Mark O. Madsen vælter Guldboxen til august

Mark O. Madsen arrangerer MMA-show i Guldboxen til efteråret. Foto: Thomas Lærke Jensen

Det største danske MMA-stævne nogensinde udenfor København kommer til Nykøbing.

Offentliggjort

- Det bliver så vildt og jeg glæder mig helt sindssygt til at indtage Guldboxen, lyder det fra Mark O. Madsen, der har fået aftalerne på plads og krydset i kalenderen er sat.

Hans MMA-stævner under navnet og brandet Airtox Dominance FC, der indtil videre har samlet fulde huse tre gange i København med KB-Hallen som rammen, kommer nu også til Nykøbing med et show og et stævne, der bliver på niveau med det, der er set i KB-Hallen eller større, når det ottekantede bur - oktagonen og lysshow for adskillige hundrede tusind kroner bliver sat op i Guldboxen lørdag den 30. august.

- Jeg er født og opvokset her. Jeg startede min brydekarriere lige her inde ved siden af, og har brydet adskillige mesterskaber og Thor Masters i hallen ved siden af. Jeg vil rigtig gerne give noget tilbage til den landsdel jeg kommer fra. Jeg synes vi har tendens til at snakke os selv lidt ned. Det er der ingen grund til. Vi har perfekte rammer i Guldboxen til at afholde sådan en stævne, og jeg vil gerne være med til at promovere Guldboxen og få vist frem, at vi har en fuldblods fremragende arena beliggende i Nykøbing, der kan huse den slags arrangementer, lyder det fra Mark O. Madsen, der har sat hele sit omsiggribende setup i gang for at skabe en perfekt oplevelse for publikum.

Bliver større endnu

- Det bliver lige så stort et show, som det vi afholdte i KB-Hallen forrige lørdag - nej det bliver større endnu, for jeg vil gerne udvikle stævnerne hele tiden, siger Mark O. Madsen, der udviser en tro på, at alt kan lade sig gøre, hvis viljen er der til at få det til at ske.

Det bliver også et show, der bliver streamet ud til op imod en halv milliard mennesker på verdensplan.

Mark O. Madsen har indgået TV-aftaler med Pluto-TV, der viser kampene gratis for skandinaviske kunder samt en amerikansk streamingplatform, der sender kampene til USA og Canada.

- Og der er flere TV-aftaler på vej, som vi løfter sløret for i den nærmeste fremtid, afslører Mark O. Madsen.

Planen er at showet, der kommer til at lyde under navnet Airtox Dominance Academy, skal præsentere tolv MMA-kampe i buret, hvoraf de tre af dem skal være med professionelle kæmpere, mens de resterende skal være lovende amatørkæmpere - også gerne lokale kæmpere fra klubberne i Nakskov og Nykøbing.

2.000 tilskuere

Han er overbevist om, at han kan lokke omkring 2.000 mennesker i Guldboxen til MMA-showet, der kommer til at vare i mellem fem og seks timer.

- Folk vil opleve noget, som de har aldrig har set mage på Lolland-Falster, lover Mark O. Madsen, der kommer til at sætte Guldboxens faciliteter på noget af en prøve.

Eksempelvis vejer det lysshow, som hang i KB-Hallen forrige lørdag hele 10 tons, og det skulle gerne også op i loftet på Guldboxen.

- Det håber jeg virkelig kan lade sig gøre, smiler Mark O. Madsen, der også håber at stævnet i Nykøbing bliver præmieren på et nyt bur, som skulle være nemmere at samle, end det han nu har til rådighed.

- Det trækker tænder ud, og det skal vi gøre bedre. Lige nu har jeg folk på, der arbejder på at skabe en oktagon på hjul, vi nærmest bare kan køre ind i hallen.

Alle kan være med

Billetpriserne til stævnet bliver også af en noget anden kaliber, end de priser tilskuerne helt tæt på ringside betalte i KB-Hallen. Her måtte man op med omkring 1.000 kroner for at følge showet fra første parket.

- Det bliver nogle helt andre priser, hvor alle kan være med. Det tør jeg godt garantere, siger Mark O. Madsen, der peger på priser mellem 100 og 200 kroner.

Billetterne til stævnet er blevet sat til salg i dag på Billetlugen.dk