KV25

Katrine Burmann, Socialdemokratiet, er næstformand i Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget og medlem af Økonomiudvalget i Guldborgsund Byråd. Foto: Guldborgsund Kommune

Politiker forsvarer planerne om splittende kulturhus

En ny Epinion-undersøgelse viser, at 33 procent af borgerne i Guldborgsund mener, at kommunen bruger for mange penge på Bastebro-projektet, mens 24 procent bakker op. Det vidner om, at planerne for det nye kulturhus til 240 millioner kroner splitter befolkningen.

Offentliggjort

Bastebrohuset

  • Helhedsplanen for Guldborgsund Havneby viser den overordnede udvikling af 1,4 kilometer. 
  • I havneområdet indgår fem byrum, og et af dem er Bropladsen, som skal blive byens nye samlingspunkt ved sundet. 
  • Blandt andet med etableringen af en ny bygning, der skal indeholde Museum Lolland-Falster, Guldborgsund Kommunes Bibliotek & Borgerservice, musikskole og kulturskole. 
  • ”Bastebro” er administrationens foreløbige forslag til navn for det nye hus. Det endelige valg af navn afventer en beslutning om proces herom.
Kilde: Guldborgsund Kommune

Vi har i mange år talt om, at vi skal udnytte havneområdet bedre - nu gør vi det, i samarbejde med aktører, der kan løfte det både fagligt og kulturelt.

Katrine Burmann

Bastebro, som skal samle Museum Lolland-Falster, Bibliotek & Borgerservice, Musikskolen og Billedkunstskolen under ét tag på havnen i Nykøbing, beskrives af kommunen som en “kulturel investering og en kickstart for byens udvikling”. 

Men mange borgere kalder det et dyrt prestigeprojekt, der burde vige for velfærd og infrastruktur.

Vi har stillet fem spørgsmål til Katrine Burmann, Socialdemokratiet, næstformand i Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget og medlem af Økonomiudvalget, om hendes syn på projektet, kritikken og vejen frem.

Folketidendes spørgsmål og svar fra Katrine Burmann:

Epinion-undersøgelsen viser, at mange borgere er skeptiske og kalder Bastebro et dyrt prestigeprojekt. Hvad er din reaktion på den kritik?

Katrine Burmann: Jeg forstår godt, at nogle borgere stiller spørgsmålstegn ved et projekt som Bastebro, især når vi står midt i store velfærdsudfordringer. Jeg ser ikke Bastebro som et prestigeprojekt - jeg ser det som en langsigtet investering i vores egns udvikling og identitet.

Samarbejdet med Museum Lolland-Falster spiller en nøglerolle her. De satser markant på at skabe et museum i høj kvalitet, som vi kan være stolte af, og som kan trække besøgende til. Bastebro vil skabe liv og formidling på havnen og viser, at vi tænker i helheder. Vi bygger ikke bare et hus - vi bygger en ramme for kultur, turisme og fællesskab, som kan give nyt liv og stolthed til området.

Ser du Bastebro som en investering eller et symbolprojekt?

Katrine Burmann: For mig er det en reel investering i fremtiden - ikke et symbolprojekt. Vi har i mange år talt om, at vi skal udnytte havneområdet bedre - nu gør vi det, i samarbejde med aktører, der kan løfte det både fagligt og kulturelt. Museum Lolland-Falster forbinder historien med nutiden og turismen med kulturen. Det giver både lokal værdi og styrker vores position som et attraktivt sted at besøge og bo.

Mange borgere siger, at pengene burde bruges på skoler, pleje og infrastruktur. Hvordan prioriterer du kultur i forhold til kernevelfærd?

Katrine Burmann: Velfærd kommer altid først - men kultur er en del af vores velfærd. Når vi investerer i kultur, investerer vi i det, der binder os sammen som samfund. Projekter som Bastebro skaber arbejdspladser, tiltrækker turister og styrker det lokale kulturerhverv.

Det er ikke et enten-eller, men et både-og. Et stærkt kulturliv og et levende bymiljø gør det lettere at tiltrække og fastholde både borgere og medarbejdere i vores velfærdssektor.

Folkelig opbakning til projektet er lav. Skal det få jer til at genoverveje planen?

Katrine Burmann: Borgernes opbakning betyder meget, og vi skal hele tiden være i dialog. Jeg tror på, at når Bastebro står færdigt - og når man oplever, hvordan det spiller sammen med museet, havnen, turismen og de lokale aktører - så vil flere kunne se, at det her er et fælles projekt for hele kommunen.

Men én ting står klart: Vi skal blive bedre til at fortælle og inddrage borgerne. Når vi når længere i processen, skal der være en god dialog om indholdet, for det her skal være borgernes hus.

27 ud af 29 byrådsmedlemmer støttede i det seneste budgetforlig, at Bastebro er et projekt, der kan gøre en reel forskel for kommunen som helhed - og det viser, at vi tror på retningen.

Kan Bastebro skabe vækst og liv - eller risikerer det at blive et hus for de få?

Katrine Burmann: Det er helt afgørende, at Bastebro bliver et hus for alle. Det skal være et sted, hvor kultur, historie, foreningsliv og erhverv mødes - og hvor både børn, unge og ældre kan finde noget, de føler sig hjemme i.

Sammen med Museum Lolland-Falster og de øvrige aktører kan det blive en motor for ny aktivitet, nye samarbejder og en stærkere turismeprofil. Og måske vigtigst af alt: Det kan give os fornyet stolthed over vores egn - over alt det, vi kan.