Guldborgsund

Marielyst fra oven. Ifølge borgmester Simon Hansen (S) rummer området et stort potentiale som helårsdestination.

Kommunen har brugt 24 millioner på jord til resort: Borgmester afviser økonomisk risiko

Guldborgsund Kommune har købt næsten 70 hektar jord og lagt en halv million i partnerskab om ferieresort i Marielyst. Borgmester Simon Hansen mener ikke, at skatteborgerne løber en reel risiko.

Offentliggjort

Guldborgsund Kommune har indtil videre brugt knap 24 millioner kroner på opkøb af 67 hektar jord og ejendomme i området vest for Marielyst som led i planerne om et nyt ferie- og oplevelsesområde. 

Dertil kommer et bidrag på 500.000 kroner til et partnerskab med Business Lolland-Falster og private udviklingsaktører.

Ifølge borgmester Simon Hansen (S) er den dyrt indkøbte jord en investering - ikke en økonomisk satsning med høj risiko.

- Jeg mener ikke, at vi løber nogen økonomisk risiko ved det her projekt. Vi har købt jord, som får en anden værdi, fordi den er afgørende for at kunne realisere projektet, siger borgmesteren.

Ingen lån

Kommunen har ikke lånt penge specifikt til opkøbene. Ifølge borgmesteren er jorden finansieret via kommunens eksisterende anlægsmidler.

- Vi har penge i vores kasse til anlægsprojekter, og det er derfra, opkøbene er finansieret, siger han.

Indtil videre har kommunen købt 67 hektar jord samt én ejendom. Ifølge Simon Hansen kan der komme flere opkøb, men kommunen vurderer allerede nu at have jord nok til at arbejde seriøst videre med projektet.

Ingen plan B

Hvad der sker, hvis det ikke lykkes at finde investorer og operatører til et ferieresort, er der ikke taget konkret stilling til.

- Der ligger ikke nogen plan B klar i skuffen. Det må vi forholde os til, hvis det mod forventning viser sig, at ambitionerne ikke kan realiseres. Men vi havde ikke taget det her skridt, hvis vi ikke troede på, at det kan lade sig gøre, siger borgmesteren.

Han afviser samtidig præmissen om, at kommunen risikerer at stå tilbage med en regning.

- Vi tror så meget på, at projektet kan realiseres, at det, vi har lagt ind, vil komme mange gange igen, siger han.

Fejlslagne planer spøger

Skepsis om realiserbarheden kommer ikke ud af det blå. I marts 2025 trak den daværende investor bag planerne om en stor feriepark i området sig, og Niels Christian Nielsen fra det tyske firma ImmobilienManagement GmbH meldte ud, at projektet, med omkring 500 huse, vandland og andre faciliteter, blev droppet af selskabet. 

Dengang pegede han blandt andet på corona som en stopklods og på, at investorer i stigende grad ønskede kystnære arealer med direkte adgang til strand og vand. Projektet blev aldrig realiseret, selv om der var arbejdet med det gennem flere år.

Det er netop den historik, der igen rejser spørgsmålet om, hvor robust et ferieresort i området reelt er - og hvem der står med ansvaret, hvis ambitionerne endnu en gang ikke kan realiseres.

Flere udgifter kan komme

Ud over jordopkøb og partnerskabsbidraget har kommunen ifølge borgmesteren ikke haft eksterne udgifter til rådgivere eller konsulenter. Det arbejde er foretaget internt i administrationen.

Men når, og hvis, et konkret projekt skal realiseres, kan der komme nye kommunale udgifter.

- Når der skal laves en lokalplan og ses på infrastruktur, trafik og adgangsforhold omkring Marielyst, kan det komme til at koste penge. Men set i forhold til milliardinvesteringer og helårsarbejdspladser mener jeg, det er fornuftige investeringer, siger Simon Hansen.