Lolland

Statsminister Mette Frederiksen (S) besøgte Vestas på valgkampagnen og talte blandt andet med lærlinge. Foto: Anna C. Møhl

Mette F. i Nakskov: - Jeg skal gøre arbejdet færdigt

Offentliggjort

To korte spørgsmål til Mette Frederiksen (S)

Hvor vigtig er klimakampen, når du prioriterer kommunalvalgkampen højere end Cop30 i Brasilien?

- Jeg har godt set diskussionen, men jeg synes de to ting er lige vigtige, og det er så min opgave at prioritere, hvad jeg skal bruge vores kræfter på, når vi er EUs formandskab. Det er vigtig at være til stede i et lokalvalg, der betyder meget og det er jo her på Vestas, man løser klimakrisen, hvor man laver vinger til de store vindmøller. Danmark er et af de lande, der er allermest ambitiøse på klimaområdet, og vi har heldigvis fået en aftale på plads i EU, så det er klart, at hvis Danmark begyndte at være ligeglad med klimaet, ville det da være et signal. Men jeg synes ikke, at der er et dårligt signal i, at jeg er på Lolland i dag.

- Socialdemokratiet på Lolland ser ud til at miste hver fjerde stemme. Hvad er gået galt?

- Det går fremad, og og derfor håber jeg på et godt valg til Holger og hele vores hold. Det er rigtigt, at der har været en måling, men valgkampen er ikke slut endnu. Det går godt på Lolland, og der er en meget aktiv borgmester, som har fokus på arbejdspladser, vækst og grøn omstilling. Det håber jeg, at der vil være opbakning til - også efter valget, siger statsministeren, inden hun drøner videre ud i landskabet.

Det var et snedigt spørgsmål statsminister Mette Frederiksen (S) blev stillet, da hun torsdag eftermiddag rullede ind i Nakskov for at besøge Vestas.

En medarbejder i produktionen af de gigantiske møllevinger spurgte statsministeren:

Jeg skal være valgtilforordnet på tirsdag til kommunalvalget. Hvornår skal jeg være klar til at være valgtilforordnet igen til folketingsvalg?

- Jeg vil ikke sætte dato på, hvornår der skal være folketingsvalg. Jeg er så gammeldags opdraget, at man skal gøre arbejdet færdigt, svarede Mette Frederiksen og grinede af det kække spørgsmål.

Valgturné

Mette Frederiksen er på valgturné med børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), og der bliver lagt mærke til dem, når de ankommer til den næste by. Valgbussen er stor og rød og sikkerhedsopbuddet diskret, men til stede. 

Mette Frederiksen og Mattias Tesfaye stiger ud af valgbussen og hilser på Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S), Vestas fabrikschef og fællestillidsmanden. Bagefter siver et entourage af medarbejdere og kommunikationsfolk fra statsministeriet ud af den røde bus.

Statsministeren var i hopla, da hun svarede på Vestas' medarbejderes spørgsmål om elendig kollektiv trafik på Lolland. Foto: Anna C. Møhl

Torsdag formiddag bliver Folketidende ringet op af statsministeriet. Det sker ikke hver dag, men spørgsmålet indrammer, hvor meget statsministerens besøg på Vestas betyder:

- Hvilken størrelse sko bruger du, lyder spørgsmålet.

Sikkerhed

Indenfor, på Vestas, skiftes de pæne sko ud med sikkerhedssko, man tager sikkerhedsbriller på og finder en Vestas-jakke med reflekser i den rette størrelse. Nu kan besøget på den verdensførende vindmøllefabrik begynde. 

I støbehallen ligger møllevingerne klar til at blive samlet. De er ikke bare enorme, de er gigantiske.

Jeg vil ikke sætte dato på, hvornår der skal være folketingsvalg. Jeg er så gammeldags opdraget, at man skal gøre arbejde færdigt.

Mette Frederiksen (S), statsminister

Møllevingerne i produktionshallen må ikke fotograferes. Folketidende må heller ikke referere, hvad fabrikschefen fortæller ministrene om. Men så møder statsministeren helt almindelige vælgere. Dem, som producerer de kæmpe vindmøller, og dem, som traditionelt stemte på Socialdemokratiet. Dét parti, som sikrede arbejdernes rettigheder og grundlagde velfærdssamfundet.

Temaerne var elendig kollektiv trafik på Lolland, udligning og børnepasning.

- I København kører bussen hver femte minut. På Lolland kører bussen hver tredje time... hvis ruten ikke er nedlagt, sagde en af Vestas' medarbejdere.

Mattias Tesfaye tager ordet og spørger, hvor mange lærlinge, der er blandt Vestas 1.300 ansatte i Nakskov. Et par stykker giver sig til kende. Blandt andet en komposittekniker og en kontorelev.

- Der er lidt for få, der vælger at tage en erhvervsuddannelse, så vi bakker Vestas op i at uddanne virkelig mange, der gerne vil bruge deres hænder, siger Mattias Tesfaye.

Sidste stop på virksomhedsbesøget foregår udenfor med en møllevinge som bagtæppe. 

Sikkerhedsskoene tages af og toppolitikerne kører videre til Langeland.