Lolland

Besøgende ved en montre med en historisk genstand på Søfartsmuseet.
Fra årsskiftet kan særligt museum være historisk. Arkivfoto: Marianne Knudsen

Kommune vil lukke unikt museum

For to år siden rykkede museum ind i lokaler, som Lolland Kommune havde restaureret for 4,2 millioner kroner. Nu foreslås museet lukket og bygningen solgt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Folkeskoler, idrætshaller, plejecentre og meget andet er på listen over mulige besparelser i Lolland Kommune. Politikerne skal i den kommende tid finde besparelser for omkring 200 millioner kroner. Besparelser, som skal dække en del af et underskud på over en halv milliard kroner på næste års budget.

Derfor har den kommunale forvaltning fundet nogle af de helt store udgiftsposter frem, men der bliver også kigget på dem, som fylder knapt så meget i det kommunale budget.

Blandt spareforslagene er en årlig udgift på 231.000 kroner, som går til det kommunale Skibs- og Søfartsmuseum i Nakskov. Forvaltningen foreslår museet lukket, og bygningen i Klostergade solgt.

Restaureret for millioner

Næste år er det 30 år siden, at Nakskov Kommune åbnede museet, der indtil for ganske få år siden lå i Havnebygningen. Størstedelen af samlingen tilhører i dag Lolland Kommune, og det er kommunen som ejer bygningen. Ifølge sparekataloget er der en årlig udgift på 140.000 kroner til drift af museet, 26.000 kroner til alarm og 216.000 kroner til bygningsdrift.

Skibs- og Søfartsmuseet blev tvunget til at flytte væk fra Havnebygningen, da den skulle bruges til andre tiltag. Det er her, at Museum Lolland-Falster snart åbner udstillingen "Fjord". Kommunen anviste museet, som gennem mange år har kørt et tæt parløb med Peter Freuchen Selskabet nye lokaler i byens tidligere bibliotek og musikskole. 

I oktober 2023 kunne de mange frivillige kræfter, der sørger for at drive museet, træde ind i bygningen, som Lolland Kommune havde restaureret for 4,2 millioner kroner.

Samling kan skifte hænder

Museet kunne byde de første gæster indenfor 26. juni 2024, men til årsskiftet kan det være slut. I det tilfælde, skal Peter Freuchen Selskabet anvises nye lokaler.

Forvaltningen skriver selv i forslaget, at borgere og turister ikke vil have mulighed for at se Nakskov maritime kulturarv i et selvstændigt museum, hvis politikerne vælger at gå videre med denne besparelse. Dele af den kommunale samling kan blive overdraget til Museum Lolland-Falster eller Lokalhistorisk Arkiv.

For at kunne sælge bygningen, skal der holdes varme på bygningen, og det vil være en årlig udgift på 151.000 kroner indtil et salg er gennemført.