KV25
Marie-Louise Brehm Nielsen og Din Stemme har forladt forhandlingerne om magten i Lolland Kommune. Billedet her er taget inden dagens forhandlinger begyndte. Foto: Nicklas Linnemann
Lange forhandlinger er på plads: - Det er gået lynhurtigt
Billederne er taget. Kinderne må være ømme efter smil. En lang proces for Lollands borgere er nu faldet på plads, men forskningschef mener, at det er gået lynhurtigt.
Underskrifterne er på plads.
Efter næsten to ugers forhandlinger er det politiske papir på plads, og det samme er posterne - de fleste af dem.
Formands- og næstformandsposterne til de forskellige udvalg er fordelt, og nogle af bestyrelsespladserne er ordnet, men der er også en opposition, der skal tilgodeses, mener den kommende borgmester, Marie-Louise Brehm Nielsen (DS).
Selvom de seneste to uger har føltes lange for dem, der følger med "minut for minut", så er det gået absurd hurtigt.
- Det her
er jo ingen tid.
På Christiansborg bruger man jo altid en uge eller to. Sidste gang brugte
man 43 dage på at finde ud af, hvad for en regering der skulle dannes. Selv hvis de først bliver
færdige om nogle dage, er det stadigvæk lynhurtigt, siger Roger Buch, forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Smart træk
Marie-Louise Brehm Nielsen (DS) har flere gange slået fast, at man har ønsket at få politikken på plads, inden man peger på, hvem der skal sidde hvor. Men borgmesterposten fik konstitueringsgruppen alligevel på plads inden politikken.
En metode Roger Buch godt kan se det smarte ved.
- Fordi det
er jo svært at snakke politik, hvis det er usikkert, hvem der skal sidde for
bordenden de næste fire år, siger forskningschefen.
Konstitueringspartierne arbejder de næste fire år ud fra et otte sider langt politisk papir, men selvom det hele er på skrift, og gruppeforpersonerne har skrevet under, er det ingen garanti for, at det ender fredeligt.
Mudret valg
Rundt omkring i Danmark er der de seneste uger blevet skiftet ud på borgmesterposten, hvilket stadig kan ske. I Slagelse mødte DF ikke op til konstitueringen med Socialdemokratiet, i Aalborg har man været frem og tilbage mellem to kandidater, og i Ringkøbing-Skjern er man landet på en Venstre borgmester efter først at have været forbi Danmarksdemokraterne og Konservative.
Borgmesterkæden sidder først trygt om halsen på Marie-Louise Brehm Nielsen (DS), når konstitueringsmødet 11. december er overstået. Men det er ikke kun det politiske spil, der kan gøre livet surt.
- Fordi man
kan godt sidde og lave forståelsespapirer, hensigtserklæringer og alt
sådan noget, men i virkeligheden er det næste år, at det
egentlige arbejde starter. Så kan det være, at korthuset ramler, siger Roger Buch og peger på, at kommunens økonomi, eller besparelser på konkrete områder kan skabe splid i en konstituering.
23 til 15
Men når Marie-Louise Brehm Nielsen (DS) sætter sig for bordenden, gør hun det med opbakning fra alle partierne, der sidder i den afgående konstituering. Forskellen er, at den afgående konstituering har 23 mandater, mens den kommende kun råder over 15.
Hvilke tanker har du gjort dig om, at det er de samme partier, der igen sidder i konstituering?
- Som man også har bemærket, har der været en enorm udskiftning i byrådet. Der er sådan set seks nye byrådsmedlemmer i konstitueringen, der er helt nye. Men jeg synes også, det er trygt, at der er nogle erfarne. For vi har alle prøvet at være nye, det er ikke lige til. Jeg er fuldt tryg ved det, og forhandlingerne har vist, at vi kan stole på hinanden, siger Marie-Louise Brehm Nielsen (DS).
Den kommende borgmester fremhæver, at der ikke er blevet lækket noget fra forhandlingslokalet, lige på nær afskaffelsen af kultur og frihedsudvalget, men derudover har det været vandtæt.
Når en konstitueringsgruppe går fra 23 til 15 mandater, er det så ikke et tegn på, at borgerne vil i en ny retning?
- Borgerne har givet os det sværeste puslespil, vi nogensinde kunne have fået. Man skal arbejde sammen, fordi det har borgerne sagt. Men de borgere, der har stemt på mig, har sagt, at jeg skal kæmpe for mine sager, og de borgere, der har stemt på Socialdemokratiet, har sagt, at de skal kæmpe for deres sager, siger Marie-Louise Brehm Nielsen (DS).