Erhverv

En ny fastfoodkæde er kommet til Lolland. Foto: Business Lolland-Falster

Kebab på farten: Ny fastfoodrestaurant åbnet ved motorvejen

Der er stor interesse for at etablere sig i lokale erhvervsparker. Tre nye spillere har meldt deres ankomst – i det ene kan du få kebab på farten.

Offentliggjort

- Der er godt gang i hjulene på erhvervsområdet, og vi ser en støt stigende interesse fra investorer og virksomheder. 

Sådan siger Business Lolland-Falsters administrerende direktør, Mikkel Wesselhoff. 

Nogle af de steder, etableringslysten er særligt stor, er i de to lokale erhvervsparker, Business Park Falster ved Nørre Alslev og Maribo Erhvervspark, der begge ligger lige op til Sydmotorvejen. 

Her er der i denne måned både kommet brændstof til bilen og til chaufføren.

I sidste uge åbnede OK en ny tank- og ladestation på Nordfalster, og samme uge slog også fastfoodkæden Roll’n’Eat dørene op til deres spisested i Maribo. En kæde, der er Danmarks eneste kebabrestaurant med Drive Thru.

De forskellige skridt

I erhvervsparkernes første fase er der ifølge direktøren fokus på at få servicevirksomheder til – få steder, hvor bilerne for eksempel kan få benzin, og familierne kan få mad. 

Næste skridt er at få lokket produktionsvirksomheder til, fortæller han. Inden for relativt kort tid forventer han, at Business Lolland-Falster vil offentliggøre nye investeringer. 

Indtil da er han ikke meget for at komme nærmere ind på, hvilken type produktionsvirksomhed der er tale om. 

Det er dog steder, der er ”lidt mere beskæftigelsesintensive” end servicevirksomhederne, forklarer Mikkel Wesselhoff.

En ny OK-tank er åbnet ved Nørre Alslev. Foto: Business Lolland-Falster

Femern-effekten

For at forstå, hvorfor erhvervsparkerne oplever vækst, skal vi sydpå – helt ned til den kommende Femern Bælt-forbindelse.

– Der er en forventning om, at vi kommer til at se et trafikspring, som giver muligheder for virksomheder og investorer. 

– Det er også derfor, at man klogt og strategisk har valgt at fokusere på de her erhvervsparker, der ligger nær motorvejen. Og vi kan se, at interessen fortsat stiger, siger han.

Endnu en ladestation

Faktisk stopper investeringslysten i Business Park Falster ved Nørre Alslev ikke med OK-tanken – også en anden spiller har meldt sit indtog. Biofuel Express er i gang med at etablere endnu en tank- og ladestation. 

Denne er dog ikke til personbiler, men tung trafik. Et firma, hvis anden station ligger i Padborg, og hvis mål er at gøre det lettere for transportsektoren at køre grønnere. 

Til november forventer Biofuel Express, at tank- og ladestationen åbner på Nordfalster. Foto: Business Lolland-Falster

– Vi har mange kunder i Sverige, som enten skal ud på kontinentet eller hjem igen. Med stationer i både Padborg og Nørre Alslev dækker vi nu de to vigtigste transportkorridorer gennem Danmark, siger Finn Bjarne Poulsen, Key Account Manager hos Biofuel Express, i en pressemeddelelse fra Business Lolland-Falster. 

– For os handler det om at sikre, at bæredygtigt brændstof er lige så tilgængeligt som traditionel diesel.

Biofuel Express forventer at åbne ultimo november.