Lolland

Maribo Svømmehal er på listen over steder, der bliver foreslået lukket. Arkivfoto: Jan Knudsen

Spareplan sender svømmehal i farezonen

Varmtvandsbassin ved specialskole står også til at blive sparet væk.

Offentliggjort

Lolland har flere svømmehaller end mange andre kommuner, når man måler i forhold til indbyggertallet, men det tal kan blive bragt ned, hvis to af Lolland Kommunes spareforslag føres ud i livet.

Forvaltningen indstiller nemlig til, at varmtvandsbassinet på Blæsenborgskolen bliver lukket, og det samme skal ske for Maribo Svømmehal.

Det er ikke første gang, at politikerne har haft bassinet ved Specialskolen med i spareovervejelserne, men idéen er hidtil blevet droppet inden sparekniven var blevet slebet helt til.

Er blevet løbende renoveret

Forvaltningen foreslår, at kommunens svømmeaktiviteter fremover samles i Rødby og Nakskov. Den vestlollandske svømmehal er den nyeste i kommunen, og stod færdig i 2014. Året efter blev Rødby Svømmehal lukket med et strakspåbud, da man mente det var farligt at opholde sig i bygningen. Den blev siden gennemgribende renoveret.

"De er derfor begge opdaterede med nyere og tidssvarende faciliteter, mens Maribo Svømmehal er opført i 1977 og inden længe vil kræve en større renovering," står der i spareforslaget.

Svømmehallen i Maribo har været populær både til egentlig svømning og når der bare skal leges i vandet. Arkivfoto: Jan Knudsen

Det er dog blot fem år siden, at Maribo Hallernes daværende direktør, Morten Harkjær Nielsen, kunne fortælle, at hallen var blevet istandsat i en grad, så den ville kunne holde mange år endnu.

Renoveringsarbejdet begyndte i 2009, hvor vandbehandlingsanlægget blev udskiftet, og siden arbejdede man sig frem mod selve klimaskærmen. Arbejdet for fem år siden bestod blandt andet i at udskifte hele vinduespartiet, og en masse utætheder blev ordnet.

"Selv med en svømmehal og et varmtvandsbassin mindre, vil kommunen stadig have en kapacitet pr. indbygger, der er på niveau med sammenlignelige kommuner," skriver kommunens forvaltning i spareforslaget.

Vil have konsekvenser

Sankt Birgitta Skole i Maribo er en af de faste brugere af svømmehallen. Skolen har svømning i 0. og 4. klasse.

- En lukning af svømmehallen vil have en konsekvens for os. Vi er heldige at have svømmehallen i gåafstand for eleverne, og skal vi tilbyde svømmeundervisning et andet sted, vil vi skulle se på eksempelvis transporttid, forklarer skoleleder Christian Holm.

Han havde endnu ikke hørt om den mulige lukning, da han blev kontaktet af Folketidende, og peger på, at forslaget endnu ikke er vedtaget.

- Vi har haft en god tradition med at tilbyde denne svømmeundervisning, og det vil da være ærgerligt, hvis den falder bort. Men vi har en masse andre aktiviteter, som vi også tilbyder til skolens elever, forklarer han.

Maribo Svømmehal er en del af Maribo Hallerne, der er en selvejende institution. Det er dog Lolland Kommune, der ejer bygningerne.