Lolland

25 meter høje skorstene kommer til at markere placeringen af det nye datacenter. Arkivfoto: Lars Havn Eriksen/Ritzau Scanpix

Nyt datacenter skal godkendes på mandag

Der er et datacenter på vej til Lolland, og det skal ligge tæt på den største by i kommunen. Men en lokalplan spænder lige nu ben for projektet. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Et datacenter er på vej til Lolland Kommune.

Der er ikke tale om det ved Rødbyhavn - det er stadig i idefasen. Der er derimod tale om et "lille anlæg", som skal ligge på Stensøgrunden i Nakskov.

Det omkransede område er placeringen af datacentret. Skærmbillede

"Henvendelsen er ønsket om etableringen af et mindre datacenter indenfor lokalplanområdet," står der i sagsfremstillingen til Klima-, Teknik- og Miljøudvalgsmødet på mandag.

Til mødet skal medlemmerne i udvalget tage stilling til at ændre i lokalplanen for området, så datacentret kan ligge der.

"Lokalplan 360-159 er kun ca. 2 år gammel, men er blevet overhalet af udviklingen og nye behov. Datacentre var ikke en ukendt anlægstype da planen blev udarbejdet i 2024, men det er en anlægstype, hvor der først for alvor er begyndt at være interesse for etablering i Lolland Kommune efterfølgende," står der i sagsfremstillingen.

Den beskriver også, at området ikke er godkendt til et støjende erhverv, men at et datacenter falder indenfor de "eksisterende erhvervsmuligheder".

Bag datacentret står det danske firma Thylander. Centret kommer til at stå med en kapacitet på 50 megawatt, det svarer til rundregnet 87.000 husstande ifølge tal fra Bolius.