Helena sentimental om skolelukning

Holder mindet om afdød søn i live

For to år siden døde Helena Zakrzewskas 16-årige søn af sygdom. Når hun afleverer sin datter i skolen på Søllested Landsbyordning, fremkalder det stærke billeder af hendes søn Aron.

Offentliggjort Sidst opdateret

For familien Zakrzewska er tabet af skolen i Søllested Landsbyordning også et tab af et af de betydningsfulde steder, som hjælper dem med at holde mindet om Aron levende.

- Jeg ved godt, at det er sentimentalt, siger Helena Zakrzewska.

Men når hun kører hen for at hente sin 10-årige datter Ewa, kan hun stadigvæk se Aron for sig, når hun stopper på parkeringspladsen, eller når hun færdes på skolen sammen med Ewa.

- Måske ikke hver gang, men ofte, siger hun og tørrer øjnene med en lille grøn klud, som hun tager i brug flere gange, mens hun fortæller om, hvorfor skolen har så enorm stor betydning for famlien.

For Ewa betyder det også meget, at hun færdes dér, hvor hendes storebror også havde sin skolegang.

- Hun er glad for at gå i den skole, hvor Aron også gik, siger Helena Zakrzewska og forklarer, at det får hendes datter til at føle sig nærmere sin afdøde bror.

Aron stod ikke til at redde

Aron havde epilepsi, som han blev behandlet for med piller. Men for to år siden faldt han pludselig om i badeværelset hjemme i huset på Ryde Møllevej. Det var mormoren, som også bor i huset, der fandt Aron. Lægevagten og ambulancen kom, men desværre stod Aron ikke til at redde, selvom mormoren og Helena ifølge lægerne havde gjort alt det rigtige.

- Det var umuligt at hjælpe ham, fordi hjertet var stoppet med det samme, fortæller Helena Zakrzewska og tilføjer:

Aron gik på Søllested Landsbyordning fra 0. til 6. klasse. Ewa kommer kun til at gå der til og med 4. klasse, så lukker skolen. Foto: Rikke Folm Berg

- Jeg takker kun Gud for én ting den dag, Aron døde, nemlig at Ewa ikke var hjemme, da det skete.

Hun var med en veninde på tur til BonBon-Land.

Forældre fik depressioner

Dødsfaldet ramte hele familien hårdt, og lige siden har skolen i Søllested haft stor sentimental betydning for familien, fordi der knytter sig så mange fælles minder omkring Arons skolegang fra 0. til 6. klasse med hente-bringe situationer og arrangementer på skolen.

- Aron var meget glad for skolen, og skolen var også fantastisk god for ham, siger Helena Zakrzewska.

Skolen i Søllested Landsbyordning har haft stor positiv betydning for familien Zakrzewska. Foto: Rikke Folm Berg

Hun nævner, at Aron som tosproget barn for eksempel fik ekstra lektioner i dansk, indtil han blev rigtig god til det. Helena og hendes mand Arik er nemlig begge fra Polen. De flyttede til Danmark for at arbejde, og begge deres børn er født i Danmark. Aron på sygehuset i Roskilde og Ewa på sygehuset i Nykøbing.

Kort om familien Zakrzewska:

Helena og Arik Zakrzewska kommer fra Polen, men flyttede som unge til Danmark for at arbejde.

Helena har arbejdet med rengøring i 23 år og som polsk-dansk tolk i fire år. Arik har arbejdet i byggebranchen. De arbejder ikke længere, da de begge er ramt af psykisk og fysisk sygdom.

De flyttede fra Roskilde til Søllested i 2014, hvor de havde mulighed for at købe et billigt hus med plads til Helenas forældre. Indtil da havde Helena hjulpet sine forældre økonomisk ved at sende penge hjem til dem i Polen.

Samme år begyndte Aron i 0. klasse på skolen i Søllested.

I 2016 blev Ewa født.

I 2022 døde Helenas far. I 2024 døde Aron. De ligger begge begravet på Ryde Kirkegård i Søllested. 

I huset bor nu Helena, Arik og Ewa samt Helenas mor - og hunden Niko.

Fra 7. klasse gik Aron på Stormarkskolen, hvor han blandt andet hjalp skolen med it, nævner Helena Zakrzewska.

- Han var dygtig til it og også til elektronik, og så var han brandkadet, fortæller hun stolt.

Men det er ikke Stormarkskolen, som fylder hendes hjerte med sentimentalitet. Det er Søllested Landsbyordning, hvor hun fulgte ham til og fra skole, og hvor Ewa hver dag siden dødsfaldet har kunnet se sin bror for sit indre blik på skolen.

- Selv hvis Ewa spiller Nintendo, så tænker hun, at nu har hun spillet det samme spil, som Aron.

Ewa er min stjerne

Siden Aron gik bort, har både Helena og hendes mand Arik kæmpet med depressioner, men familien har fået Ewa til at trives trods sorgen over at miste sin storebror.

- Ewa er min stjerne. Jeg lever for hende. Det eneste, der betyder noget, er, at hun får en god start på livet, siger Helena.

Det gjorde hende derfor ekstra ondt, at Ewa lå og græd hele aftenen, da hun første gang hørte, at skolen måske skulle lukke. Moderen forsøgte at berolige hende, men uden meget held.

Ewa er nemlig også meget glad for skolen. Både fordi hendes bror har gået der, og fordi skolen har hjulpet Ewa rigtig meget.

- Skolen hjalp hende blandt andet ind i en sorggruppe med andre børn og greb på et tidspunkt ind over for mobning, så snart den var begyndt, og fik den stoppet.

Heldigvis er der også andre steder end skolen i Søllested, som kan give familien en fornemmelse af at være tæt på Aron.

- Vi har dejlige minder fra Lalandia, hvor vi spillede minigolf på to ferier, som vi fik af Mødrehjælpen på et tidspunkt, hvor jeg var enlig, fordi min mand og jeg i en periode var fra hinanden. Vi har også dejlige minder fra havnen i Onsevig, hvor vi godt kan lide at fiske, fortæller Helena.

Efter Arons død fandt forældrene hinanden igen i den fælles sorg over at have mistet deres søn.

- Det er også det bedste for Ewa, at vi er sammen, siger Helena Zakrzewska.

Men tabet af skolen, det kommer, og det føjer sig til tabet af Aron. Men Helena Zakrzewska vil fortsat prøve at kæmpe imod det.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.