Anne Mette Thrane, digital redaktionschef på Folketidende har et håb om, at en masse lokale rollemodeller vil hjælpe med at få de unge til at stemme.
Opråb! Kalder alle influencere på Lolland-Falster
Folketidende vil gøre Lolland-Falster til stedet, hvor flest unge bruger deres stemme og tager del i demokratiet. Vi vil vise, at Lolland-Falster ikke bare taler om fremtiden – vi stemmer for den.
Folketidende ønsker at gøre Lolland-Falster til det område, hvor flest unge mellem 18-23 år deltager i kommunalvalget for at styrke demokratiet.
Vi opfordrer influencere og unge rollemodeller til at motivere deres følgere til at bruge deres stemmeret og blive en del af et demokratifællesskab.
Hjælp! Vi har brug for dig og dig og dig! Ja, jer alle
sammen.
På Folketidende har vi sat os et mål, som betyder noget – ikke bare for os, men for hele Lolland-Falster. Vi vil gøre vores to kommuner til dem, hvor forholdsmæssigt flest unge i alderen 18-23 år stemmer til kommunalvalget. Det er ambitiøst, ja, men det er også nødvendigt. For demokratiet har brug for unge stemmer, og de unge har brug for at føle, at deres stemmer betyder noget.
Unge skal blande sig, tage stilling og bruge deres stemmeret
Anne Mette Thrane, digital redaktionschef, Folketidende
Demokratiet skal også være ungt
Unge skal blande sig, tage stilling og bruge deres stemmeret - fejre demokratiet, lige som alle vi andre skal.
Hvorfor, spørger du måske?
Annonce
Fordi vi ønsker unge, der føler sig som en del af
fællesskabet, som oplever at de bliver hørt og talt med, men også erfarer, at
det kan betale sig at sige sin mening.
Vælgerplakater på Sakskøbing bibliotek skal være med til at sprede budskabet om, at alle har en stemme. Foto: Anne Mette Thrane
Med vælgerplakater forsøger vi at få alle borgere i tale og fremhæve deres mærkesager. Foto: Eva Højrup
Vi har allerede sat noget i gang
Folketidendes content creator Sofie Mølgaard live på TikTok med tre unge kandidater til valgfestival i Søllested. Nederst fra venstre: Anes Halilovic (S), Patrick de Medici (C) og øverst Kevin Alex Rasmussen (EL). Foto: Anne Mette Thrane
Vi har gjort vores for at give de unge plads. Vi har udgivet
et valgtillæg af unge og til unge, givet mikrofonen til dem, der turde
stille sig frem og tale for deres lokale mærkesag og sat dem op på vælgerplakater fysisk offentlige steder og digitalt. Igennem
undersøgelser har vi lyttet til - og lavet journalistik om - hvad de unge rent faktisk
efterspørger, og vi har fulgt vores egen content creator og førstegangsvælger Sofie Mølgaard blive klogere på kommunalvalget og regionsrådsvalget på TikTok.
Men vi kan ikke løfte det alene. Det sidste skridt – fra at tale om demokratiet
til at handle – kræver, at vi står sammen.
Derfor kalder vi nu på jer, der har gennemslagskraft: influencere, content creators og rollemodeller. Hjælp os med at minde jeres følgere om, at demokratiet ikke fungerer uden deltagelse.
En kæmpe fest for de unge
Hvis vi når vores mål, lover vi at holde en stor fest, fejre demokratiet og alle de unge i vores kommuner.
Vi skal have alle jer unge på Lolland-Falster til at
stemme. Vi lover, at vi ikke glemmer jer efter valget, at vi fortsat
vil lytte og inddrage. Vi vil lave en lille revolution - et demokratifællesskab, hvor det
at stemme er det eneste rigtige, fordi det betyder noget.
For dig, for os, for vores Lolland-Falster.
#voreslollandfalster
Vil du være med?
Skriv
til digital redaktionschef, Anne Mette Thrane på amt@folketidende.dk,
hvis du vil hjælpe os med at nå vores mål.
Bliver vi de to kommuner som forholdsmæssigt får flest unge
mellem 18 og 23 år til at stemme, så lover vi, at vi holder en kæmpe fest!