Trækker sig fra kæmpe feriepark-projekt

Det var på arealer - her en del af dem - syd for Marielyst Strandvej ned mod golfbanen, at investorerne gerne ville opføre en kæmpe feriepark med omkring 500 huse, vandland og andre faciliteter. Arkivfoto: Hans Gandrup

Planerne om at bygge en kæmpe feriepark med tilhørende vandland på Sydfalster er skrinlagt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Planerne var store, men nu er drømmen om en kæmpe feriepark med 500 huse, vandland og andre faciliteter i Marielyst skrinlagt - i hvert fald af det firma, som hidtil har arbejdet med projektet, da investoren bag planerne har trukket sig.

Det oplyser Niels Christian Nielsen, administrerende direktør for det tyske firma ImmobilienManagement GmbH, som stod for projektet.

- Det er altid trist at have brugt tid på noget, som ikke bliver til noget alligevel, men man er også nødt til at se realiteterne i øjnene, siger han.

Og realiteterne er, at investorerne hellere vil satse på kystnære arealer på mindst 100 hektar, hvor der er direkte adgang til strand og vand. Og feriepark-projektet i Marielyst skulle have ligget på en grund fra Marielyst Strandvej og mod syd ned mod golfbanen.

Sat i stå af coronaen

Ifølge Niels Christian Nielsen var det coronaen, der blev den store stopklods.

- Hvis ikke coronaen var kommet, havde vi været i gang, men det kom vi ikke. Det blev sat i stå af coronaen, og så kom der nye strategier og tanker om, hvad der er det mest rentable. Nu vil man satse på direkte adgang til strand og vand, og der ligger grunden i Marielyst lidt for langt fra vandet. Trenden i øjeblikket er, at man skal  kunne se vand eller bjergtoppe, siger Niels Christian Nielsen.

ImmobilienManagement GmbH har forsøgt at finde andre investorer til projektet, men uden held.

- Vi har været i gang i det sidste års tid for at se, om der stadig er basis for det, men der findes kun tre-fire operatører på verdensplan, der ville kunne drive det videre, og mange af dem forstår ikke den danske sommerhusregel, for den findes kun i Danmark, fortæller Niels Christian Nielsen.

Arealet, hvor ferieparken skulle have ligget, er ejet af forskellige lodsejere, som det tyske firma havde indgået en betinget købsaftale med. Den er nu ophævet. Men det betyder ikke, at planerne er kastet fuldstændig væk.

- Vi smider ikke bare det arbejde væk, som vi allerede har lavet, så planerne kan hurtigt findes frem igen, hvis der kommer en ny investor, som vil gå videre med projektet. Men vi har afsøgt de muligheder, der er p.t., slutter Niels Christian Nielsen.

I stedet for projektet i Marielyst er det tyske firma nu i gang med et lignende og endnu større projekt i Nordtyskland.

Projektet er dog ikke skrinlagt. Det fastslår borgmester Simon Hansen (S) og administrerende direktør for Busines Lolland-Falster, Mikkel Wesselhoff. Det kan du læse mere om HER.

Læs også:

Kæmpe feriepark rykker stort skridt nærmere

Afgørelse om kæmpe-ferieby udskudt