Blå blink

Fælleskøkkenet i Sakskøbing måtte fredag eftermiddag indstille produktionen i en periode efter et uheld. Arkivfoto: Ingrid Riis

Udrykning til Fælleskøkkenet: Medarbejdere blev utilpasse

Brandvæsen og ambulancer rykkede fredag eftermiddag ud til Fælleskøkkenet i Sakskøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et større opbud af brandbiler og ambulance blev fredag eftermiddag sendt til Fælleskøkkenet i Sakskøbing, fordi nogle medarbejdere pludselig følte sig utilpasse. 

Det viste sig, at der var et forhøjet CO2-niveau i køkkenets produktionslokaler, og de berørte medarbejdere blev derfor tilset i ambulance på stedet, oplyser Fælleskøkkenet i en pressemeddelelse. Heldigvis var der ikke behov for at køre nogen til behandling på sygehuset, oplyser bestyrelsesformand Klaus Svensson til Folketidende.

- Der var et par stykker, der havde lidt ondt i hovedet, men ikke mere end det, fortæller han.

Efterfølgende viste det sig, at udslippet skyldtes, at en muffe ved et køleanlæg var blevet utæt på grund af slitage. Da muffen og en tilhørende slange blev skiftet, faldt CO2-niveauet med det samme, oplyser Klaus Svensson, der betegner udslippet som en lille lækage.

Mange blå blink

Udslippet betød, at Fælleskøkkenet, der blandt andet leverer mad til lokale plejecentre og institutioner, ældre hjemmeboende borgere samt dele af maden til patienter på sygehuse i Region Sjælland, måtte indstille produktionen resten af dagen.

Har det fået jer til at overveje, om I skal tage nogen forholdsregler for at undgå, at det sker igen?

- Vi overvejer, om vi skal sætte nogle flere CO2-målere op, så det bliver lettere at opdage fremover, siger Klaus Svensson.

Uheldet fik ifølge bestyrelsesformanden ikke betydning for leverancerne af mad.

- Jeg har fået oplyst, at der var medarbejdere, som trådte til i weekenden og gav et nap med, så alt bliver leveret til tiden alligevel, fortæller Klaus Svensson.

Indsatsleder Patrick Nielsen fra Lolland-Falster Brandvæsen fortæller til Folketidende, at den første melding lød på, at 15-18 personer var påvirket af udslippet, så derfor blev der iværksat en lidt større indsats.

- Så hvis folk synes, at der var mange blå blink, kan jeg godt forstå dem, siger han.

Men som det fremgår ovenfor, viste det sig heldigvis, at situationen ikke var så slem som først antaget.

Patrick Nielsen roser Fælleskøkkenet for håndteringen af sagen.

- Virksomheden havde gjort, som de skulle og fået alle folk ud i den friske luft, fortæller han.