En kraftig brand har siden tidligt søndag aften været i gang i en stor fabriksbygning hos virksomheden Marius Pedersen på Gl. Badevej i Rødbyhavn.
Branden er under kontrol, men ifølge indsatsleder Bo Christensen fra Lolland-Falster Brandvæsen kan det vare længe endnu, før den er helt slukket.
Der blev slået alarm til 112 kort før klokken 18.30 søndag aften, og mandag eftermiddag er brandvæsnet er fortsat til stede i området.
Foto: Presse-fotos.dk
- Det brænder stadig inde i bygningen, og vi kan ikke bare gå ind og slukke, for bygningen er i fare for at styrte sammen, fordi tagspærene har fået så meget varme, at de er blevet bøjet.
- Derfor har vi rekvireret to gylletrailere fra Døllefjelde Maskinstation, som skal hente vand fra en nærliggende sø og kan sprøjte det op til 10 meter ind i bygningen. Vi har også rekvireret en såkaldt Luff fra Hovedstadens Beredskab.
Annonce
- Det er en slags fjernstyret bæltekøretøj med en turbine på, som kan tilføre vand og luft (en slags forstørret Rullemarie, red.), fortæller Bo Christensen.
De nye redskaber er blandt andet hentet ind for at spare lidt på mandskabstimerne hos brandfolkene, som har været hårdt spændt for med den langvarige brand - og dertil også en brand i et hus på Vestlolland søndag aften (læs mere HER),
- Vi har sendt en del af brandfolkene - blandt andet dem fra Beredskabsstyrelsen - hjem igen, og så har vi i stedet hentet nogle folk fra brandstationerne i Nykøbing og Nørre Alslev, fortæller Bo Christensen.
Han vurderer, at slukningsarbejdet kan vare op til mellem et eller måske endda tre-fire døgn endnu, og i den forbindelse vil der stadig være noget røg i området, oplyser han.
Brandvæsnet har fået oplyst, at det brændende affald består af træ og sammenpresset pap. Det gør det svært at slukke ordentligt, medmindre man kan skille det ad - lidt ligesom ved en halmbrand.
Det lykkedes brandfolkene at forhindre branden i at sprede sig til andet end fabriksbygningen.
- Virksomhedens administrationsbygning er fuldstændig intakt, og det lykkedes også at afskære branden fra at sprede sig til det udendørs affaldsoplag, så det er kun inde i hallen, at det brænder, fortæller Jesper Atkinson Pedersen, der var indsatsleder på branden mandag morgen.
Brandvæsnet var sammen med Beredskabsstyrelsen fra Næstved til stede med cirka 30 brandfolk, da branden var på sit højeste.
Beredskabsstyrelen hjalp både til med selve brandslukningen samt med at hente vand fra en nærliggende sø, så man ikke tømmer drikkevandsforsyningen.
På et tidspunkt søndag aften advarede politiet borgerne i Rødbyhavn og Rødby om, at der var en kraftig røgfane fra branden, og man blev bedt om at holde sig ude af røgfanen.
Annonce
Advarslen gælder for så vidt stadig mandag, men røgen er ikke så kraftig mere.
- Al brandrøg er farlig, så man skal ikke opholde sig lige i røgfanen, og der vil nok lugte af røg i Rødbyhavn et godt stykke tid endnu, så det kan godt være en god idé at lukke døre og vinduer. Det er ikke rart at blande lugten af julemad med røg, lyder det fra brandvæsnets indsatsleder.
Årsagen til branden kendes endnu ikke. Der er ingen meldinger om, at nogen skulle være kommet noget til ved branden.