Lolland

Øget forældrebetaling i SFO'erne i Lolland er på bordet, når byrådet skal blive enige om besparelser for 12 millioner kroner. SF vil have forslaget ud af sparekataloget. Arkivfoto: Palle Nevad Frandsen

Politikere i kollektivt suk: “Vi står her igen”

Selvom staten har sendt ekstra tilskud, skal Lolland Kommune stadig spare 12 millioner kroner i 2026. Flere forslag skaber allerede debat i byrådet.

Offentliggjort

Det er blevet den tid på året - politikerne i den lollandske kommunalbestyrelse skal forholde sig til besparelser. Den eneste ubekendte virker til at være, hvor stor besparelsen skal være. 

I foråret lød den på et minus på 220 millioner kroner, men takket være flere særtilskud fra staten ser behovet for besparelser ud til at lande på 12 millioner kroner.

Forhandlingerne om budgettet for 2026 er i fuld gang, og høringssvarene er rullet ind. Selvom intet er besluttet, så lød der et kollektivt suk hen over hesteskoen af politikere i Signe Stubs Sognegård i Torrig torsdag aften. For nu står man her igen. Med et behov for besparelser frem for muligheder for udvikling. 

- Vi nærmer os et punkt, hvor vi ikke længere er i stand til at lægge forsvarlige budgetter, bemærkede Marie Louise Brehm Nielsen fra Din Stemme. 

- Ledigheden er historisk lav. En stor tak til Jobcentret for det. Så hjulene kører på Lolland, men det ses ikke i kommunekassen. Vi er mange gange gjort opmærksom på, at vi er i en voldsom ubalance i finansieringen. En udligningsreform, hvor Lolland Kommune ikke falder ned mellem to kasser, lader vente på sig, tilføjede hun. 

Vil vende det på hovedet

Men hendes forslag om at ønske sig afdragsfrie lån for en periode har allerede været afprøvet, lød det fra borgmester Holger Schou Rasmussen (S). 

Og svaret fra staten var i øvrigt et nej. 

Leo Christensen, der har 16 budgetforhandlinger bag sig og nu ser ind i sin sidste forhandling, er bekymret for likviditeten, når man bliver ved med at trække på kistebunden. 

Vi nærmer os et punkt, hvor vi ikke længere er i stand til at lægge forsvarlige budgetter

Marie Louise Brehm Nielsen, Din Stemme.

- Vi skal have et vist beløb til beredskab, men det kommer vi ikke til at have i 2027, hvis vi fortsætter som nu. Det bliver ikke sjovt at skulle lægge budget der. Vi ligger nummer seks over kommuner, der skylder flest penge væk per borger. Så jeg synes, at vi skal begynde at kigge på vores likviditet. 

SF's Per Kim Nielsen vil gå til forhandlinger med et mere optimistisk syn på situationen. Nemlig ved at vende det hele lidt på hovedet og fokusere på de fyrtårne, som man gerne vil prioritere. 

- Det vil give et bedre udgangspunkt og gøre det mere forståeligt og klart, hvad vi arbejder med, siger han. 

Øget forældrebetaling er på bordet

Og så dykkede han alligevel en smule ned i sparekataloget, hvor øget forældrebetaling i SFO'erne er i spil. En post, der kan indbringe kommunen 234.000 kroner næste år og 561.000 kroner i hvert af overslagsårene frem til og med 2029. 

- Det forslag kan vi ikke støtte og ønsker fjernet. Der skal være gode oplevelser til børnene, og det vil ramme de forkerte forældre, hvis vi sætter taksten op, siger han. 

I Enhedslisten noterer Birthe Lauridsen sig et forslag om at effektivisere indkøbet af sygeplejeartikler. Det vil sige, at når en borger henvises til kommunal sårpleje, så medfølger der ofte lægeordinerede produkter til behandlingen. Men det sker, at disse produkter ikke findes i det sortiment, som kommunen anvender. Ofte er produkterne heller ikke det billigste alternativ. 

Man estimerer en besparelse på 400.000 kroner årligt ved at benytte det kommunale sygeplejeprodukt. 

- Men det kan betyde, at sygeplejerskerne skal til at debattere med lægen om, hvilke produkter, der er de rigtige, og det kan jeg ikke lide. 

Enhedslisten kunne ikke godkende forslaget til besparelser, men det kunne resten af byrådet, og det sendes derfor videre til andenbehandling.