Lolland

Mand med briller sidder med en bærbar computer i et kontor.
Rasmus Plambech kommer i et helt nyt kontorfællesskab, som Iværksættrer Lolland står bag. Foto: Palle Nevad Frandsen

Rasmus fik nok af storbyens karriereræs

Nu driver han sit lille firma fra Lolland, hvor han har sine rødder.

Offentliggjort Sidst opdateret

For knap 18 år siden tog en ung Rasmus Plambech ud på den rejse, som så mange unge fra Lolland-Falster gør. Han indløste en billet til København, men uden at købe returrejsen. Uddannelsen, vennerne og livet var i storbyen.

I 16 år har han arbejdet som web-udvikler i IT-branchen, og de første 14 år var han på et bureau. For to år siden tog han dog et spring, der hurtigt førte til, at livet skiftede retning. Han blev selvstændig - og sidste sommer købte han så billetten tilbage til Lolland.

Jeg har bil, så det tager altså kun halvanden time at komme til København.

Rasmus Plambech

- Før var det meget karriere, karriere, karriere. Jeg kom hjem på besøg hver tredje måned og så ikke familien nok, fortæller han.

Flere flytter tilbage

Som selvstændig åbnede der sig helt andre muligheder. Kunderne er fra hele Danmark, og flere ringer også fra udlandet, derfor behøver Rasmus Plambech ikke være i storbyen for at holde møder med dem. Det sker ofte online.

Billetten til Lolland var ikke bare en tur hjem til familien. Rasmus havde købt hus på sin gamle hjemegn.

- Jeg troede ikke, at der var et job til mig på Lolland, men så har jeg bare skabt det selv, siger han.

Springet tilbage til Lolland var ikke så stort, som nogle måske kan forestille sig. For selv om trafikken kan virke ensrettet, føler Rasmus Plambech, at der er flere, der, ligesom ham, har indløst returbilletten.

- I min egen omgangskreds er der faktisk flere, som er flyttet tilbage. Min storebror og hans kone flyttede fra København, da de fik barn nummer to, og der er også flere af mine venner, som er vendt tilbage, forklarer han, men slår hurtigt fast, at der i det store billede selvfølgelig ikke er nok, som tager rejsen.

Storbyen er ikke langt væk

En del af grunden til, at flere vender tilbage til Sydhavsøerne, er, at storbyen er ved at være for dyr. Det er nemmere at få råd til at leve på Lolland-Falster, og med den digitale udvikling betyder det ikke længere det store, at man måske ikke lige får arbejde lokalt.

To mænd står i et lyst køkken og taler sammen; den ene holder en hvid kop.
Muligheden for at mødes med andre iværksættere er noget af det, som Rasmus Plambech har savnet på Lolland. Foto: Palle Nevad Frandsen

Samtidig gør Rasmus Plambech opmærksom på, at man uden problemer kan bo på Lolland og nyde godt af storbyens tilbud.

- Jeg har bil, så det tager altså kun halvanden time at komme til København. Jeg skal derind i weekenden til koncert, og man kan sagtens tage til København og feste eller nyde nogle af de andre fede ting ved byen.

Fedt at komme ud

Noget af det, han har savnet efter at være vendt hjem, er det sociale på en arbejdsplads. I København sad han i et kontorfællesskab, men på Lolland har han indtil videre siddet hjemme. Nu bliver han dog en del af et helt nyt mødested for iværksættere i Maribo.

- Det er virkelig fedt at kunne komme afsted. Jeg behøver måske kun være her to eller tre dage om ugen, men det vil give noget på den sociale konto og mulighed for at sparre med andre, forklarer Rasmus Plambech.

Han ser eksempelvis fordelene ved, at man kan finde hjælp til noget af det administrative arbejde, som måske ikke lige er den stærkeste side, når man er soloselvstændig.

Samtidig kan det være nemmere at være produktiv i  et kontorfællesskab, fordi man hjemme kan falde for forskellige overspringshandlinger, som forlænger arbejdsdagen.

Uanset hvad er Rasmus Plambech glad for, at han tog beslutningen om at vende hjem. Nu kan han igen besøge familien, når han har lyst, og samtidig er alt det, som storbyen har at byde på, trods alt ikke længere væk end halvanden times kørsel.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.