Krimi

Det var et kæmpe egetræ, der midt om natten væltede ud over Kaløvej - fældet af fire unge med en motorsav. Foto: Mark Danielsen

Træ smadrede ned foran bil på Lolland: Politiet jagter stadig svar

Det var nær gået galt, da et fældet træ væltede ned lige foran en bil på Lolland en nat i juni.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det sendte chokbølger igennem lokalområdet, da 19-årige Mikkel Jensen natten til lørdag den 7. juni nær var blevet ramt af et træ, der væltede ned på vejbanen på Kaløvej nord for Sakskøbing lige foran hans bil.

Lige inden havde han set tre unge mænd, der ved synet af ham skyndte sig hen til en sort Volkswagen eller Seat.

Sådan så den tilbageværende stub ud. Privatfoto

- Jeg kører stadig fremad, og så råber min kammerat: ”Brems!” Så bremser jeg, og så kigger jeg op i luften og ser trækronen, der begynder at lægge sig ned, sagde Mikkel Jensen dengang til Folketidende og fortalte, at de efterfølgende så en fjerde mand, der kom løbende med en Stihl-motorsav. Alle fire mænd kørte væk i den sorte bil.

Et andet vidne, Mark Danielsen, kom kørende på sin scooter lige efter. Både han og Mikkel Jensen har udtalt til Folketidende, at de ikke er i tvivl om, at mændene har fældet træet. De er også begge enige om, at man kunne se på træet, at der er tale om nogen, der har forstand på at fælde træer.

Sagen ledte hurtigt tankerne hen på den såkaldte "træfældningssag", hvor en 55-årig efterskolelærer den 13. marts sidste år på tragisk vis blev dræbt, da et træ faldt ned over hans bil, da han sent om aftenen kom kørende syd for Sorø. En gruppe unge mænd stod bag, og to blev siden dømt i byretten - den sag er anket til landsretten.

Ingen sigtede

Mikkel Jensen var nær blevet ramt af træet. Privatfoto

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ser med stor alvor på sagen.

Dog har politiet fortsat ikke noget nyt at komme med i sagen, fortæller kommunikationsmedarbejder Palle Hansen:

- Den er fortsat under efterforskning, siger han og fortsætter:

 - Vi har talt med vidner og kigget på videoovervågning og alle de sædvanlige efterforskningsskridt, men der er ikke nogen sigtede i sagen foreløbig, siger han.

Hvis man ligger inde med oplysninger, der kan være relevante i sagen, er det bare med at kontakte politiet på telefon 114.