Lolland

Ifølge Anders Jørgensen-Juul, projektchef ved Nordic Sugar Nakskov, vil borgene mærke effekten næsten lige med det samme. Foto: Asger Andersen

Varmen går i ring: Fra fabrik til stue og tilbage igen

Sukkerfabrikken i Nakskov sender nu sin overskudsvarme ud til byens borgere – og får den retur igen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke helt ligetil at få overskudsvarme fra en sukkerfabrik til borgerne. 

En lægmand skal holde tungen lige i munden for at forstå teknikken bag. 

Projektchef ved Nordic Sugar Nakskov, Anders Jørgensen-Juul, giver dog forklaringen et skud, selvom han understreger, at det ikke er en helt simpel proces.

Jagten på energikilderne

Rejsen for Nordic Sugar startede med først at finde ud af, hvor der var et overskud af varme i fabrikken. 

Alle energikilder blev kortlagt, og så fandt sukkerfabrikken ellers ud af, hvilke der var endt i fabrikkens køletårne eller i rensningsanlægget.

Disse energikilder blev så stillet i en rækkefølge, så fjernvarmevandet kunne varmes fra cirka 45 grader op til de 74, som du har hjemme i dit hus.

Fra fabrik til borgere og tilbage igen

Så langt, så godt. 

Nu har sukkerfabrikken fået varmet vandet op, men hvordan ender det hos nakskovitterne? 

Lolland Forsyning og sukkerfabrikken har fundet et fælles knudepunkt, der ligger blot 50 meter fra fjernvarmeanlægget. 

– Det betød, at tilkoblingen blev meget nem. Nemmere, end vi selv havde troet i første fase, siger Anders Jørgensen-Juul.

Varme, der allerede har været i husene, løber så op til sukkerfabrikkens anlæg, hvor det opvarmes, for så at løbe tilbage igen til borgerne.

– De mærker effekten næsten lige med det samme, forklarer projektchefen.