Et gammelt luftfoto at Stubbekøbing Havn viser yachten "Cataleya" nederst i højre hjørne, længe før båden sank. Arkivfoto: Anders Knudsen
Var det uheld eller forsøg på millionsvindel? Nu fortsætter yacht-sagen
Et direktørpar fra Falster nægter sig skyldige i at få yacht til at synke for at få 14 millioner kroner fra forsikringen. Mandag fortsætter den spektakulære sag, hvor fire vidner skal afhøres.
Var det et uheld til søs? Eller var forliset bevidst fremkaldt for at forsøge at få udbetalt en forsikringssum på 14 millioner kroner?
Det spørgsmål er fortsat kernen i den spektakulære sag om motoryachten "Cataleya", der sank i svensk farvand 27. juli 2023.
Mandag fortsætter sagen i Retten i Nykøbing, hvor et lokalt direktørpar fra Falster er tiltalt for forsøg på groft forsikringsbedrageri.
Begge nægter sig skyldige.
Kaos på havet
Annonce
På første retsdag blev begge tiltalte afhørt om dagen, hvor yachten sank.
Ægteparret var sejlet fra Stubbekøbing mod Gislövs Läge øst for Trelleborg. Ifølge den mandlige tiltalte tog blæsten til, og bølgerne var mellem fire og fem meter høje.
Samtidig blev den kvindelige tiltalte så dårlig, at hun kastede op og måtte holde fast i bordkanten.
Et stykke fra Trelleborg opdagede manden, at den ene motor var gået ud. Da han gik ned i motorrummet, stod vandet ifølge hans forklaring allerede op til en dørkant.
Senere måtte parret over i en gummibåd.
- Det er så kaotisk, at båden har rejst sig op i 45 grader. Når der kommer bølger, vipper den voldsomt, forklarede den mandlige tiltalte i retten.
Også den kvindelige tiltalte var tydeligt berørt, da hun fortalte om julidagen i 2023.
- Det er et kaos. Det fysiske forstærkes jo også af, at jeg er bange, og at jeg er nervøs i forvejen, forklarede hun blandt andet.
Parret kom over i redningsbåden, hvor der blev ringet 112. Kort efter sank yachten.
Anklagemyndigheden har en anden forklaring
Annonce
Ifølge anklageskriftet mener anklagemyndigheden ikke, at der blot var tale om en teknisk fejl og en dramatisk ulykke til søs.
Ifølge tiltalen skulle de tiltalte på ukendt vis have påvirket den indvendige søventil til venstre motor, så der opstod en revne, hvorved båden tog vand ind.
Desuden forlod de tiltalte yachten, mens døren til motorrummet og koøjer fortsat stod åbne. Det var ifølge anklageskriftet medvirkende til, at yachten sank. Begge de tiltalte forklarede i retten, at det ikke var noget, de tænkte over i hasten med at komme af den synkende yacht.
Formålet var ifølge anklagemyndigheden at forsøge at få udbetalt forsikringssummen på 14 millioner kroner.
Tekniske vidner på anden retsdag
På anden retsdag skal retten efter planen høre en række vidner, der skal belyse de tekniske og forsikringsmæssige dele af sagen.
Det oplyser anklager Johanne Holm fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis anklagemyndighed.
- Det er planen, at vi skal bruge mandagen på at afhøre vidner. Der kommer to vidner fra Force Technology (en teknologisk rådgivnings- og servicevirksomhed, red.), et vidne fra Teknologisk Institut og et vidne, der har været taksator i forbindelse med forsikringssagen, siger Johanne Holm.
Dermed bevæger sagen sig mandag fra de tiltaltes forklaringer om sejladsen mod Sverige og den dramatiske redningsaktion til de tekniske vurderinger af, hvad der skete med yachten.
Den mandlige tiltalte er også tiltalt for et andet tilfælde af forsøg på groft forsikringsbedrageri fra 2018. Den del af sagen ventes behandlet på tredje retsdag, som finder sted allerede i morgen, tirsdag.
Annonce
De sidste retsdage er berammet til mandag den 15. juni og fredag den 19. juni.
Seneste artikler
Direktør om gasledning: - Jeg vil tro, at vi har fået en håndfuld seriøse henvendelser
På politijagt i Nakskov: Flere unge mænd lavede ballade
Efter måneder med uro og eksklusioner: Lokal profil melder sig ind i DF
Dødelig sygdom fundet hos kaniner på Lolland
Danmarksdemokraterne: - Vi vil gerne have elfærger, når vi har råd
Mest læste artikler
14 beboere skal flytte fra plejehjem
Skete for tredje gang: Betjente tog alvorlig snak med 14-årig pige
DMI om regnvejret: Sådan bliver det på LF
Mikkel fra Toreby faldt i kamp: Nu får han ny skolevej opkaldt efter sig
Hotel evakueret efter brandalarm