Astrup og Skaarup taber OL-semifinale trods sætføring
Kim Astrup og Anders Skaarup var foran med et sæt, men måtte se sig slået af de forsvarende olympiske mestre fra Taiwan i OL-semifinalen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kim Astrup og Anders Skaarup tabte en tæt semifinale mod olympisk mester og skal spille om bronze.
Badmintondoublen Kim Astrup og Anders Skaarup skal spille om OL-bronze på søndag.
For øjnene af kong Frederik og OL-guldvinder Poul-Erik Høyer tabte den danske duo semifinalen til de regerende olympiske mestre, taiwanerne Lee Yang og Wang Chi-Lin, med 21-18, 17-21, 10-21.
Efter to jævnbyrdige sæt faldt Astrup og Skaarup sammen i tredje sæt, der sluttede, da Anders Skaarup sendte den første taiwanske matchbold ud af banen.
Da de to par mødte hinanden i det indledende gruppespil fik danskerne aldrig rigtig styr på de aggressive og kraftfulde modstandere, der spiller uden tålmodighed og smækker til på samtlige bolde.
Det giver korte dueller, højt tempo og en speciel omgang badminton, men denne gang var Astrup og Skaarup fra start bedre forberedt.
I et jævnbyrdigt første sæt tilspillede danskerne sig den første sætbold, da taiwanerne slog en tilsyneladende let bold i nettet.
- Ude, brølede tv-kommentator Jim Laugesen, så det kunne høres i hele hallen, da taiwanerne derefter sendte en bold mod sidelinjen. Danskerne hørte efter, lod bolden gå ud og vandt første sæt 21-18.
Fra andet sæts start satte taiwanerne tempoet endnu et gear op. Wang Chi-Lin fik mere succes med sine sylespidse smasher, og ved pausen var danskerne nede med 6-11.
Skaarup blev kostet rundt i alle banens hjørner, mens danskerne kæmpede hårdt for at holde sig inde i sættet.
De tabte en nøglebold, da Astrup ramte nettet ved 17-19, og Lee Yang kunne smashe den efterfølgende sætbold stenhårdt i gulvet.
Danskerne var nødt til at finde en måde at få gjort duellerne en smule længere og få kampen til at foregå på deres præmisser igen.
Men billedet var uændret fra starten af tredje sæt. Astrup og Skaarup havde svært ved at få boldene i spil og begyndte at kopiere taiwanernes tjubang-badminton, hvilket var en dårlig idé.
Det stod 11-4 til Lee og Wang ved sidebyttet. Et par hurtige danske point skabte et lille håb, men det kneb fortsat med at finde løsninger.
Mens de mange danske tilskuere forsøgte med en sidste opmuntring, forsvandt finalehåbet i et taiwansk bombardement.
I bronzekampen på søndag skal Astrup og Skaarup møde de tidligere verdensmestre Aaron Chia og Soo Wooi Yik fra Malaysia.
/ritzau/
Seneste artikler
Matematikkaraktererne stiger på Sydfalster Skole: Her hjælper de store de små
Dystre karakterer på Lolland-Falster: Nu reagerer skolecheferne
I dag begynder sagen: 36-årig mor tiltalt for mishandling af sine børn
50 studerende skal undersøge lollandsk byliv
Fravær er "sindssygt alvorligt": Sådan vil skolerne løse problemet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol