Lolland

Brandvæsen, ambulance og politi rykkede torsdag ud til rækkehuset i Maribo, hvor en hækbrand var tæt på at sprede sig til huset og carporten. Foto: Palle Nevad Frandsen

Legende børn ringede 112: - De handlede helt perfekt

Børn på 10-12 år opdagede flammerne ved rækkehuset i Maribo og slog hurtigt alarm, mens naboer kæmpede for at holde branden væk fra huset.

Offentliggjort

En hækbrand tæt på et hus på Eriks Vej i Maribo kunne torsdag have udviklet sig alvorligt, men hurtige børn i området fik ringet 112 i tide.

Da brandvæsenet nåede frem, var både beboeren og flere naboer allerede i gang med at bekæmpe flammerne, fortæller indsatsleder Lars Krygermeier fra brandvæsenet.

- De havde faktisk fået stoppet branden halvvejs inde til bygningen, så den ikke gik i huset eller carporten. De gjorde det rigtig fint, siger han.

Ifølge brandvæsenet startede branden sandsynligvis i forbindelse med brug af en ukrudtsbrænder.

Stor ros til legende børn

Det var dog især nogle legende børn i området, der imponerede indsatslederen.

- Det var nogle unge børn på omkring 10-12 år, der havde set røgen og fundet en telefon og ringet 112. De handlede virkelig korrekt og lige efter bogen. Stor ros til dem, siger han.

Brandvæsenet vurderer, at den hurtige alarm var med til at forhindre, at ilden spredte sig til carporten og huset.

Beboeren blev efterfølgende tilset af ambulancepersonale og kørt på sygehuset med lettere forbrændinger og påvirkning fra røg efter selv at have forsøgt at slukke branden.

Brandvæsenet advarer samtidig mod brug af ukrudtsbrændere i det tørre vejr.

- Der skal ikke ret meget til lige nu. Tørre blade og hække kan antænde lynhurtigt, siger indsatslederen.

VIDEO: For nylig mistede en familie deres hjem, da det brændte ned til grunden.