Elevrådsformand Elias Sonberg (til venstre) og elevrådsnæstformand Laurits Fog Løvenskjødt Larsen var nedslåede over, at lukningen blev en realitet. Foto: Rikke Folm Berg
Elever har forslag efter skolelukning: Sådan kan skiftet blive mere trygt
Lukningen rammer eleverne hårdt – men elevrådet har allerede tænkt over, hvad der kan gøre skiftet lettere.
Da Elias Sonberg onsdag mødte ind på Søllested Landsbyordning, gik snakken allerede blandt eleverne: Skolen skal lukke. Men elevrådsformanden håbede stadig, at beskeden ikke var endelig.
Fra august 2027 forbliver skolegården tom for skolebørn i Søllested Landsbyordning. Foto: Rikke Folm Berg
- Jeg tænkte, at det ikke var sikkert endnu, fordi min far havde sagt, at beskeden først ville komme senere på dagen. Jeg tænkte derfor, at det stadig var et måske, siger Elias Sonberg, som er elevrådsformand og går i 6. klasse.
Men det var det ikke, havde Folketidende erfaret.
- Jeg synes, det er ret øv, fordi jeg har gået her længe, og fordi det er en god skole.
Elias Sonberg har både gået i børnehave og skole i Søllested Landsbyordning, og selv om han skulle flytte skole næste år uanset hvad, fordi Søllested Landsbyordning kun går til 6. klasse, gør det ham alligevel ondt, at skolen i Søllested skal lukke i august 2027.
Annonce
Især små elever kan blive utrygge
- Jeg kunne godt tænke mig, at jeg kunne kigge hen på min skole og vide, at der har jeg gået, i stedet for at skulle kigge og se den lignende noget, der bare står til at blive revet ned. Så selvom der alligevel skulle være et farvel, ville jeg være mere glad, hvis jeg kunne se, skolen stadig var i gang, siger Elias Sonberg, som skal gå på Stormarkskolen i Nakskov fra 7. klasse af.
Motto på Søllested Landsbyordning. Foto: Rikke Folm Berg
Elias Sonberg forudser, at lukningen kan betyde, at nogle elever bliver mere utrygge, når de skal videre til en større skole efter at have været vant til en lille skole.
- Især i de små klasser, hvor de lige har lært hinanden og skolen at kende, og så skal de væk igen, siger han.
Han peger også på transporten som noget, der kan få betydning. Hvis forældrene ikke har tid til at køre deres børn til Nakskov, vil børnene skulle med bus eller tog, og det kan måske også føles utrygt.
Havde håbet på et år mere
Næstformand i elevrådet, Laurits Fog Løvenskjødt Larsen, kalder lukningen ærgerlig.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
- Jeg synes, det er meget ærgerligt at skolen lukker, når vi har prøvet at gøre så meget for, at den ikke lukker, siger han.
Han fortæller, at eleverne har haft besøg af nogle politikere, som har forklaret, at de ikke har lyst til at lukke skolen, men at de er nødt til det.
Laurits går i 5. klasse, og han skal skifte til Stormarkskolen næste sommer. Det bliver et år tidligere, end han ellers skulle have skiftet skole.
Annonce
- Jeg havde håbet på et år mere her på skolen, men det fik jeg så ikke lov til, siger han.
Eleverne har selv forslag
Selvom eleverne er kede af beslutningen, har elevrådsformanden og næstformanden konkrete forslag til, hvad der kan gøre skiftet til nye skoler og klasser tryggere.
Pædagog og arbejdsmiljørepræsentant på Søllested Landsbyordning, Elisabeth Davidsen (til venstre) fortalte, at medarbejderne er bekymrede for, hvad der skal ske med dem i fremtiden. Foto: Rikke Folm Berg
- Det ville være rigtig godt, hvis der var lærere, der kunne komme med. I hvert fald nogle af dem, for så kunne det gøre eleverne mere trygge på deres nye skole, siger Elias Sonberg.
Laurits Fog Løvenskjødt Larsen har et andet ønske, der kan gøre det lettere at begynde et nyt sted.
- Det ville også være godt, hvis vi kunne få lov til at vælge et par stykker, som vi gerne vil i klasse med, siger næstformanden i elevrådet.
På skolens kontor sad stedfortrædende skoleleder Sture Bengtson og pædagog og arbejdsmiljørepræsentant Elisabeth Davidsen onsdag klar til at tage imod medarbejdere, forældre og børn, der gerne ville snakke. - Nu gælder det om at være nærværende, sagde Sture Bengtson.
Han kaldte lukningen for frygtelig for børn, forældre, medarbejdere og byen.
- Jeg kan være nervøs for Lolland, når der tilsyneladende kun skal være skoler i Nakskov, Maribo og Rødby. Hvordan skal kommunen få børnefamilier til at flytte til landområderne, og hvordan skal vi få børnefamilier til at blive?
- Jeg er bange for, at børnefamilierne vil tænke "lad os komme væk. Det håber jeg virkelig ikke for Lolland, sagde han men tilføjede også, at der selvfølgelig kommer en hverdag igen.
Seneste artikler
Borgmester: - Vi har sovet i timen
Mor til tre om skolelukning: - En kæmpe mavepuster
Nomineret: Café Livsstil bedste service 2026
Nomineret: Beauty by Wolek – bedste service 2026
18-årige Julie: - Det er mærkeligt
Mest læste artikler
Folketidende erfarer: Skolelukninger er i budgettet
Enighed om budget 2027: Sådan ser fremtiden ud for Lolland
Kastede lysestage ud ad vinduet: Uheldigvis stod der en mand
Hylddalen i Maribo kan få arrangementer fra 2027
Smidt ud af budgetforhandlinger: - Borgmesteren og co. er uansvarlige