Folketidende afslører

Foto: Fødevarestyrelsen

Rengøringen sejlede på sukkerfabrikken: Muselort, fuglefjer og olie, der dryppede ned i sukkeret

Kontrolbesøg hos Nordic Sugar i Nykøbing F. har afsløret så alvorlige hygiejneproblemer, at Fødevarestyrelsen har givet virksomheden to bøder på i alt 40.000 kroner. Folketidende har via aktindsigt fået adgang til fotos, der viser, hvordan Fødevaresikkerheden har sejlet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ved et besøg den 7. oktober 2024 konstaterede kontrollanterne, at en maskine lækkede ned i en sukkertank, som fører sukker videre til bigbags. Produktionen blev stoppet, og sukkeret i den pågældende bigbag kasseret. Nordic Sugars administrerende direktør, Jannik Olejas, afviser påstanden. Han skriver til Folketidende, at maskinen var ude af drift, og at der var tale om vand – ikke olie.

Uddrag af rapporten, hvor det fremgår, at maskinen er i drift og at Fødevarekontrollen mener, at det er olie, der drypper ned.

I oktober fandt Fødevarestyrelsen desuden en række andre problemer i bigbag-pakkeriet:

  • Kondens, der dryppede ned over pakkeriet.
  • Mørkebrune striber ned ad væggene.
  • Ophobninger af sukker i kabelbakker og på nedløbsrør, hvor der samlede sig fugtige, sorte ansamlinger.
  • Manglende planlagt rengøring og ingen dokumentation for, hvornår der sidst var gjort rent.
  • Lækager fra maskiner, åbne isoleringsmaterialer på rør samt malingsafskalninger og utætheder langs væggene.
  • Et gulv præget af store revner – op til 15 cm brede – vurderet svært at rengøre og desinficere.

Fuglefjer og muselort på lageret

Da Fødevarekontrollen vendte tilbage 14. januar 2025, denne gang til lager 71, blev billedet ikke bedre. Her var:

  • Et tykt lag gråt støv fra roepilleproduktionen ved siden af.
  • Bigbags og gulv dækket af støv.
  • Fugtige paller med vandspor og sorte plamager.
  • Fuglefjer og muselorte blandt bigbags med sukker.
  • Massive spindelvæv.
  • Op til fem centimeter sukkeraflejringer oven på lukkede bigbags og rundt om pallerne.
Forbrugerpolitisk rådgiver i fødevarer og bæredygtigt forbrug, Maja Effersøe Khan, fra Forbrugerrådet. Pressefoto: Forbrugerrådet Tænk

Det er totalt uholdbart

Fødevarepolitisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk, Maja Effersøe Khan, har set billederne fra sukkerfabrikken. 

- Som forbruger er ord som fuglefjer,  museeskrementer og tykke støvlag ikke noget, man har lyst til at forbinde med noget, man skal spise.

Bliver du forarget?

- Jeg er overrasket over omfanget, det er jeg. Det er uholdbart og lyder ikke lækkert. Det er ikke noget, man skal se i en fødevarevirksomhed, og slet ikke noget man kan forvente at se i en stor virksomhed.  Det er totalt uholdbart fra et forbrugersynspunkt, lyder det.

Fødevarestyrelsen konkluderede, at virksomheden ikke beskyttede fødevarer mod kontaminering. Derfor er der givet bøder og varslet gebyrbelagte opfølgende kontrolbesøg.

Folketidende har bedt Nordic Sugars administrerende direktør, Jannik Olejas, forholde sig til blandt andet sporbarheden af 346.690 kilo sukker, uoverensstemmelser i balanceregnskabet for brun farin fra november 2024 samt den manglende vedligeholdelse. Vi spurgte også, om forbrugerne kan have tillid til selskabets produkter.

Her er hans uredigerede svar:

"Vi tester alle produkterne, inden de bliver sendt til kunderne for at sikre, at de lever op til kvalitetstandarderne. De to seneste kontrolbesøg har været uden anmærkninger, men desværre har der i nogle dele af vores produktion tidligere været forhold, der ikke har været tilfredsstillende. Derfor har vi investeret et tocifret millionbeløb i at renovere vores bygninger og opdatere produktionsudstyr. Vi har desuden haft et stort fokus på at opdatere og præcisere procesbeskrivelser for rengøring samt håndtering af råvarer. Det inkluderer interne opmærksomhedskampagner for at sikre, at alle medarbejdere kender retningslinjerne og straks melder ind, hvis noget ikke er, som det bør være. Vi har en god dialog med Fødevarestyrelsen, som i marts 2025 kontrollerede og bekræftede, at alle forholdene nu er bragt i orden. Det blev understreget så sent som i sidste uge i forbindelse med det seneste kontrolbesøg, der igen var uden anmærkninger."

Sagen kort

Folketidende kan afsløre, at Fødevarestyrelsen har fundet alvorlige brud på økologireglerne hos Nordic Sugar, virksomheden bag Dansukker. 

En kontrol i januar 2025 viste manglende dokumentation for oprindelsen af 346.960 kilo økologisk sukker og uoverensstemmelser i økologiregnskabet for brun farin.

Myndighederne udstedte straksforbud og overvejer nu en politianmeldelse. Virksomheden har efterfølgende nedklassificeret store mængder økologisk sukker til almindeligt sukker. 

Også på hovedkontoret i København er der fundet gentagne mangler i de administrative øko-procedurer. 

Nordic Sugar afviser over for Folketidende, at forbrugerne har fået forkert mærkede produkter og oplyser, at forholdene nu er bragt i orden.

Tidslinje over Fødevarestyrelsens kontrolbesøg hos Nordic Sugar

  • Fødevarekontrol på sukkerfabrikken i Nykøbing

    Ingen anmærkninger.

    Varighed: 3 timer og 15 minutter

  • Fødevarekontrol på Nordic Sugars hovedkontor i København

    Ingen anmærkninger

    Varighed: 1 time og 40 minutter

  • Fødevarekontrol på sukkerfabrikken i Nykøbing

    Ifølge smileyrapporten er der rettet op på følgende områder: Særlige mærkningsordninger, egenkontrolprocedurer for økologisk sporbarhed, produktionssedler til at dokumentere økologisk sporbarhed. Desuden står der: "Virksomheden har indført rengøringsforanstaltninger der sikre mod kontaminering med konventionelle fødevarer, samt en grundig dokumentation af gennemført rengøring af alle produktionsled".Da Nordic Sugar ikke var i stand til at dokumentere sporbarheden på de 346.960 kilo sukker fra lageret, valgte virksomheden at nedklassificere produktet fra økologisk til konventionelt. Dermed fik Nordic Sugar ophævet forbuddet og sukkeret kunne indgå i produktionen.

    Varighed: 2 timer

  • Fødevarekontrol og Fødevarerejseholdet på sukkerfabrikken i Nykøbing

    Politianmeldelse (noget som Fødevarestyrelsen sidenhen nuancerer over for Folketidende til, at man overvejer politianmeldelse), da der er uoverensstemmelse i mængderegnskabet for brun farin.

    Straksforbud: Forbud mod at anvende 346.960 kilo sukker på lageret, da virksomheden ikke kan dokumentere den økologiske sporbarhed. Samtidig forbud mod at sælge fødevarer som økologiske, hvor der indgår sukker fra det omtalte lager.

    Derudover påpeger Fødevarestyrelsen flg. problemområder: Særlige mærkningsordninger, egenkontrolprocedurer for økologiske aktiviteter, dokumentation for effektiviteten af rengøring forud for produktion, for rengøring af silo og kassationssedler samt produktionssedler til at dokumentere økologisk sporbarhed.

    Desuden bemærker Fødevarekontrollen, at Dansukker.dk har ikke link til virksomhedens kontrolrapporter, hvilket er lovpligtigt. 

    Bøde på 20.000 kroner for manglende rengøring: Hele lageret var dækket af et gråt lag støv/pulver der efter udsagn fra den ansvarlige stammede fra roepilleproduktionen inde ved siden af, hvorfra et åbent transportbånd med roepiller bliver ført igennem hal 71. Under tilsynet var transportbåndet i drift. Gulv og bigbags med smeltesukker var dækket med et tykt lag gråt støv/pulver, og der var museeskrementer og spindelvæv. 

    Varighed: 8 timer og 5 minutter

  • Fødevarekontrol på Nordic Sugars hovedkontor i København

    Forholdet er bragt i orden: Fulgt op på indskærpelse om særlig mærkningsordning.

    Virksomhedens skriftlige procedurer i økologirapporten, sammenholdt med virksomhedens aktiviteter. Følgende emne er mangelfuldt beskrevet: opskrift/tekniske hjælpestoffer og mærkning og de interne procedurer og dokumentation på dette punkt. 

    Vejledt konkret om udarbejdelse af økologiprocedurer med eksempler på hvordan reglerne kan overholdes.

    Varighed: 3 timer og 45 minutter

  • Fødevarekontrol på Nordic Sugars hovedkontor i København

    Egenkontrolprocedurer i forbindelse med økologiaktiviteter. Følgende var ikke dækkende: virksomhedsbeskrivelse, transportdokumenter, sikring af leverandørerklæringer og dokumentation af dette, procedurer for interne godkendelsesprocedurer for opskrifter/sammensætning af økologiske fødevarer. Virksomheden har procedurer for sikring af opskrifter uden henvisninger til sikring i forhold til økologi. Virksomheden er blevet vejledt om ovenstående forhold ved tidligere kontrolbesøg.

    Varighed: 2 timer og 30 minutter

  • Fødevarekontrol på sukkerfabrikken i Nykøbing

    Bøde på 20.000 kroner for manglende vedligehold. Containere med afskallet maling og huller er i brug, så der er risiko for metal i sukkeret. 

    Fulgt op på bøde fra forrige kontrolbesøg om hygiejne. Forholdet er bragt i orden. Kontrolleret uden anmærkninger: krydsforurening omkring bigbagpakker i zone 2. Produktion og opsamling af smeltesukker er stoppet på linjen og der er iværksat rengøring og  renovation, så der ikke drypper noget ned i sukkeret.

    Fødevarestyrelsen bemærker, at spildt sukker bliver fejet op og genanvendt i produktionen.

  • Fødevarekontrol på sukkerfabrikken i Nykøbing

    Bøde på 20.000 kroner for manglende hygiejne i håndteringen af fødevarer. Olie/smøremiddel drypper ned i sukker. 

    Der er ikke fastlagt en frekvens og der kan ikke redegøres for hvornår der sidst er rengjort.

  • Fødevarekontrol på Nordic Sugars hovedkontor i København

    Kontrolleret økologirapporten og dens egenkontrolprocedurer for virksomhedens aktiviteter. Følgende emner er ikke tilstrækkeligt dækkende: virksomhedsbeskrivelse, leverandørkontrol, løbende regnskabsbeskrivelse, transportdokumentation.

    Varighed: 3 timer og 40 minutter

TIP OS

Folketidende kan bringe en række artikler om Nordic Sugars problemer med at overholde reglerne for økologi. Til grund for artiklerne ligger smileyrapporter fra Fødevarestyrelsen samt anmodninger om aktindsigt, som Folketidende har foretaget.

Fødevarestyrelsen overvejer at politianmelde Nordic Sugar.

Hvis du ligger inde med viden, der kan belyse sagen om Nordic Sugar, så tip journalist Stine Schou på sikker vis: sts4800@proton.me eller på Signal 27 88 31 13.