.

Er parkeret her og nu

Projektudvikleren fra Copenhagen Energy sørgede også for at understrege, at Agerup Energipark sidste år endte med at blive udpeget som et område, hvor der ifølge kommunen kunne placeres solceller i Guldborgsund Kommune.

Den kæmpestore Agerup Energipark blev fra politisk side således ikke valgt som en af de første i rækken af ansøgte solcelleprojekter. Inden udgangen af 2024 besluttede politikerne i Guldborgsund Kommune som bekendt at gå videre med to projekter, og resten er parkeret indtil videre.

Agerup Energipark er et af projekterne, og det er ændret undervejs på flere punkter end blot den omtalte reduktion af projektarealet.

Grønne korridorer

- Der er indtegnet nye grønne korridorer gennem solcellearealet, og det er typisk cykel- eller vandrestier og faunapassager. Men det er ikke godt at have folk rendende rundt derinde. Derfor er den her slags projekter som regel indhegnet. Hvis kommunen alligevel beslutter sig for at ville have faunapassager eller naturstier gennem solcelleparken, er vi naturligvis meget åbne over for det, lød det fra senior projektleder Alexander Borup Jeppesen.

Han kunne også fortælle forsamlingen, at Copenhagen Energy håber på, at Guldborgsund Kommune allerede kan nå at prioritere eventuelle nye igangsætninger af fremtidige solcelleprojekter - herunder Agerup Energipark - til efteråret.

Muligt spadestik i 2027

- Hvis der igangsættes planlægning for Agerup Energipark rent politisk til efteråret, kan vi være klar med et fordebatmøde og sætte gang i eventuelle miljøundersøgelser i sidste kvartal i år eller måske første kvartal 2026. Her vil vi også have en miljørådgiver med til at svare på spørgsmål til borgermødet, meddelte Alexander Borup Jeppesen under gennemgangen af projektets potentielle tidslinje.

Heraf fremgik det blandt andet, at Copenhagen Energy med alle forudsætninger indfriet - eksempelvis også indgåelse af en aftale om tilslutning til en transformerstation - forventer at kunne være klar med første spadestik på det store projekt ved Våbensted i andet kvartal af 2027.

Om energipark

  • Agerup Energipark er reduceret fra oprindeligt 350 hektar projektareal til nu lige under 300 hektar solceller, hvor der ikke længere er vindmøller med i projektet.
  • Projektets totale størrelse udgør en produktionskapacitet på 300 MW.
  • Copenhagen Energy oplyser, at Agerup Energipark er udvalgt til særlig hurtig tilslutning af Energinet på den nye kommende transformerstation ved Radsted, hvor Guldborgsund Kommune netop har sendt planerne om opførslen til høring.
  • Energinet forventer - ifølge Copenhagen Energy - at have opført Nr. Radsted transformerstation i fjerde kvartal 2027.