Indland
Finansminister Nicolai Wammen (S) og CFU-formand Gordon Ørskov Madsen har endnu ikke præsenteret aftalen, men det kan ske senere. (Arkivfoto).
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Medie: Aftale for 200.000 statsligt ansatte er indgået
Statsligt ansatte får løft i lønrammen på ni procent, og soldater får målrettet lønløft ifølge aftale.
En ny treårig overenskomstaftale for statsligt ansatte er tirsdag faldet på plads. Det erfarer TV 2.
Den samlede lønramme hæves med ni procent over tre år. Det går både til lønstigninger ad flere omgange og øvrige tiltag i aftalen.
Aftalen er endnu ikke præsenteret offentligt, og der er ikke indkaldt til pressemøde, men det kan ske tirsdag.
Et af de store temaer har været rekruttering og fastholdelse af soldater, hvilket et lønløft på 275 millioner kroner skal være med til at sikre.
Soldaternes nuværende grundløn ligger typisk på 23.000 til 25.000 kroner, og med tillæg kan de nå op omkring 30.000 kroner om måneden.
Ved et indledende møde for forhandlingerne kaldte finansminister Nicolai Wammen (S) det for et "meget, meget vigtigt krav" for regeringen, at soldater får et løft.
Aftalen indeholder ifølge TV 2's oplysninger fri ved barns tredje sygedag efter aftale med arbejdsgiveren.
Der er også indgået aftale om en fritvalgsordning, der fungerer som en opsparing, hvor arbejdsgiveren løbende indbetaler en procentsats af den ferieberettigede løn.
Den enkelte medarbejder kan selv bestemme, hvordan pengene skal bruges. Det kan være ekstra løn, feriefridage, senior‑ eller omsorgsdage eller en indbetaling som ekstra pension.
Ordningen findes allerede i det private arbejdsmarked og har været et centralt krav i forhandlingerne.
Nicolai Wammen har forhandlet på statens side.
Han varslede før forhandlingerne, at der for soldater ikke blev tale om et ekstraordinært lønløft, hvor regeringen finder ekstra penge. Det var tilfældet for en række udvalgte grupper som sygeplejersker i slutningen af 2023.
Lønløftet til soldaterne skulle ifølge Wammen findes inden for den eksisterende ramme i forhandlingerne. Dermed skulle andre grupper af statsligt ansatte give sig.
Han har forhandlet med formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen, der er topforhandler for de statsligt ansatte i kraft af sit formandskab for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU).
Lønmodtagerne gik til forhandlingerne med krav om en mærkbar reallønsfremgang og ret til barnets tredje sygedag.
/ritzau/
Seneste artikler
Matematikkaraktererne stiger på Sydfalster Skole: Her hjælper de store de små
Dystre karakterer på Lolland-Falster: Nu reagerer skolecheferne
I dag begynder sagen: 36-årig mor tiltalt for mishandling af sine børn
50 studerende skal undersøge lollandsk byliv
Fravær er "sindssygt alvorligt": Sådan vil skolerne løse problemet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol