Ny skuffelse for Leon Madsen i Polens hovedstad
Leon Madsen (gul hjelm) blev sidste år nummer to i kampen om VM-titlen. Starten på den nye sæson har dog været knapt så god for den 34-årige dansker. (Arkivfoto). Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix
Leon Madsen, Mikkel Michelsen og Anders Thomsen sluttede i den dårligste halvdel i sæsonens andet grandprix.
Leon Madsens muligheder for at vinde VM-titlen i speedway i 2023 har fået en skidt start.
Lørdag aften skuffede han i Warszawa med en 10.-plads i sæsonens andet grandprix.
Den 34-årige dansker sluttede i sidste sæson på den samlede andenplads, og Madsen havde håbet, at han i år kunne vippe polske Bartosz Zmarzlik af VM-tronen.
Leon Madsen fik en skidt start i Polens hovedstad og havde blot kørt tre point hjem efter sine tre første heats.
Han fik dog skabt lidt personlig optimisme, da han vandt sit fjerde heat. Her slog Madsen sidste års vinder i Warszawa, australske Max Fricke, Jack Holder og Mikkel Michelsen.
Danskeren var dog fortsat tvunget til at få et resultat i aftenens femte heat, men da det blot blev til en tredjeplads og et enkelt point, så lykkedes det ikke at slutte i den påkrævede top-8.
Efter sæsonåbningen for to uger siden i Kroatien, hvor Leon Madsen blot kørte fire point hjem, så endte det lørdag med syv point.
Den dårlige start på grandprixserien betyder, at han efter de to første af sæsonens ti grandprixer er langt efter de forreste.
Heller ikke landsmændene Mikkel Michelsen eller Anders Thomsen formåede at kæmpe sig frem til semifinalerne.
Mikkel Michelsen lagde ud med en sejr i aftenens første heat, da han fik et godt bid i ydersporet og kørte sig fra bagenden til fronten. De efterfølgende tre heats endte danskeren dog sidst.
Endnu en sejr i sidste heat var derfor ikke nok til at sende Mikkel Michelsen op i top-otte og videre til semifinalen.
Anders Thomsen fik ingen heatsejre i Warszawa og måtte nøjes med fire VM-point.
Grandprixet i Polen blev vundet af svenske Fredrik Lindgren, der i finalen sluttede foran Jack Holder og Bartosz Zmarzlik.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter 100 år: Landsdelens største juleoptog i ny paragrafkamp
Har du købt det? Smid det ud
Se dig for: Black November er fyldt med vildledning
Kendt fra "Det brune punktum": Køber hus på Falster
Store mængder stoffer: Politiet slår til i kæmpe narkosag på Lolland
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Milliardær køber for millioner på Fejø: Her er årsagen
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet