Siden 2023 har vestlollikkere kunne tage hele uddannelsen til social- og sundhedshjælper i Nakskov.
Siden 2022 har SOSU Nykøbing Falster udbudt grundforløb i byen.
Nu er det muligt på forsøgsbasis at tage en merit-assistentuddannelse i Nakskov.
Sosu-assistentholdet, der starter på Campus Nakskov
29. september, har ansøgningsfrist den 17. august, ligesom de andre af Lolland Kommunes
merit-elevpladser – som inkluderer elevløn eller voksenelevløn under hele
uddannelsen.
En aftale mellem Lolland Kommune og Sosu Nykøbing Falster betyder, at der i Nakskov åbner en uddannelse til social- og sundhedsassistenter. Det giver sosu-hjælpere mulighed for at opkvalificere sig til assistenter, som kan være et skridt på vejen mod at blive sygeplejerske.
Indtil nu var det kun en mulighed at blive sosu-assistent i Nykøbing Falster. Det betyder at sosu-hjælpere, som er uddannet i Nakskov skulle regne med en lang køretur hver morgen for at videreuddanne sig. Det skriver Sosu Nykøbing Falster i en pressemeddelelse.
Nu kan Emma Nielsen og hendes børn – Leonora på syv og lillebror Matthew på tre år – sove lidt længere, for de slipper for at stå op klokken 04.30.
- Vi kommer til at kunne sove til klokken 6.00 og
stadig have en rolig morgen, inden Leonora og jeg skal i skole og Matthew skal
i børnehave. Jeg får også mere tid sammen med dem om eftermiddagen og aftenen,
for de behøver ikke at komme i seng klokken 19 for at få søvn nok. Det bliver
så dejligt, fortæller 30-årige Emma Nielsen, der bor alene med sine børn i
Nakskov.
Hun er uddannet social- og sundhedshjælper og transporten
til social- og sundhedsassistentuddannelsen i Nykøbing inkluderer cirka to
timers daglig transport, som Emma Nielsen ser frem til at slippe for med den nye uddannelse i Nakskov.
Annonce
Vigtigt for hele Lolland
Uddannelsen er på forsøgsordning og er udstedt af Sosu Nykøbing Falster. Og muligheden for videreuddannelser falder på et tørt sted.
- I Lolland Kommune mangler vi – som i alle andre kommuner - social- og sundhedsassistenter. Så det er en vigtig mulighed, der åbner sig for, at vores gode medarbejdere kan opkvalificere sig, siger Trine Olsen uddannelseskoordinator i Ældre og Sundhed i Lolland Kommune.
Muligheden for nu at uddanne sig i Nakskov, betyder forhåbentligt, at flere kan få logistikken til at hænge sammen.
- Det har været
et stort ønske især blandt de social- og sundhedshjælpere, der har små børn og
er afhængige af offentlig transport. Vi håber meget, at flere får mod på at
tage assistentuddannelsen på denne måde, fortæller Trine Olsen.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
En sosu-hjælper kan arbejde i for eksempel hjemmeplejen
eller på plejecentre med ældre eller handicappede.
Den primære opgave er at sørge for den daglige pleje og
omsorg, samt sikre borgeren en god livskvalitet.
Arbejdet består af at holde øje med borgerens vitale tegn og
give oplysninger videre hvis der er grund til bekymring.
Uddannelsen til sosu-hjælper varer cirka halvandet år.
SOSU-assistent
En sosu-assistent har en længere uddannelse og må udføre patientpleje
i form af medicindosering, måle blodsukker og mere.
Man arbejder for eksempel i ældreplejen, psykiatrien eller
på sygehusene, hvor man tager sig af professionel pleje og omsorg af patienter.
Uddannelsen er adgangsgivende til videreuddannelse, blandt
andet sygeplejerske, fysioterapeut og flere uddannelser.
Uddannelsen til SOSU-assistent varer cirka tre år.
Hanne Stilling-Mejlgaard, der er uddannelseschef på SOSU
Nykøbing Falster, ser også frem til de nye muligheder for uddannelse i Nakskov.
- Vi er på SOSU-skolen meget glade for i
samarbejde med Lolland Kommune at kunne åbne for denne mulighed og styrke vores
udbud af uddannelser på Vestlolland. Med både hjælper- og
assistentuddannelserne i Nakskov kan vi bidrage til et betydningsfuldt
kompetenceløft på området. Vi har i forvejen et godt SOSU-studiemiljø på
Campus Nakskov, som social- og sundhedsassistenteleverne kommer til at være en
del af, fortæller Hanne Stilling-Mejlgaard.
Social- og sundhedsassistentholdet, der starter på Campus Nakskov
29. september, er foreløbig på forsøgsbasis. Alle skoleperioderne foregår i
Nakskov, oplæringsperioderne foregår i Lolland Kommune, Nykøbing F. Sygehus og social-
eller regionspsykiatrien.
17. august er der ansøgningsfrist til Lolland Kommunes
merit-elevpladser – som inkluderer elevløn eller voksenelevløn under hele
uddannelsen.