KV25

Marie-Louise Brehm Nielsen (DS) er Lollands nye borgmester. Foto: Nicklas Linnemann

Lolland får ny borgmester: Det skete der i forhandlingslokalerne

Flere dages forhandlinger får nu en ende. Din Stemme står på toppen med solcelleplaner begravet dybt. Men hvordan skete det lige?

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere borgere sidder nok med spørgsmålet om, hvordan endte Din Stemme med at vriste borgmesterkæden ud af hænderne på Danmarksdemokraterne.

Hvis man spoler tiden tilbage til tirsdag nat stod en vred Benny Damgaard (DD) i en døråbning og skældte Konservative ud for at have forladt forhandlingerne, sågar også med et af Danmarksdemokraternes mandater.

Hvordan valgets store vinder må have det lige nu, ved kun han.

En bristet drøm

Selvom Konservative kom tilbage i folden, gik der ikke mere end cirka 36 timer før, de var ude igen. Med dem smeltede borgmesterkæden mellem Benny Damgaards hænder. 

For flere partier fulgte trop, de ville ikke længere sidde med om forhandlingsbordet.

Langsomt blev oppositionen større og større. Pludselig kunne man tælle til 12, og så var vejen til et flertal ikke så kompliceret, som det så ud på valgnatten.

Borgmester, nej tak

Torsdag aften blev Marie-Louise Brehm Nielsen (DS) tilbudt borgmesterkæden af Danmarksdemokraterne, Lokallisten Lolland, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, men takkede nej til den.

Og i løbet af fredag formiddag lykkedes det ikke de fire partier, at overbevise Marie-Louise Brehm Nielsen (DS). Din Stemmes borgmesterkandidat forklarer nej'et med, at Enhedslisten ikke kunne give garanti for at stemme for fremtidige budgetter - det er Birthe Lauridsen ikke enig i, men det hører en anden artikel til.

Derfor gik Din Stemme om fredagen i pølseboden overfor borgmesterkontoret. Men i stedet for at vende tilbage til forhandlingsbordet efter frokosten med Danmarksdemokraterne og Co., gik Marie-Louise Brehm Nielsen (DS) og Henning Alfred Rasmussen (DS) direkte op på Holgers borgmesterkontor.

De nye og de erfarne

Efter tre timers forhandling gik en meget bleg Marie-Louise Brehm Nielsen (DS) mod pakhuset, hvor byrådsmøderne ofte bliver holdt - der var tid til et pressemøde, fortalte politikerne de mange journalister.

Hun placerede sig i midten af forsamlingen. Socialdemokratiets yngre medlemmer, Cecilie Louise Stabell (SF) og Ditlev Friedrichsen (K) ved sin side, et tegn på, at dette byråd har en anden hvilepuls, end det tidligere.

Alle de erfarne byrødder tog et skridt tilbage og lod de nye komme til, og så leverede hun de BREAKING NEWS alle på Lolland, og nu også Danmark, har ventet på.

- Så kan jeg sige, at jeg er Lolland Kommunes nye borgmester.

Sådan gik det til, at Lolland Kommune nu har fået kommunens første kvindelige borgmester, hvis hun holder helt til konstitueringsmødet. For hvis de seneste fire dage har lært lollikkerne noget, så er det, at man aldrig skal sige "aldrig" om politik på Lolland.