Lolland

Veteranen Chris har tidligere været udsendt til Afghanistan. Foto: Michael Patrick Larsen

Veteran hædret med billet: - Jeg følte mig helt beæret

Chris fra Lolland var en af de 100 lokale veteraner, der kom gratis til Whitsun Festival.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvert år udlodder Whitsun Festival 100 gratis billetter til en målgruppe, som festivalen ønsker at hædre, belønne eller opmuntre. Tidligere har det både været sygeplejersker og skolelærere - og i år er valget faldet på lokale veteraner, der har gjort international tjeneste.

- Personligt bliver jeg selv berørt, når jeg tænker på, at der faktisk findes nogle mennesker, der er klar til at ofre det yderste for fællesskabets sikkerhed, har Whitsun-direktør Andreas Karberg tidligere udtalt.

En af de lokale veteraner, der blev hædret med en billet, var Chris, som hun blot kaldes. Kaldenavnet stammer fra militærtiden.

- Jeg følte mig helt beæret. Jeg vandt, siger hun begejstret, da Folketidende fanger hende på festivalpladsen.

Det er første gang, hun er på Whitsun, men hun fortæller, at hun tidligere har været til lignende arrangementer som Grøn Koncert og koncerter i Tivoli.

- Her er larmende, men flot. Det er virkelig smukke omgivelser, siger hun og hylder festivalen for det årligt tilbagevendende initiativ med at udlodde billetter.

- Jeg synes, det er superflot. Det er en god måde at favne de forskellige grupper, de vælger at støtte. Det giver også et godt ry for dem i forhold til, at man snakker i krogene. Mund-til-øre giver højst sandsynligt mersalg.

Hun er hovedsageligt taget på den midtlollandske festival for at opleve popdronningen Medina. Dog afviser hun ikke at vende tilbage en anden god gang.

- Så er det måske som frivillig i nogle af teltene, hvor man er på vagt i nogle timer, og så går man igen. Det kunne jeg godt finde på, siger Chris.

Medina bragte masser af energi med sig på Anemonescenen: