KV25

Nu kan Marie-Louise Brehm Nielsen (DS) løfter sløret for de første dele af aftalen. Foto: Nicklas Linnemann

Kommende borgmester slår fast: Planerne er droppet

De første godter fra forhandlingslokalet er nu delt ud - blandt andet den første formandspost.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forhandlingerne er ved at være på plads, fortæller den kommende borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen fra Din Stemme.

- Vi synes sådan set, at borgerne – og ikke mindst medarbejderne i Lolland Kommune – har behov for at høre lidt om, hvordan arbejdet skrider frem, siger hun.

- Det er kun redaktionelle ændringer i de politiske aftaler, der skal på plads. Jeg kan også sige, at formandsposterne er fordelt, siger Marie-Louise Brehm Nielsen.

Hun vil dog ikke løfte sløret for, hvem der har fået hvilke poster, før alle formænd for udvalgene er samlet og kan fortælle, hvad de glæder sig til at give sig i kast med.

En kvinde i spidsen

- Derfor kommer der ikke navne på (forpersoner til udvalgene, red.) i dag, fordi det ikke har været muligt at samle dem. Men jeg vil gerne nævne én formand, siger Lollands kommende første kvindelige borgmester.

Forpersonen for udvalget er helt ny i lollandsk politik og er strøget lige ind i byrådet og nu ind på en forpersonspost.

- Det er Cecilie Louise Stabell fra Socialistisk Folkeparti, som skal være formand for §17, stk. 4-udvalget – et rådgivningsudvalg, hvor vi i høj grad kommer til at sætte fokus på borgerinddragelsen i alt, hvad vi foretager os, forklarer Marie-Louise Brehm Nielsen (DS).

Udfaldet i regionsrådets uddeling af poster har også haft betydning for uddeling af posterne.

- Og dér er vi meget, meget glade på Sydhavsøernes vegne for, at Torben Hollmann (S) har fået formandsposten for øerne. Det giver mig en lettelse, og jeg er virkelig glad for, at så mange lokale kommer til at repræsentere Lolland og Falster.

Får oppositionen en formandspost?

- Jeg kommer først til at fremlægge, hvem der er formænd, på mandag, så alle kan se det, siger Marie-Louise Brehm Nielsen (DS).

Lollands-model

Og den kommende borgmester er ikke færdig med at dele ud af fredags-godterne. Hun vil gerne knytte en kommentar til et punkt, der har fyldt lige så meget som borgerinddragelse i valgkampen.

- Nemlig vedvarende energi. Der er mange, der har mange fortolkninger, og det kan jeg godt forstå, siger Marie-Louise Brehm Nielsen (DS).

- De tre solcelleparker, der hele tiden har været nævnt, er lagt på hylden. Der kommer ikke løsrevne solcelleparker i åbent land, som ikke giver nogen gevinst for Lolland Kommune. Men samtidig vil jeg sige, som vi også talte om i det gamle forhandlingslokale, at vi skal se på, hvordan vedvarende energianlæg kan give mening for borgerne, siger hun.

Frederiksdal bliver trukket frem som dydsmønster. Her mener Marie-Louise Brehm Nielsen (DS), at man har været god til at inddrage borgerne omkring anlægget og skabe medejerskab, før projektet overhovedet kom på tegnebrættet.

- Derfor bakker vi, ligesom i sidste uge, op om at se på et hybridanlæg ved Frederiksdal, som kan blive den kommende ”Lollands-model”, der måske kan spredes til hele Danmark. Folk kan se sig selv i projekterne og få ejerskab af den vedvarende energi, siger Marie-Louise Brehm Nielsen (DS).