Lolland

Efter beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) havde skrevet under på Ungeløftet, var det borgmester Holger Schou Rasmussens (S) tur. Foto: Rikke Folm Berg

Ny indsats skal hjælpe unge uden job eller uddannelse 

Vibeke Grave, der er formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Lolland Kommune, håber, at projektet kan skille sig ud fra tidligere projekter, hvor man har forsøgt at hjælpe de unge uden uddannelse og job.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag eftermiddag blev et nyt stort initiativ om at hjælpe unge mennesker uden job og uddannelse skudt i gang.

Omkring 200 deltog i arrangementet i Nakskov Idrætscenter mandag eftermiddag. Foto: Rikke Folm Berg

I Lolland Kommune findes der cirka 460 unge mellem 15 og 24 år, der hverken har taget eller er i gang med en uddannelse eller er i job. Det svarer til 14 procent og placerer Lolland Kommune på en førsteplads. Det viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Derfor lancerer kommunen nu initiativet Ungeløftet, der er en del af en landdækkende indsats, som skal hjælpe de unge med at finde fodfæste i en uddannelse eller på arbejdsmarkedet.

Vibeke Grave (S), der er formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Lolland Kommune, håber, at projektet kan skille sig ud fra tidligere projektet, hvor man har forsøgt at hjælpe de unge uden uddannelse og job.

Vibeke Grave (S) er formand for social- og arbejdsmarkedsudvalget i Lolland Kommune. Foto: Anders Knudsen

- Det involverer jo nogle andre, end man normalt gør. Projektet skal køre i tæt samarbejder med både lokalt erhvervsliv, lokale organisationer og det lokale foreningsliv, siger hun.

Det er jo ikke første gang, at man involverer virksomheder og foreningsliv. Hvad er der anderledes ved dette projekt?

- Jeg er mere glad for tænkningen i det her projekt. Det minder faktisk mere om det, vi har prøvet her på Lolland i flere år.

Hun hæfter sig ved, at man tidligere har haft en målsætning om, at alle unge skulle være i gang med en uddannelse, men at man nu har flyttet fokus mod, at det vigtigste er, at de er i gang med et eller andet - om det så er uddannelse eller beskæftigelse er mindre vigtigt.

- Det kan være alt fra lederkurser til, at man bliver træner i en boldklub, siger hun:

- Nu har vi fået Christiansborg til at se, at det er nogle af de veje, man skal gå.

Men hvis I har prøvet kræfter med det før, hvordan skal det her så gøre en forskel? 

- Noget af det, der er nyt, er, at vi involverer virksomhederne fra start. Før har de været mere løst tilknyttet, nu er det meget mere organiseret. Det giver nogle nye muligheder, siger hun.

Slukket lys kl. 7

Ungeløftet blev sendt afsted til et erhvervsevent i Nakskov Idrætscenter, hvor beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) også lagde vejen forbi.  

Han nævnte, at det altid rammer ham hårdt, når han kommer forbi en boligblok klokken 07.00 om morgenen, uden der er lys i nogen af vinduerne. For så bor der nogen derinde, der ikke skal op til noget, påpegede han.

Vi håber, at det kan være med til at endnu flere får en chance.

Kaare Dybvad Bek (S),
Beskæftigelsesminister

Beskæftigelsesminister Kaarre Dybvad Bek mener, at nogle unge møder barrierer, som ikke altid kan løses på et møde i kommunen, men måske kan løses i et lokalt fællesskab. Foto: Rikke Folm Berg

- Når man er på en arbejdsplads, bliver man en del af et fællesskab. Man bliver bygget op som menneske og får nogle succesoplevelser, som man kan tage med sig videre og blive bedre til det, man egentlig har lyst til at lave, sagde Kaare Dybvad Bek fra podiet til de fremmødte.

Ifølge ham gjaldt det derfor om simpelthen at være i gang og være på vej.

Han udtrykte store forhåbninger til, at Ungeløftet sammen med regeringens øvrige tiltag, investering i erhvervsskolerne og mulighed for juniormesterlære for skoletrætte unge i grundskolen, vil gøre en forskel.

-  Vi håber, at det kan være med til at endnu flere får en chance, sagde beskæftigelsesministeren.

Hvad er det Ungeløftet kan, som ikke allerede bliver gjort ude i kommunerne?

  - Det er en konkret strategi, hvor vi sætter nogle milliarder af til at lave individuelle forløb for de unge. Vi er jo i en situation, hvor der lige nu er 45.000 unge i Danmark, som har svært ved at finde ud af, hvad de vil. Derfor prøver vi med flere tiltag at hjælpe dem i arbejde og fritidsjob, så vi kan få bugt med problemet med disse unge, som vi har haft i nogle år, og som Lolland Kommune på den ene side har vist, at man kan løse, men også stadig har en del af.

Men hvad er det Ungeløftet kan mere? 

- Vi sætter 2,3 milliarder af på landsplan til at lave langt flere opfølgende samtaler, langt flere individuelle planlagte forløb med den enkelte unge. Men det skal jo ses i helheden med de øvrige tiltag med bedre faglokaler og udstyr på Celf og juniormesterlære. 

De fremmødte repræsentanter skulle svare på: "Hvad er de største barrierer i dag for at få flere unge med?" og "Hvad skal der til for at løfte de unge?" og "Hvad er vores næste skridt for at løfte de unge?". Foto: Rikke Folm Berg

- Så det er et forsøg på at forpligte os. Vi bliver nødt til ikke bare at give op på folk, men sørge for at folk får en chance mere.

Hvorfor er du sikker på, at de unge gerne vil have den hjælp i stedet for at få fred til selv at finde ud af, hvad de gerne vil?

- Jeg tror grundlæggende på, at det at være en del af en arbejdsplads, at det betyder noget, om man kommer eller ikke kommer, at folk regner med en, at det er dét, der giver mening for de fleste mennesker. Det kan godt være, at det ikke er svaret, når man første gang spørger de unge mennesker, men på lang sigt tror jeg ikke, at der er nogen, der har fortrudt at være på arbejdsmarkedet.

Er der også penge i Ungeløftet til børne- og ungepsykiatrien, for mange af disse unge er jo udfordret af psykisk sygdom, som de har svært ved at få hjælp til?

- Det er åbenlyst en udfordring, vi har som samfund. Vi har i den her regeringstid brugt omkring fem milliarder ekstra på at sikre kortere ventetid på udredning og behandling af unge i psykiatrien, fordi mange kæmper med forskellige udfordringer. Så det er et helhedssyn, der skal til, men det synes, jeg også, at vi har i regeringen. Men Ungeløftet handler kun om de individuelle forløb, vi gerne vil have for de unge.

Ungeløftet lyder:

Vi vil:

Skabe et rummeligt arbejdsmarked

Gøre plads til de unge, der har det svært

Bane vejen for, at unge kan finde sig til rette i tilværelsen

Finde nye veje og løsninger sammen med de unge

Give flere unge en god start på arbejdslivet

Løfte de unge ind i fællesskabet