Sofie fra Lolland leger med mad, væske og søvn frem mod VM
22-årige Sofie Tambour fra Lolland lagde ud med masser af styrketræning på Falster, inden hun flyttede til Sjælland for at tage en frisøruddannelse og flytte sammen med kæresten Theis i Køge. Nu skal hun som nykåret danmarksmester i bodybuilding dyste til VM i Spanien.
Sofie Tambour er fra Vigsnæs på Lolland og i dag bosat i Køge. Hun tager nu til VM i bodybuilding i Spanien med drømmen om at få en professionel karriere inden for sporten. Privatfoto
Sofie strammer til. Arme, skuldre, lår og baller. Alt der kan spændes. Det hele skal vises frem til det yderste på scenen. Den brede rygmuskel, også kendt som "vingerne", er en af de store trumfer under selvbruneren. Den kan Sofie spænde op, som kun en toptrænet bodybuilder kan gøre det, for at frembringe en så bred og velproportioneret ryg, at dommerne ikke længere er i tvivl.
DM-titlen er hjemme. Sofies arme ryger i vejret i Koncertsalen Alsion i Sønderborg. Hun skal til VM i bodybuilding. Hun har nået det helt store mål efter flere års intensiv styrketræning, mange skiftende diæter og eksempelvis ingen indtagelse af alkohol siden sidste sommers ganske få slurke til hendes eget svendgilde som udlært frisør.
Kunne næsten ikke tro det
- Jeg kunne næsten ikke tro det, da jeg stod der på scenen. Når jeg ser billeder fra det, kan jeg godt se, jeg er ret chokeret. Det er mit første år, hvor jeg stiller op til konkurrencer. Og det er kun mit andet show.
Sådan indleder Sofie Tambour sin fortælling til Folketidende, der er på besøg i privaten hos bodybuilderparret Sofie og Theis i Køge. Mens Theis Navrsgaard skal til EM næste år i bodybuilding, skal Sofie til VM i Spanien med en nylig hjemført DM-titel i først Women's Figure Small og dernæst den helt store DM-titel i Women's Figure Overall.
Turen til VM i bodybuilding er for Sofie en jagt på en titel, som vil åbne for alle store bodybuilder-events i hele verden med mulighed for langt større pengepræmier end i Danmark. Hun lægger ikke skjul på, at tilværelsen som bodybuilder ind imellem kan være hård. Men drømmen om måske at kunne leve af det har fået ny næring oven på DM-titlen.
Kræver en stor titel
Det kræver, at du vinder en stor titel, så du kan få adgang til store konkurrencer
Sofie Tambour, bodybuilder
- Du kan bare ikke rigtig leve af det i Danmark. Det kræver, at du vinder en stor titel, så du kan få adgang til store konkurrencer og så hen af vejen bygge en mere professionel tilværelse op. Det er min drøm. Lige nu arbejder jeg 20 timer om ugen som frisør, og så har jeg også noget online coaching ved siden af. Men det kræver meget energi at passe styrketræning fem gange om ugen. Ved siden af skal der også trænes cardio. Det koster noget i forhold til at kunne være oplagt til at deltage i sociale sammenkomster. Det er bare en del af gamet, fortæller Sofie Tambour.
Energien kan altså være lav uden for scenen eller fitnesscenteret, når man som Sofie i flere år har vænnet sig til konstant at følge en træningsplan og ikke mindst i lange perioder en præcis angivelse af, hvad der må spises og drikkes. Det sidste sørger Sofies trænerteam for at levere og ikke mindst kontrollere op til konkurrencerne.
Følger hele tiden kroppen
- I ugerne op til en konkurrence er jeg daglig i kontakt med min træner, så der hele tiden kan følges op på, hvad jeg spiser og drikker, og hvordan min krop responderer på det, fortæller Sofie.
- Det letteste er sådan set at passe styrketræningen, indskyder kæresten Theis.
Han sidder også med i den lille lejlighed i Køge denne formiddag, hvor rejsekufferterne ligger halvfyldte på gulvet. VM i Spanien er kun få dage væk, og parret skal naturligvis afsted sammen. Theis skal blandt andet sørge for, at Sofie kan hvile sig og lade op så godt som muligt, til der skal spændes igennem på den helt store scene.
Skal ikke se væsket ud
- Det vigtigste lige nu er faktisk ikke så meget træningen. Det handler rigtig meget om at have styr på din mad og den væske, du indtager. Der er meget med sødemidler, som kan få dig til at se oppustet eller sådan helt væsket ud, fortæller Sofie.
Det sidste går slet ikke. Man vinder ikke VM i bodybuilding i nogen kategorier, hvis man ser "helt væsket ud". Der er med andre ord formentlig ikke nogen anden sportsgren, hvor fedtprocenten kan være så afgørende et nøgletal for en atlet på vej i konkurrence som i bodybuilding på eliteplan.
- Jeg har en ven, som har været nede på 2,9 procent, smiler Theis, der selv en enkelt gang har snuset til en fedprocent på fire.
Sofie går ikke længere ned end omkring ni procent.
Sofie Tambour kender nok lidt mere til egne grænser for væske- og saltbalancen i kroppen, end de fleste andre gør. Den viden skal der til for at nå helt til tops i bodybuilding. Foto: Kim Møller Pedersen
- Du lærer meget om væskebalance og saltbalance i den her sport, understreger Sofie, der efter at have vundet sin DM-titel i Women's Figure Overall selv måtte en tur i fosterstilling med store kramper bag scenen i Sønderborg, da showet netop var overstået.
Presset til det alleryderste
- Jeg kunne næsten ikke gå ned fra scenen selv. Theis måtte hjælpe mig, og hen over en time efter konkurrencen fik jeg seks gange elektrolytter-blandinger, forklarer Sofie om det, der havde presset kroppen til det alleryderste.
Elektrolytter er mineraler, der, når de opløses i kroppens væsker som blod og cellevæske, danner elektrisk ladede partikler kaldet ioner. De hjælper med at opretholde væske- og saltbalancen. Når vi sveder, mister vi alle elektrolytter, og hvis de ikke erstattes, kan det resultere i muskelkramper og nedsat præstationsevne. For en bodybuilder som Sofie, der i konkurrence-tilstand med superlav fedprocent har været nede i 49,5 kilo og normalt ligger omkring de 58-60 kilo, er der ekstra god grund til at holde et skarpt øje på kroppens væske- og saltbalance.
- Vi går helt klart til grænserne. Men i vores sport har du kun mad og væske at lege med. Og søvn. Resten er bare at passe sin træning, smiler Sofie.
Lige nu vejer hun 52 kilo. De sidste dage op til den store konkurrence skal alle kulhydrater skæres fra. På VM-scenen i Salou i weekenden den 14. og 15. juni skal Sofie have så meget væske ud af kroppen som muligt. Så hun kan stå fuldstændig skarpt skåret. Forhåbentlig til den helt store guldmedalje.
Open Danish Championships
Open Danish Championships er årets største bodybuilding-event på dansk grund med et 100 procent dopingfrit bodybuilding-show, hvor landets bedste naturlige atleter går på scenen og kæmper om den eftertragtede titel som Danmarksmester.
Open Danish Championships 2025 forgik i Sønderborg i Koncertsalen Alsion med atleter fordelt ud på flere kategorier, både for mænd og kvinder samt i forskellige vægtklasser og discipliner.
De strenge dopingtests, herunder polygraf- og urinprøver, sikrer, at konkurrencen er fair og ren.
Sofie Tambour med rødder på Østlolland og i dag bosat i Køge vandt hos kvinderne i kategorien Women's Figure Short og blev ligeledes ny danmarksmester i Women's Figure Overall, som betyder, at Sofie som en mindre atlet også vandt i den direkte dyst med vinderen i kategorien Tall.