Lolland

Langø Grill og Fiskebar på Langø er blevet nomineret af Den Danske Spiseguide i kategorien Årets fisk- og skaldyrsrestaurant. Arkivfoto

Lokal fiskebar i kapløb om stor pris

Den lille fiskebar på Langø er blevet nomineret af Den Danske Spiseguide som Årets fisk- og skaldyrsrestaurant.

Offentliggjort Sidst opdateret

Langø Grill og Fiskebar ligger ikke lige på vejen, man kommer forbi ved et tilfælde. Helt ude på lille Langø - dér hvor vejen stopper, og vandet tager over. Dér ligger den lokale fiskebar, der nu er rykket helt ind i det fine selskab.

Restauranten er nemlig blevet nomineret af Den Danske Spiseguide i kategorien “Årets fisk- og skaldyrsrestaurant” - en anerkendelse, der normalt går til nogle af landets mest etablerede spisesteder.

De nominerede til "Årets fisk- og skaldyrsrestaurant”

Fishmarket, København

R110, Hvide Sande

Langø Grill & Fiskebar, Nakskov

Rudolf Mathis, Kerteminde

Blæst bagover

- Vi er mildest talt blæst bagover, skriver restauranten i et opslag på sociale medier.

Her fortæller de også, at de er blevet overrakt et diplom for nomineringen - og at stoltheden er stor i det lille team.

- Vores lille fiskebar… helt herude på lille Langø, helt for enden af vejen, lige før du kører i vandet. Det er en kæmpe ære, og vi er meget, meget stolte, lyder det.

Populær både blandt lokale og turister

Langø Grill og Fiskebar har gennem de seneste år markeret sig som et populært spisested - både blandt lokale og turister - med fokus på fisk og skaldyr tæt på havet, hvor råvarerne næsten lander lige uden for døren.

Nomineringen bliver da også mødt med stor taknemmelighed fra hele holdet.

Langø Grill og Fiskebar deler selv nyheden om nomineringen på Facebook - en anerkendelse, der vækker stor stolthed hos det lokale team. Foto: Facebook

- Tusinde tak for nomineringen. Vi er dybt taknemmelige, skriver de.

Om nomineringen også bliver til en pris, afgøres senere - men allerede nu har den lille fiskebar sat Langø på det gastronomiske landkort.