Guldborgsund

Lokalpolitiet i Nykøbing har en klar fornemmelse af, at antallet af butikstyverier i byen er noget større end det antal, der bliver anmeldt til politiet. Arkivfoto: Rigspolitiet

Politi om overvågning i gågader: - Dilemmafyldt

Lokalpolitiet i Nykøbing er bekendt med, at de handlende i Nykøbing er frustrerede over butikstyverier, men antallet af anmeldelser er formentlig noget lavere end det reelle antal tyverier.

Offentliggjort

Som Folketidende kunne fortælle forleden, er butikstyverier et stigende problem for de forretningsdrivende i Nykøbing, og hos politiet ved man godt, at de handlende er frustrerede. Men noget tyder på, at omfanget af tyverier er større, end politiet får at vide.

I hvert fald afspejler politiets statistik over antallet af anmeldte butikstyverier i Guldborgsund Kommune ikke umiddelbart den udvikling, som de handlende beskriver.

- I 2023 fik vi knap 250 anmeldelser om butikstyveri, men sidste år faldt det til knap 200, og som det ser ud nu, forventer vi cirka samme niveau i år. Men vi er overbevist om, at der er et betydeligt mørketal. Vi kan jo kun forholde os til det, der bliver anmeldt til os, men jeg tror ikke, at alt bliver anmeldt, siger politikommissær Lars Slente, der er sektionsleder af lokalpolitiet i Nykøbing.

I foråret holdt politiet et stormøde med de handlende på Lolland-Falster, hvor man blandt andet talte om butikstyverier.

- Der talte vi om, at de er nødt til at anmelde tyverierne, for ellers er det svært for os at få et ordentligt overblik over situationen, fortæller Lars Slente og tilføjer:

- Vi talte også om, hvad de handlende kan forvente af politiet, når de indgiver en anmeldelse, og hvad man kan gøre for at forhindre butikstyverier - blandt andet at gøre de mest udsatte varer mindre tilgængelige ved eksempelvis at placere dem bag kassen. 

- En anden mulighed er at ansætte butiksdetektiver eller sætte videoovervågning op i butikken og meget gerne skilte tydeligt med det, så potentielle tyve ved, at de bliver overvåget.

De handlendes fælles forening, Vores Nykøbing, har flere gange udtrykt ønske om, at der bliver sat videoovervågning op i gågaden og på torvene i Nykøbing for lettere at kunne spore butikstyve og hærværksmænd. 

Men det er ikke en løsning, Lars Slente umiddelbart er meget begejstret for.

- Det er et dilemmafyldt område, når vi snakker butikstyverier, for jeg er ikke sikker på, at det vil løse problemet. 

- Det vil engang imellem kunne hjælpe os med at finde en gerningsmand, men selvom vi kan få et klart billede af gerningsmanden, er det ikke  sikkert, at vi lige ved, hvem det er og bare kan tage ud at hente vedkommende, så jeg er ikke sikker på, at det er det, der er løsningen, siger Lars Slente, men understreger samtidig, at hvis der er videoovervågning til rådighed, vil politiet meget gerne bruge det materiale i deres opklaringsarbejde.