Der er stor interesse for at blive en del af det nye seniorvenlige boligområde i Maribo, og dag for dag skrumper listen af de ledige boliger som Heidi Grindsted kan tilbyde. Foto: Palle Nevad Frandsen
Stor interesse for nyt boligområde
Et halvt år før første etape bliver åbnet, er 35 af 56 boliger blevet reserveret.
Der er masser af liv på Tornsangervej i Maribo, men når mørket falder på, kører de alle væk. Det er nemlig fortsat kun forskellige håndværkere, som holder til i det nye boligområde i byens østlige ende. Det ændrer sig dog til december, hvor de første lejere flytter ind.
Stor interesse for nye boliger i Maribo
Det nye boligområde på Tornsangervej i Maribo tiltrækker mange, især seniorer, der søger mindre boliger med fællesskabsmuligheder.
Med 35 af 56 boliger allerede reserveret, viser det stor interesse fra lokale.
Skanlux købte grunden tilbage i 2021, og på et borgermøde i september 2022 blev projektet præsenteret for mulige lejere. Det var som led i vedtagelsen af en ny lokalplan.
Interessen har været stor siden, det blev muligt at skrive sig op, og allerede nu er 35 af de 56 boliger reserveret. Når der fredag 20. juni klokken 12 til 14 er åbent hus i nogle af de færdige lejemål, kan det gå stærkt med at fylde de sidste.
Langt de fleste af områdets kommende beboere kommer fra Sydhavsøerne, men der er også nogle, som er søgt sydpå fra det Sjællandske.
- Det er ofte nogle beboere, som har solgt deres parcelhus for at flytte i noget mindre, forklarer byggeleder Stefan Sørensen fra Skanlux.
Ikke kun til senioerer
Annonce
Det er Skanlux, som står for selve byggeriet, der ud over de 56 boliger også omfatter et fælleshus og et orangeri. Udlejning er lagt i hænderne på Nuvibo, der er en del af Skanlux-gruppen.
Håndklædevarmerne har været et stort ønske fra de kommende beboere. Foto: Palle Nevad Frandsen
- Vores boliger er seniorvenlige, men alle kan leje sig ind, fortæller projektsekretær Heidi Grindsted fra Skanlux. Foreløbig har boligerne dog tiltrukket de borgere, som typisk har forladt arbejdsmarkedet.
Dagligt er der mellem 20 og 25 håndværkere i gang med at bygge husene på Tornsangervej, og det sker i etaper, hvor den tredje og sidste vil stå færdig til april næste år.
Hvis der ikke opstår uventede problemer, er der dog en god chance for, at indflytningsdatoen kan rykkes frem.
Kommende beboere er blevet hørt
Indenfor vil vente nogle lejemål, som med Heidi Grindsteds udtryk er så klar, at man næsten bare skal tage en tandbørste med. Boligerne kommer med Svane-køkken, alle hårde hvidevarer, flere skabe og gulvvarme over det hele. På for- og bagsiden er der terrasser, og ved indgangen er et lille skur, hvor der kan stå en cykel eller to.
- For mange er det store problem, at de skal pakke større huse ned til mindre plads, men det lykkedes altid, siger Heidi Grindsted.
Vi forventer mange seniorer, og vi ved, at det er en aldersgruppe, hvor der både er lyst og tid til det sociale.
Stefan Sørensen, byggeleder, Skanlux
Planerne om den nye bydel går næsten tre år tilbage, og da først alle lamper lyste grønt, blev der også hurtigt lavet en brugergruppe af beboere fra fem husstande. På det tidspunkt var det ikke sikkert, at de alle ville ende med at på Tornsangervej, men ingen af dem er sprunget fra.
Stort ønske til badeværelset
Undervejs er de kommet med forskellige input til de nye boliger, og badeværelserne er et godt eksempel på at beboerdemokratiet allerede har været på spil.
Annonce
Holder åbent hus
Skanlux og Nuvibo holder åbent hus på Tornsangervej 20. juni fra klokken 12 til 14.
Her vil man kunne se to af de færdige boliger, og den ene vil være møbleret.
Alle interesserede er velkomne, og Nuvibo har blandt andet indbudt beboerne fra grundejerforeningen Havesangervej, som den nye bydel bliver en del af.
- Brugerrådet har haft et meget stort ønske om håndklædevarmere, og det har de holdt meget fast i. Derfor er det en del af alle lejemål, forklarer Heidi Grindsted.
Stefan Sørensen og Heidi Grindsted er godt i gang med planlægningen af åbent hus-arrangementet 20. juni. Foto: Palle Nevad Frandsen
Netop fællesskabet er noget af det, som er vægtet højt på Tornsangervej. Derfor er der også et fælleshus, som kan benyttes til fællesspisninger, fester, møder eller hvad beboerne nu finder på. Der kommer også et orangeri.
- Vi forventer mange seniorer, og vi ved, at det er en aldersgruppe, hvor der både er lyst og tid til det sociale, derfor har vi også haft interesse i, at de får de muligheder, siger Stefan Sørensen.
Mangler asfalterede veje
Selv om området retter sig mod en aldersgruppe, der har tid til at gå lidt til hånde, bliver der ikke meget for dem at lave i de nye boliger. Det handler mest om at få gang i støvsugeren og pudset vinduerne. Ingen af de 56 lejemål har have, men der er til gengæld rig mulighed for at komme tæt på naturen.
Der er stisystemer ud i det grønne, der er marker, og nogle af boligerne har udsigt til vinranker. Når solen bager ned over Maribo vil man næsten kunne føle sig hensat til Spanien eller Italien.
Sådan kommer byggeriet til at se ud, når de står helt færdigt. Foto: Palle Nevad Frandsen
Nok er flere af de 56 boliger færdige med alt indenfor, men der er en særlig grund til, at der først er mulighed for at flytte ind om små seks måneder.
- Der mangler stadig meget udenom, og der er ikke anlagt veje endnu. Jeg tror de færreste har lyst til at bo midt på en byggeplads, og især hvis der kommer meget vand, for så er det ikke sjovt at færdes her, siger byggelederen.
Alt det er på plads, når Tornsangervejs første beboere rykker ind.