Christina Svanholm foran "tissehuset" i den gamle skolegård til Nysted Skole. Nu skal arkitekterne i gang med at tegne det nye madhus, hvor der skal være køkken og fællesspisning for alle i byen. Foto: Eva Højrup
Millionprojekt har ventet siden 2024 – nu kan byggeriet endelig begynde
I flere år har hun forsøgt at finde et hjem til visionen. Nu står Christina Svanholm foran det sted i Nysted, hvor tankerne om madfællesskaber skal blive til virkelighed.
Borgere og elever fra Nysted Skole mødte i dag op, da bestyrelsen i Nysted Sundheds og Trivselshus inviterede byens borgere til information om planerne for en udendørs madsal med områder til fællesspisning og forskellige madprojekter som eksempelvis undervisning i madkundskab.
Mødet fandt sted ved "tissehuset" i den nedlagte skolegård bag Rådhuset i Nysted, hvor formanden for foreningen, praktiserende læge Christina Svanholm, præsenterede planerne i en tale.
- Som flere ved, har planerne været længe undervejs. Så længe at vi begyndte at tvivle på, om det blev til noget. Men det gør det, sagde hun blandt andet.
Dorthe Tetsche (tv.) og Turi Stistrup (th.) mener begge, at der er brug for et sted i Nysted, hvor alle aldre kan mødes og være sammen. Foto: Eva Højrup
Nordea-fonden gav allerede i 2024 tilsagn om knap en million kroner til grønne udendørs madfællesskaber i Nysted. Tidligere har der været planer om, at Aalholm Ladegård skulle være en del af projektet, men der var ikke enighed om, hvordan lejekontrakten skulle se ud, og siden har bestyrelsen i Nysted Sundheds og Trivselshus altså været på udkig efter andre egnede lokaliteter.
Nu har Guldborgsund Kommune og Nysted Sundhed og Trivselshus så indgået en såkaldt brugsretsaftale om ”tissehuset” og den gamle skolegård ved Nysted Skole, så projektet kan komme i gang. Det første der skal ske er, at arkitekterne skal tegne huset og så skal der indhentes en byggetilladelse.
Annonce
Elever fra Nysted Skole skal involveres i projektet, de var derfor med til borgermødet i dag for at høre om planerne. Foto: Eva Højrup
- Tanken er, at vi vil bruge noget af fundamentet på det gamle ”tissehus” og rive den øverste del ned og så bygge ud i drivhusstil med gamle vinduer. Der skal være to bygninger, den ene skal have et køkken, og så skal der være et overdækket trædæk, hvor vi kan have fællesspisning, fortæller Christina Svanholm.
Efterlyser gamle byggematerialer til madsalen
Genbrug af materialer bliver en vigtig del af projektet. Derfor efterlyser Nysted Sundheds- og Trivselshus blandt andet:
gamle vinduer
håndvaske og køkkenarmaturer
døre og dørhåndtag
regnvandstønder
gamle plastskraldespande, der kan ombygges til regnvandsopsamling
brædder og stolper
øvrige brugbare, ældre byggematerialer
materialer, der kan anvendes i forbindelse med støbning
Tanken er, at børn, unge, voksne og ældre skal kunne mødes om forskellige fælles aktiviteter. Det hele for at højne sundheden i Nysted.
- Når vi mødes i fællesskaber, så får vi sundheden ude i samfundet. Inde i ”sygdomsvæsenet” behandler vi de syge, men vi holder folk raske i alle de fællesskaber, der allerede findes i Nysted, og som vi gerne vil have alle til at deltage i, siger hun.
Brug for et sted at dumpe ind
Flere af de fremmødte er helt enige i den tankegang.
- Vi er en by, hvor der bor mange ældre, og der er folk, der ikke kommer ud af deres hjem. Vi skal styrke den fælles ånd – det kan godt være, at fru Jensen har svært ved at komme herned, men så henter vi hende, vi vil gerne være sammen, siger Dorthe Tetsche, der bor i Nysted, og en af de andre fremmødte Nysted-borgere supplerer:
- Jeg har kørt i hjemmeplejen i 40 år og ved, at de er der. De skal være en del af det her, der er brug for et sted, hvor man kan dumpe ind, og det gælder for alle aldre, siger Turi Stistrup.
Sundhed på dagsordenen
Nysted har gennem flere år sat sundhed på dagsordenen. I 2021 tog Christina Svanholm initiativ til Nysted Sundheds- og Trivselshus. I 2023 blev Nysted én af seks danske pilotbyer i projektet Sundhedslandsbyer. Siden er der blandt andet kommet fællesspisninger, gågrupper og en sundhedscafé til. Tanken er, at fællesskab, bevægelse og trivsel skal være med til at forebygge ensomhed og sygdom.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Veloplagt Farlov leverer Sol over Falster
NFC-cheftræner: - Ikke mange hold kommer til at opleve det her
Antonia er superfan: - Jeg har en rigtig god fanrelation til ham
Kørte 90 km/t i byzone
Færre unge spiser sundt – her er buddene på, hvordan udviklingen kan vendes
Mest læste artikler
To kørt på sygehuset efter sammenstød på villavej
Søllested-kok på Michelin-restaurant: Nu er han politianmeldt
Uheld på Sydmotorvejen: Spor spærret
Voldsomt overfald: 26-årig gik amok i toget
Millionbeløb på vej til Sydhavsøerne