Guldborgsund

Gyllens vej rundt i systemet hos Nysted Bioenergi ApS er gennem årene nøje blevet drøftet under politikerbesøg i Kettinge, hvor der nu kan skrues op for den grønne omstilling og for lastbil-transporterne. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen

Udvidelsen i den grønne omstilling i Kettinge kan ende i 15.000 transporter om året

En miljøgodkendelse til Nysted Bioenergi åbner for en langt større produktion og en forventet øget mængde lastbil-transporter. Ny indkørsel skal fjerne støjgener.

Offentliggjort

Om udvidelsen

Guldborgsund Kommune har tidligere holdt borgermøde om udvidelsen af Nysted Bioenergi. 

Der har også været en forhøring for at indhente borgeres og naboers ideer og forslag i forbindelse med planlægningen af udvidelsen.

Udvidelsen omfatter nye bygninger og tanke til at oplagre, behandle og afgasse den øgede mængde biomasse. 

Herudover etableres nyt luftrensningsanlæg, gasbehandlingsanlæg og varmecentral til procesvarme.

Nysted Bioenergi ApS har fået en miljøgodkendelse, som åbner for en udvidelse af produktionen af biogas med op til 7-8 gange i forhold til den nuværende produktion. Det vil i givet fald betyde mange tusinde ekstra gyllelæs leveret med lastbiler.

Ifølge den 65 sider lange miljøgodkendelse tegner de mange tal og beregninger et billede af, at det kan blive helt op til over 15.000 lastbil-transporter pr. år til Nysted Bioenergi. Hvis altså miljøgodkendelsen og ikke mindst leverancerne af organisk affald til anlægget i Kettinge ender med at føre til en fuld udnyttelse af produktionsfaciliteterne. Sidstnævnte skal der i øvrigt også bygges flere af i forhold til i dag, og det kan ifølge Erik Lundsgaard tage mange år at nå dertil, hvor miljøgodkendelsens muligheder udnyttes til den fulde potentielle produktion.

Op til 600.000 ton biomasse

- Der kan køres med 38 ton pr. lastbil, og hvis vi tager den maksimale mængde biomasse ifølge miljøgodkendelsen på 600.000 ton om året, bliver det til 15.789 kørsler, bekræfter driftsleder Erik Lundsgaard fra Bigadan, som ejer og driver Nysted Bioenergi.

Ifølge miljøgodkendelsen er lastbil-transporterne spredt ud over 250 dage i løbet af et kalenderår. Det betyder cirka 63 leverancer med lastbil dagligt til energivirksomheden i Kettinge. Og da lastbilerne også skal den anden vej efter aflevering af organisk affald, bliver det derfor til godt 120 daglige til- og frakørsler.

Her ses den nye reaktor hos Nysted Bioenergi, som allerede har taget de nye faciliteter i brug. Foto: Kim Møller Pedersen

Må køre om natten

Regner man med 12 timer om dagen til transporterne, bliver det til godt 10 ind- og udkørsler i timen - eller gennemsnitligt én hvert sjette minut.

- Vi har faktisk lov til også at køre om natten. Men jeg tror ikke, vi kommer til at gøre det, tilføjer Erik Lundsgaard.

Driftslederen har med egne ord oplevet, at de nærmeste naboers bekymringer over den forventede øgede trafik til energivirksomheden på Fuglegårdsvej har lagt sig ganske meget på grund af den nu næsten færdige nye indkørsel til Nysted Bioenergi ude fra landevejen, der kører uden om Kettinge.