Lolland

På billedet ses Maribos nok ældste træ, der blev fældet i forbindelse med nedrivningen af Grandfeldts Gård. Arkivfoto: Jan Knudsen

Naturfredningsforening: - Vi har ét stort ønske til projektet

Nyt byggeprojekt retter mange tidligere kritikpunkter, men ét sted er der plads til forbedringer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der skal passes på Maribos herligheder, og det gælder ikke mindst naturen omkring Maribosøerne. Det mener den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening, der derfor flere gange er kommet med indsigelser mod byggeprojekter på tomten efter købmandsgården Grandfeldts Gård. 

Fordi der er gået lang tid siden træerne blev fældet, skal der søges om dispensation fra søbyggelinjen.

Carsten Drejer,
Danmarks Naturfredningsforening Lolland

Med det nye projekt, som vil blive præsenteret ved et borgermøde mandag aften i Maribo Hallerne, er tonen dog mere forsonende end tidligere. Grunden er, at byggeriet denne gang holder sig inden for de områder, som det skal. 

- Søbyggelinjen bliver overholdt her. Det er noget af det, som vi tidligere har kritiseret dem for ikke at leve op til, siger næstformand Carsten Drejer fra Danmarks Naturfredningsforening Lolland.

Terasser bryder linje

Byggeriet skal holde sig inden for samme område som der, hvor der tidligere har været bygget, og også her holder man sig indenfor reglerne forklarer næstformanden.

- Terrasserne ligger indenfor søbeskyttelseslinjen, men det må man godt i dag. De må være i samme niveau som gulvet i huset.

Carsten Drejer fra Danmarks Naturfredningsforening og daværende formand for menighedsrådet i Maribo Domsogn, Susanne Hviid, gjorde beggeindsigelser mod planerne om et tidligere byggeri på grunden. Foto: Jan Knudsen

Til gengæld kigger foreningen ikke på selve arkitekturen. Kun ud fra at den ikke dominerer i områder, hvor den ikke bør. I tidligere planer dominerede den ene fløj, på flere etager, naturen ned mod søen. Her vil der efter de nye planer kun blive bygget i ét plan, og det gør at byggeriet falder mere ind i naturen.

- Men vi er jo ikke smagsdommere, så hvordan byggeriet ellers fremstår, er ikke noget vi går op i, forklarer Carsten Drejer.

Historisk taks blev fældet

Noget af det som foreningen har lagt stor vægt på, er at bibeholde det grønne udtryk på området. Længe blev der kæmpet for at bevare en historisk taks, der var flere hundrede år gammel - og måske havde stået siden Leonora Christina levede på klostret. Derfor var den også kendt som Leonora Christinas Taks. Mere sandsynligt er det dog, at taksen var fra 1800-tallet, men stadig det ældste træ i Maribo.

Taksen blev fældet 3. februar 2021 - og en række andre træer, som ellers skulle bevares, er også blevet fældet, påpeger Carsten Drejer.

Derfor er Naturfredningsforeningen gået ind i det nye projekt med en klar besked til Lolland Kommune.

- Vi har ét stor ønske, og det er nye afskærmende træer mod Maribo Domkirke, siger næstformanden.

- Fordi der er gået lang tid siden træerne blev fældet, skal der søges om dispensation fra søbyggelinjen, hvis der plantes nye træer. Vi har dog klart tilkendegivet, at vi selvfølgelig ikke vil gøre indsigelse, hvis der skal gives en sådan dispensation på grund af træer.

Vil have ny beplantning

I mødet med borgmester Holger Schou Rasmussen (S), den kommunale forvaltning og de andre lokale interessenter i byggeriet, holdt Carsten Drejer fast på, at der skulle plantes nye træer. Han følte i lang tid, at man fra forvaltningen ikke virkede interesseret i et sådan krav, men til sidst gav kommunen sig.

- Borgmesteren sagde, at vi vil blive kontaktet omkring en plan for den fremtidige beplantning på området.

Carsten Drejer forventer, at bygherren denne gang får lov til at gennemføre sit byggeprojekt.