Læger og ambulancefolk får næppe nogen stille aften, når de fredag står standby bag barrieren ved sæsonens GP Challenge i speedway.
I tjekkiske Pardubice dyster 16 kørere om fire pladser i næste års VM-serie, og i forvejen har GP Challenge ry for at være det løb, hvor kørerne i jagten på en måske karriereændrende gevinst kører mest risikabelt.
I år kan man forvente endnu mere hasarderet kørsel. Tidligere lå GP Challenge i august forud for de afgørende måneder af speedwaysæsonen, men i år sætter løbet i stedet punktum for sæsonen for mange af deltagerne.
Brækker en knogle, eller ryger skulderen af led, gør det ikke så meget - der er alligevel lang tid til det næste vigtige løb.
De betingelser er løbets tre danske deltagere, Frederik Jakobsen, Rasmus Jensen og Anders Thomsen, indforstået med.
- Det ændrer dynamikken, at der ikke er nogen løb bagefter at være klar til, folk kommer til at gå all-in for at få en drøm til at gå i opfyldelse. Alle ser vinterpausen forude, så der kommer til at blive kørt en tand hårdere med hovedet under armen.
- Nogen lægger nok hjernen i værktøjskassen, inden de kører ud til startsnoren. Hvis skulderen går i stykker, er der jo et par måneder til at komme sig, ræsonnerer Frederik Jakobsen.
Rasmus Jensen deler forventningen om en intens og halvfarlig løbsaften med risikable overhalingsforsøg.
- Det er et liv eller død-løb. Alle vil ind i top-4, koste hvad det vil. Der plejer at blive kørt over grænsen til GP Challenge, og når det så ovenikøbet er det sidste løb for rigtig mange af os, så bliver risikoen for uheld kun større. Skulle man gå hen og brække en arm, misser man alligevel ingen løb, siger han.
I modsætning til langt størstedelen af feltet har Anders Thomsen et vigtigt løb igen allerede søndag, hvor han kører den polske ligafinale. Det gør ham en tand mere forsigtig.
- Mange af de andre kommer ikke til at passe på sig selv, de kommer til at krydse deres normale grænse for, hvad de tør. Jeg skal huske, at jeg har et løb igen to dage senere, siger Anders Thomsen.
Kørernes motivation ved GP Challenge handler om prestige og penge. Til daglig kører alle de bedste mod hinanden på kryds og tværs i ligaerne i Polen, Storbritannien, Sverige og Danmark, men det skattes langt højere at dyste om VM-point.
En status som VM-kører er en blåstempling af evner og talent, og det gør en enorm forskel, når der skal forhandles om sponsor- og klubkontrakter.
- Det er VM-serien, jeg har set og drømt om som barn, det er et cirkus, jeg gerne vil være med i. Det kan åbne nogle døre andre steder i karrieren, hvis jeg bliver VM-kører, siger Rasmus Jensen.
26-årige Frederik Jakobsen er den yngste af de tre danskere, og han har længe været anset som en yderst lovende kører. Men skal han op i verdenstoppen, skal han snart bryde ind i den stærkeste løbsserie.
- Kommer jeg i top-4 og skal køre VM, bliver jeg certificeret som en del af den absolutte speedwayelite. Jeg har mine bedste år foran mig, så nu vil være et sindssygt godt tidspunkt for mig at tage skridtet ind i VM-serien, siger Frederik Jakobsen.
Slaggerbanen i Pardubice er blandt de længste og bredeste i sporten. Det giver længere topfartsstrækninger og gør det nemmere at overhale, og på den vis passer banen særligt godt til Anders Thomsens kørestil, mener han selv.
- Jeg har en lidt anden stil end mange andre, og den passer bedst til store baner med høj fart og gode muligheder for at overhale. Så jeg er glad for, at vi skal køre på en kæmpe bane, siger han.
De tre danskere har alle kørt GP Challenge før og ved, at der maksimalt er råd til ét dårligt heat undervejs.
Anders Thomsen er mest rutineret, og han har da også tidligere været fast VM-kører i tre sæsoner. På forhånd peger en konkurrent på Thomsen som Danmarks stærkeste kort.
- Anders Thomsen har været sindssygt godt kørende i år, og han er helt sikkert favorit blandt danskerne. Det er også fint for mig, jeg kan bedst lide at være en underdog, der ikke har noget at tabe, siger Frederik Jakobsen.
/ritzau/
Danskerne er optimistiske
Det siger danskerne om deres mulighed for at komme i top-4:
* Frederik Jakobsen:
- Rammer jeg en god dag, er det slet ikke umuligt at komme i top-4. Jeg har tidligere slået samtlige kørere, der er med i feltet. Jeg har tidligere vundet juniorversionen af "Den gyldne hjelm" på banen i Pardubice, så jeg har gode minder fra banen, og jeg føler mig generelt godt kørende på de store baner, hvor man ikke bare kan ligge inderst og blokere. Jeg har mindst lige så gode chancer som de fleste andre.
* Anders Thomsen:
- Jeg ser en god mulighed for at komme i top-4. Banen ligger godt til mig, fordi den er så kæmpestor. Det er en af mine favoritbaner. Jeg vil ikke love, at jeg vinder hele pisset, men jeg kommer til at gøre et godt forsøg.
* Rasmus Jensen:
- Jeg kører efter top-4, og feltet er så tæt, at jeg både kan vinde og slutte sidst. Så det er realistisk, at jeg kan køre med om det. Og bliver jeg ikke mindst nummer fire, er det ligegyldigt for mig, om jeg bliver nummer 5 eller 14.
/ritzau/