Krimi

Foto: Jan Schmidt, XD Media

Stukket ned med kniv: Nu er der nyt fra retten

De tre mænd, som er sigtet for at have stukket en 36-årig mand ned i Sakskøbing, har nu været i grundlovsforhør.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sagen om knivstikkeriet i Sakskøbing, hvor en 36-årig mand blev stukket ned i Vestergade natten til tirsdag, har nu udviklet sig yderligere.

Som Folketidende kunne fortælle onsdag morgen, anholdt politiet sent tirsdag aften tre mænd på 18.24 og 32 år, som alle er sigtet for forsøg på manddrab. 

Onsdag eftermiddag blev de tre fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing, og her blev de alle tre varetægtsfængslet frem til 19. maj, oplyser vicepolitiinspektør Lars Steffensen, der leder efterforskningen.

I mellemtiden fortsætter politiets efterforskning, men Lars Steffensen har ikke yderligere kommentarer til sagen.

Det vides ikke, om de tre erkender eller nægter sig skyldig sigtelsen mod dem.

Lars Steffensen fortalte tidligere onsdag til Folketidende, at politiet gennem efterforskningen allerede har fået et godt billede af, hvad der er foregået op til og ved selv overfaldet.

- Vi har fået en del henvendelser fra borgere dernede fra, som vi enten har fulgt op på eller er i gang med. Det har ikke direkte ført os til gerningsmændene, men det har givet nogle oplysninger, som har givet os et bedre samlet billede, sagde vicepolitiinspektøren uden dog at ville fortælle om, hvad der konkret er sket.

Den 36-årige blev efter overfaldet fløjet med helikopter til Rigshospitalet. Han meldes udenfor livsfare.