Normalt forventer man, at folk hellere vil ud end ind i et fængsel, men sådan er det ikke fredag middag, hvor der til tider er lang kø for at komme ind i et helt nyt udslusningsfængsel i Maribo.
De forventningsfulde gæster er da også kun på visit, og kan se frem til at være ude i det fri blot en halv time senere.
Det har været en pragtpræstation at transformere bygningen fra et meget lukket regime til et af de mest åbne, som vi har her i Kriminalforsorgen
Rikke Jørgensen, institutionschef
Maribo Udslusningsfængsel har nemlig valgt at byde lokale indenfor i fængslet, som officielt slår dørene op 1. juni. Og den mulighed har mange altså taget imod.
I udslusningsfængslet sidder låsen på indersiden i de tidligere celler.Palle Nevad Frandsen
For at fængslet kan opnå sit mål er det vigtigt, at der er lokal opbakning. De indsatte skal nemlig gradvist sluses ud og blive en nyttig del af det omkringliggende samfund.
På den måde skal det være nemmere for dem at sige farvel til en kriminel løbebane, og få et helt almindeligt liv.
Annonce
- Lokalsamfundet her i Maribo spiller en afgørende rolle, både offentlige og private aktører bliver vigtige samarbejdspartnere for os, og naboerne vil opleve, at der kommer mere liv i en bygning som ellers har stået tom i flere år, siger institutionschef Rikke Jørgensen fra Kriminalforsorgen.
160-års fængselshistorie
Udslusningsfængslet er et af de mindste i landet, men også et af de få, som faktisk bruger bygninger, der trækker tråde tilbage til den danske fængselshistorie.
Egentlig skulle institutionen have været åbnet for et år siden, men den omfattende renovering blev sat tilbage efter fund af fugt, skimmelsvamp og skadedyr i bygningen.
- Det har været en pragtpræstation at transformere bygningen fra et meget lukket regime til et af de mest åbne, som vi har her i Kriminalforsorgen , slår Rikke Jørgensen fast i sin tale, og sender en stor tak til håndværkerne, som har tryllet med istandsættelsen.
Maribo Udslusningsfængsel
Der findes i dag syv udslusningsfængsler i Danmark. Maribo Udslusningsfængsel er et af de tre nye udslusningsfængsler, der skal etableres på tværs af Danmark. Det sker som en del af flerårsaftalen for kriminalforsorgen 2022-2025, hvor flere indsatte skal have mulighed for at afsone den sidste del af deres straf i udslusningsfængsel.
At afsone den sidste del af sin straf i et udslusningsfængsel vil kun gælde for de indsatte, som kriminalforsorgen efter en grundig screening finder egnede.
Maribo Udslusningsfængsel vil kunne huse 20 afsonere.
Der kan både afsone kvinder og mænd i udslusningsfængsler. I nogle udslusningsfængsler har afsonere under særlige forhold mulighed for at afsone sammen med deres børn. Udslusningsfængslet i Maribo vil udelukkende huse voksne, men med mulighed for besøg af børn.
Hver afsoner har eget værelse, og dertil er der fælles opholdsrum som køkken og stue.
Medarbejderne i et udslusningsfængsel er typisk socialrådgivere eller pædagogisk personale.
Det tidligere arresthus blev åbnet i 1865, og kunne altså have fejret 160-års fødselsdag, hvis det ikke var blevet puttet i dvale i 2018.
Det er enhedschef Lasse Henriksen, der har den daglige ledelsen af Maribo Udslusningsfængsel.Palle Nevad Frandsen
Nu har det atter fået nyt liv. Væk er tremmerne, vinduerne er skiftet og blevet væsentligt større. Det er med til at gøre udslusningsfængslet mere lyst og indbydende. Her skal beboerne nemlig ikke sidde hengemt på værelserne, men bruge tid i køkkenet, på værkstederne, ved bordtennisbordet eller i haven med masser af grønt.
De første beboere rykker ind til juni, og i løbet af de kommende måneder forventes alle 20 boliger at blive fyldt op.