Krimi

En lejlighedsbrand på Colbjørnsensvej i februar resulterede i stort opbud af udrykningskøretøjer. Arkivfoto: Lars Henriksen

Voldsom lejlighedsbrand sendte 43 ud i kulden: Nu er der faldet dom

Ingen kom til skade, men røg og flammer spærrede vejen ud for flere beboere. Retten har nu afgjort sagen om branden på Colbjørnsensvej, hvor en 64-årig kvinde satte ild til sin egen lejlighed.

Offentliggjort

Branden på Colbjørnsensvej

  • En voldsom brand i en lejlighed på Colbjørnsensvej i Nykøbing tilbage i februar resulterede i evakuering af 43 personer, men ingen kom til skade.
  • Retten har slået fast, at en 64-årig kvinde satte ild til sin egen lejlighed, selvom hun har nægtet sig skyldig.

En kold søndag aften i februar blev området på Colbjørnsensvej nær sygehuset lyst op af de mange udrykningskøretøjer, der var hastet til stedet.

En brand i en lejlighed resulterede i, at beboere fra fire opgange, 43 personer i alt, blev evakueret fra røg og flammer. Ingen kom til skade.

Samme aften blev en 64-årig kvinde anholdt under mistanke for brandstiftelse.

Frygtede de ikke ville overleve

Tidligere på året blev sagen behandlet ved Retten i Nykøbing. Her var kvinden tiltalt efter straffelovens paragraf 180, som handler om brandstiftelse, hvor andre udsættes for livsfare.

Blandt de indkaldte vidner var en brandmand, der var en del af aktionen søndag den 2. februar.

Han har forklaret, at han efter halvanden time skulle stå for at ventilere den opgang, hvor branden var startet. Her kom en kvinde ud af opgangen og var "sur, opfarende og helt oppe at køre". Hun fortalte brandmanden, at hun havde sat ild til det hele.

En politibetjent, som ankom til stedet med første vogn, har fortalt, at man tydeligt kunne se, at det brændte fra lejligheden i stuen midtfor.

Han observerede beboere i vinduerne på 1. og 2. sal, som sagde til ham, at de ikke kunne komme ud af deres lejlighed. Han måtte opgive at komme op til dem gennem opgangen på grund af varmen og røgen. 

Han frygtede, at de ikke ville overleve. 

Først efter tre kvarter eller en time blev beboerne i opgangen evakueret.

Efter halvanden til to timers tid på stedet fik betjenten kontakt til "en diffus kvinde", der talte "i øst og vest". Det var den 64-årige, som efterfølgende blev sigtet og anholdt. Hun boede i lejligheden i stuen midtfor, hvor branden var opstået.

Hun var i besiddelse af en lighter, da hun blev anholdt.

Sindssyg i gerningsøjeblikket

Den 64-årige kvinde blev halvanden måned efter branden mentalundersøgt.

Mentalerklæringen beskriver kvinden som normalt begavet, men lidende af paranoid skizofreni. 

Der er ikke fundet tegn på, at hun var påvirket af hverken alkohol eller stoffer den aften, branden opstod.

Mentalerklæringen konkluderer, at kvinden var sindssyg i gerningsøjeblikket og derfor ikke egner sig til normal straf.

Kvindens forklaring

Den 64-årige kvinde har, trods sine bemærkninger fra aftenen for branden, nægtet sig skyldig.

Hun har forklaret, at "nogle arme satte ild til hendes dyne". Hun slukkede ilden og forlod sin lejlighed. 

Hun mener, at to mænd fulgte efter hende, og da hun gik tilbage til lejligheden, så hun, at en mand sprøjtede med brandbar væske, så ilden genantændte, har hun efterfølgende forklaret.

Idømt forvaring

Ud fra forklaringerne, efterforskningen og de brandtekniske undersøgelser mener retten, at kvinden om aftenen den 2. februar klokken 22.45 satte ild til brændbart materiale i sin egen lejlighed, hvorefter ild og kraftig røg hurtigt spredte sig til resten af lejligheden og trappeopgangen.

Brandstiftelsen resulterede i, at der har været overhængende fare for personers liv.

Derfor fastslog retten, at kvinden har overtrådt straffelovens paragraf 180, men fordi hun var sindssyg i gerningsøjeblikket blev hun idømt forvaring på ubestemt tid.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at kvinden udbad sig 14 dages betænkningstid for at overveje, om hun ville anke dommen.

Hun har i sidste ende valgt ikke at anke og i stedet modtage dommen.