Lolland

Melanie Friis vælger Lolland og skrottet til. Foto: Nicklas Linnemann

Melanie laver skrot til guld og skubber familie-firma ind i fremtiden

Når Melanie sætter sig ved tasterne er det for at sikre sig, at intet går til spilde. Hun bevæger sig rundt blandt skrot og udpeger det, der er guld værd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvad får en ung kvinde til at vende sydens sol ryggen og vende tilbage til Lolland?

Skrot og nedrivning.

Melanie Friis har brugt 14 måneder på Kreta, hvor hun arbejdede med kundeservice, nu kommer hun tilbage til Lolland for at arbejde med skrot.

Melanie sikrer fremtiden i familievirksomheden

  • Melanie Friis vender tilbage til Lolland fra Gran Canaria for at arbejde i familievirksomheden "Dem Fra Nordlunde", hvor hun trænes som ressource-ansvarlig.
  • Hun og hendes bror Malthe er en del af den nye generation, der sikrer, at firmaet fortsætter med at fokusere på genbrug og bæredygtighed, hvilket er essentielt for fremtidens nedrivningskrav.

Hun står bag ved firmaets asbest-ansvarlige og taler om processer, da Folketidende kommer ind på kontoret.

Nedrivningsfirmaet, "Dem Fra Nordlunde", er i gang med at træne den unge Melanie Friis op til at blive ressource-ansvarlig.

- Jeg skal kortlægge alle de ressourcer, der er i bygninger, der skal rives ned, så dets levetid kan forlænges. Det er det mit ansvar går ud på, siger Melanie Friis.

Ressourcer er kontorsnak for det, mange kalder skrammel. Brugte køkkener, skabe, døre, toiletter, håndvaske, lister, gulvbrædder, alt det, der gør et hus til et hus er Melanie og familien interesseret i.

Udover at være ressource-ansvarlig er Melanie Friis også datter af Martin Friis, som er en af de to brødre, der ejer "Dem Fra Nordlunde". Nedrivningsfirmaet er gået i arv fra brødrenes forældre, og nu melder den nye generation sig på banen.

Generations-indryk

Både Melanie og storebroren Malthe Friis har skrevet kontrakt med deres fars og onkels firma. Malthe som nedriver-lærling og nu også Melanie som ressource-ansvarlig.

Keyboard og mus er Melanies værktøj, men hun kommer stadig ud til nedrivninger, men her har hun et kamera med, til at dokumentere og skabe en logbog med. Foto: Nicklas Linnemann

- Det er sjovt, for vi er aldrig blevet presset til noget. Vi får ikke lagt noget ned over os, så det er sjovt, at vi begge er kommet herud. Min bror kom herud først i nedrivningen, og nu er jeg her, fortæller Melanie Friis og fortæller om sin første nedrivning, som hun deltog i, som en del af Femern byggeriet.

Udskiftningen af den hårde plastik hat til bluse og leopardprint bukser er den vej, Melanie ønsker at gå, med kontorarbejdet i centrum frem for at køre store nedrivningsmaskiner.

Far Martin springer ind i interviewet og slår fast, at uddannelsen som ressource-ansvarlig også er en fremtidssikring, så længe, der er huse, er der brug for at holde styr på, hvad de er bygget af, siger han.

Fra 1. juli 2025 er det blevet et lovkrav, at alle nedrivningsfirmaer bliver autoriseret af Miljøstyrelsen, det indebærer også, at firmaerne får en ansvarlig til at holde styr på alle materialerne, de indhenter ved nedrivelser for at sikre genbrug.

Dr. Martens og sikkerhedssko

Systematisering af genbrugsmateriale, har "Dem Fra Nordlunde" lavet siden 70'erne, fortæller brødrene. Deres forældre forstod allerede dengang, at en persons skrald er en anden persons guld. Indtil nu stod Martin Friis for både nedrivning og ressource-systemet, men nu overdrager faderen opgaverne til datteren.

- Her de næste par uger skal jeg på asbests- og PCB-kursus. Det kan man jo ikke bare udtage. Til november starter jeg på skole, hvor jeg lærer at være ressource-ansvarlig, siger Melanie, der regner med at være færdig midt januar næste år.

At holde styr på alle de genanvendelige materialer er også noget Melanie går op i, i sin fritid. Hendes onkel beskriver hende som en genbrugstøj-jæger.

- Ligesom så mange andre unge, på hendes alder, siger Henrik Friis og roser ungdommen for virkelig at forstå værdien i det brugte.

Med Melanie Friis som ressource-ansvarlig kommer kontoret til at se mere til blanke Dr. Martens støvler frem for brugte sikkerhedssko, som de to nedrivningsbrødre går rundt i.