Lolland

Plejecentret Rønnebærparken i Dannemare er blandt de plejecentre, der står for skud og kan blive ofre for sparekniven, som Lolland Kommune onsdag har præsenteret for det kommende års budget. . Arkivfoto: Ingrid Riis

Lægger op til at sløjfe syv plejehjem: - Man ødelægger de små samfund

Onsdag bliver Lolland Kommunes byråd og offentligheden præsenteret for forvaltningens forslag til, hvordan man kan finde de 200 millioner, der skal til for at få budgettet til at hænge sammen. Ældresagen er ikke imponeret over forslaget om at reducere antallet af plejehjem.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ingen kan vide sig sikre oven på det omfattende sparekatalog, som Lolland Kommune onsdag har præsenteret, med forslag til at finde de 200 millioner, som kommunen selv skal finde for at få enderne til at mødes for det kommende års budget.

Skoler, haller, daginstitutioner, borgerservice står for skud. Og formentlig kan kommunens plejecentre heller ikke undgå den store sparekniv.

Af dokumentet Baggrund for Budget 2027 fra Lolland Kommune fremgår det, at kommunen skal spare knap 50 millioner på Sundheds- og Ældreudvalgets område. Det lyder i dokumentet, at på ældreområdet er målet at tilpasse kommunens plejeboligkapacitet til de aktuelle behov.

Det er nu kommet frem, at det fra forvaltningens side konkret er foreslået, at kommunens plejecentrene skal reduceres fra de nuværende ti til tre.

Forslaget lyder, at plejecentrene skal centraliseres i Maribo, Nakskov og Rødby.  

Dette forslag vækker bekymring hos næstformand i Ældre Sagens lokalafdeling Ravnsborg-Højreby Jørgen Møller.

- Jeg synes, historien viser, at man ødelægger de små samfund stille og roligt ved at reducere, siger næstformanden, der kalder det 'bekymrende'.

Han frygter, at det betyder mindre omsorg og mindre pleje ved at reducere antallet af plejehjem.

En række plejecentre står for skud

Med forslagene om at samle plejecentrene i Maribo, Nakskov og Rødby, lægges der op til en krank skæbne for de øvrige plejecentre i kommunen. Det er Bøgelunden i Horslunde, Bøgevænget i Holeby, Lykkeseje i Søllested, Rønnebærparken i Dannemare, Plejecentret i Stokkemarke og Sandby Ældrecenter.

Onsdag den 12. august har Sundheds- og Ældreudvalget første møde, hvor de kaster sig over forslagene og begynder forhandlingerne.

Forslagene kommer i høring i slutningen af august og indtil 15. september, hvor det er muligt at give sin holdning til kende.

Endelig skal budgettet vedtages i byrådet den 8. oktober, og planerne skal gennemføres.