Lolland

Tangophobning på Strand 1. Foto: Nicklas Linnemann

Succeshistorie midt i besparelserne: Turistsikrer øen

Når Klima-, Teknik- og Miljøudvalget i Lolland Kommune mandag sætter sig sammen, kan de glæde sig over mindst et punkt på dagsordenen. Her bruger kommunen markant færre penge, end forventet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tangophobning på Lollands sydkyst har været et problem i løbet af de seneste somre.

Den tykke, boblende, sorte masse stinker, og gør strandende ubrugelige i de nu yderst varme feriemåneder. Og det kan skræmme turisterne væk.

- Turismen er vores strategi, og vi vil have, at strandene er rene og pæne, når tyskere og andre turister får lyst til at besøge vores lille ø, siger Klima-, Teknik- og Miljøudvalgets næstformand, Muj Berisha (S).

Lolland Kommune har afsat 500.000 kroner til at fjerne tang fra kommunens sydkyst, så den ikke bliver overfaldet af klam snask, der gør strandene ubrugelige.

Billigt år

I 2026 er arbejdet med fjernelsen af tang på stranden gået godt. For der er kun blev brugt omtrent 85.000 kroner på tangoprydning. Hvilket er langt under det budgetterede 500.000 kroner.

- Det glæder jeg mig over. Det har også været et fokus for det tidligere byråd og i alle de år, jeg har været med. Og det er vigtigt, for turismen betyder rigtigt meget for os, siger Muj Berisha.

Muj Berisha glæder sig over, at turisterne får renere strande at boltre sig på. Arkivfoto: Jan Knudsen

For de kommende år beholder Lolland Kommune dog budgetteringen med 500.000 kroner til tangrydning, da vind, vejr og temperaturer kan variere gevaldigt fra år til år. Derfor er det ikke til at spå om, hvordan problematikken ser ud de kommende år.

Glædeligt, men naboen glemmer

Hos udvalgsformanden er glæden også til at mærke på.

- Det har faktisk været en fornuftig succes, siger Henrik Jacobsen (C).

Problematikken har ikke været så stor i 2026, som den var i det forrige år, pointerer han.

- Det er en succeshistorie nærmest. Det, der ville være bedre i den forbindelse, men som også ville være mere omkostningstungt, det er, hvis vi kunne fjerne tang ude i vandet. I det strandnære vandområde, men det må vi ikke, siger Henrik Jacobsen (C).

Gråhåret mand taler ved mikrofoner og holder briller i et lyst lokale.
Henrik Jacobsen vil sørge for at minde Femernprojektet om at gøre mere rent. Arkivfoto: Palle Nevad Frandsen

Regler fra staten bestemmer, at kommuner ikke må fjerne tang fra nære vandområder. Det vil sige, at Lolland Kommune skal vente til, at tangen flyder op på strandene, før de må handle. Det ærgrer Henrik Jacobsen, at reglerne binder kommunens indsats.

Nu er der kun én lille sten i skoen tilbage på tangområdet.

- Det, vi bare gerne vil have, er, at Femernprojektet også fjerner det, som de har lovet at fjerne. Og det skal vi være bedre til at huske dem på, siger udvalgsformanden.

De resterende cirka 415.000 kroner går til andre dele af budgettet for i år, hvor midlerne mangler.