Guldborgsund

Paw Hallandson er byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune og spidskandidat for Sydhavslisten. Arkivfoto: Anders Knudsen

Sydhavslisten truer Folketidende med injuriesag

Da Folketidende spørger til salg af alkohol uden bevilling på Restaurant Mindbjergs, svarer tre topkandidater fra Sydhavslisten igen med trusler om injuriesag og krav om beviser. Kort efter bekræfter politiet et lovbrud.

Offentliggjort Sidst opdateret

Under et interview med Sydhavslistens tre topkandidater udvikler et spørgsmål om en alkoholbevilling sig til et frontalangreb på Folketidende.

Trussel om injuriesag

  • Folketidende interviewer Sydhavslistens kandidater om ulovligt alkoholsalg på Restaurant Mindbjergs i Nykøbing, hvilket fører til trusler om en injuriesag.

På den ene side: tre kandidater, der afviser alt og advarer avisen om en kommende injuriesag. På den anden side: oplysninger fra en tidligere ansat og senere en bekræftelse fra politiet på, at Restaurant Mindbjergs har brudt restaurationsloven.

Interview med løftede pegefingre

Folketidende møder Sydhavslistens spidskandidater Paw Hallandson og Klaus Kruckow og kandidat og restauratør Jonas Mindbjerg for at forelægge dem oplysningerne om, at Restaurant Mindbjergs i Nykøbing har solgt alkohol uden gyldig bevilling.

Allerede tidligt i interviewet sætter de tre topkandidater hårdt mod hårdt. De afviser, at der er sket noget ulovligt, og de gør det klart, at avisen ifølge dem er på vej ud i noget, der kan ende i en injuriesag.

- Hvis I på noget som helst tidspunkt kører frem med det her i Folketidende, så vil I få et stort problem med injurier. Jeg siger det bare, lyder det fra Paw Hallandson.

Krav om beviser og flasker

Da interviewet falder på journalistens besøg på Restaurant Mindbjergs den 10. november, hvor der blev bestilt en juleøl, kræver Jonas Mindbjerg dokumentation.

Han understreger, at øl på restauranten serveres i glas - ikke i flasker - og at øllene ifølge ham er alkoholfri: 

- Jeg må da have nogle beviser på det, hvor er hans beviser henne? Og hvor er billedet af en flaske? For der er ikke udleveret nogen flasker. De er alle sammen alkoholfri, siger han.

Alle tre kandidater gentager, at der ikke er sket noget ulovligt, og bruger politiets tidligere besøg som argument: 

- Den skal I længere ud på landet med, fordi I skal kunne bevise, hvad det er, de har fået at drikke her, når I kommer med den påstand, siger Paw Hallandson og tilføjer, at politiet ifølge ham har været forbi tre gange uden at finde noget.

Politiet fortæller noget andet

Efter interviewet retter Folketidende henvendelse til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi for at få klarhed.

Her får avisen bekræftet, at politiet den 28. juli 2025 har konstateret, at Restaurant Mindbjergs solgte alkohol uden gyldig bevilling – og dermed brød restaurationsloven.

Ved et senere kontrolbesøg den 3. oktober finder politiet ikke lovbrud, men konklusionen fra juli står ved magt.

Da Folketidende kontakter Jonas Mindbjerg igen med oplysningerne om politiets konstatering, ændrer hans forklaring sig. Nu fortæller han, at politiets besøg ligger helt i starten, efter han er kommet hjem fra ferie, og at alkoholen blev fjernet, da han blev gjort opmærksom på den manglende bevilling.

Spørgsmål uden svar

Politiets oplysninger står i skarp kontrast til den selvsikre afvisning, Folketidende møder under interviewet med Sydhavslistens topkandidater – og til truslen om en injuriesag, hvis avisen skriver om sagen.

Folketidende har forsøgt at få en kommentar fra Paw Hallandson til, om han kendte til politiets konstaterede lovbrud den 28. juli, da han under interviewet slog fast, at politiet ikke havde fundet noget.

Det er ikke lykkedes at få hverken ham eller Jonas Mindbjerg i tale igen om deres udtalelser til Folketidende.