Der var fyldt omkring spisebordet, da Danmarksdemokraterne mødte op hos Hugo Andresen. Foto: Nicklas Linnemann
Politikere på charmebesøg hos solcelle-oprører: - Spis nu noget æblekage
Lokal modstand mod storstilet solcelleprojekt trækker politikere til Nakskov, hvor boligejer Hugo Andresen serverer æblekage og deler bekymringer om udviklingens konsekvenser.
Hugo Andresens tilværelse har ændret sig fra kun at være bedstefar til syv børnebørn, til nu at være halvkendt anti-solcelle-aktivist.
Efter Folketidende skrev om hans solceller ved siden af huset, og et påtrængende energifirma, har Politiken, DR og TV2Øst også været forbi adressen uden for Nakskov.
I dag er det ikke et medie, men et parti, der slår vejen forbi Hugos adresse.
Susie Jessen (DD) er folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne og bor til daglig i Vordingborg, og er en af syv besøgende.
Æblekage til syv sultne politikere
Annonce
Udover folketingsmedlemmet er den lokale spidskandidat til byrådet Benny Damgaard med til mødet, han har taget partiets tre andre kandidater med, samtidig er byrådskandidat i Guldborgsund Kommune og folketingskandidat John Brill Engkebølle også med.
Danmarksdemokraterne fylder hele middagsbordet, som Hugo Andresen har dækket op, han havde ikke forventet seks kandidater og en partisekretær, men han har sørget for at have politikernes svaghed klar - gammeldags æblekage og masser af den.
- Det drejer sig om 2.000 hektarer, siger Hugo Andresen, der kridter banen op, for at sikre, at alle er informeret om projektets omfang.
"Solceller væk fra markerne og op på tagene", hører man ofte i valgkampen. Foto: Nicklas Linnemann
- Men da det blev præsenteret første gang var det delt i flere små projekter, så det ikke så stort ud. Efter, at vi har fået mere information, er det jo gået op for os, at det er kæmpestort.
Husfred og solceller
På to sider af sit gule bindingsværkshus uden for Nakskov var planen, at der skulle ligge 120 hektar solceller opsat af European Energy. Men på grund af stor borgermodstand er politikerne blevet enige om at sætte planerne på pause og vente på sammensætningen af det nye byråd.
Projektet nær Hugo Andresen er ét af tre projekter, der blev præsenteret for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, flere borgere har på møder undret sig over, at det er delt i tre bidder, når det hører under samme overordnede projekt - at skabe energi til produktion af grønt brændstof til Mærsk skibe.
Udover de tre solcelleprojekter, der er sat på pause i udvalget, er det kommet frem, at European Energy planlægger at skabe ni energiparker på Lolland, der skal producere energi til to brændstofanlæg, et i Nakskov og et i Rødbyhavn. I alt drejer det sig om energiparker blandet af solceller og vindmøller, der måler over 2.000 hektarer.
Men det er ikke nok for Hugo eller de fremmødte politikere, at projektet er sat på pause.
Annonce
- Vi skal holde opmærksomheden på de her planer, siger Benny Damgaard (DD), der spås et godt valg i den første meningsmåling.
Spidskandidaten er bange for, at et nyt byråd med Holger Schou Rasmussen (S) i spidsen vil betyde, at projektet bliver opført alligevel.
Rundt om middagsbordet hiver Hugo Andresen en stak papirer op.
- Spis nu noget æblekage, siger værten og rækker en af de tre fyldte skåle med gammeldags æblekage frem.
Mens kandidaterne fylder tallerkenerne, og Susie Jessen vælger at putte fløde i stedet for havremælk i kaffen, fortæller Hugo om, at han ikke er imod den grønne udvikling, det vil han ikke have skudt i skoene.
Upartisk
Problemet er, at European Energy bruger, det som han beskriver som, "mafiametoder" for at presse folk til at sælge deres ejendomme, så de kan bygge solcelleparkerne større, og at Lolland ikke står til at vinde ret meget på de store energiparker, mener han.
"Vi har brugt Danbolig til at lave en markedsvurdering af ejendommene for at have et udgangspunkt for den dialog, der efterfølgende har ført til aftaleoplæg. En ejer mente ikke, at jeg havde fået mandat til at bede Danbolig kontakte dem. Det undskyldte jeg for, og den undskyldning står ved magt og kritikken er taget til efterretning," stod der i en mail fra European Energy.
Annonce
Udemokraten
Susie Jessen (DD) fortæller, at hun genkender Hugo Andresens oplevelse. Borgere fra andre steder i Danmark oplever det samme, fortæller hun.
Mødet slutter i markerne ved siden af huset. Et helt hold Danmarksdemokrater er enige om, at solceller er et emne, der ikke må glemmes, selvom projekterne er sat på pause.
Hugo Andresen trækker sig fra fællesbillederne. Han vil ikke fremstå partisk.
- Det er ligegyldigt, om det er jer fra Danmarksdemokraterne, Enhedslisten eller nogle helt tredje. Det vigtigste for mig er, at I lytter, siger Hugo Andresen.
Lollands muld skal bruges til at dyrke afgrøder og ikke til at placere solceller, mener hele flokken. Foto: Nicklas Linnemann
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker