Travl Katrine kæmper for OL-drøm og jurasucces – samtidig

Når Katrine Jensen ikke sidder i kajakken studerer hun jura på Københavns Universitet. Privatfoto

Maribo Kajakklubs største profil Katrine Jensen har ekstremt travlt de næste uger med store stævner og jura-eksamen.

Offentliggjort Sidst opdateret

To World Cup-stævner i Ungarn og Polen og så lige to eksamener på jura-studiet oveni.

Det er menuen den næste måneds tid for kajakroeren Katrine Jensen fra Maribo Kajakklub, der er blandt de fire roere, der sidder i den firekajak, der af Dansk Kano og Kajak Forbund og Team Danmark satses på frem mod OL I Los Angeles i 2028.

I går tog 21-årige Katrine Jensen sammen med de øvrige danske roere afsted til Szeged i Ungarn for at deltage i sæsonens første store internationale styrkeprøve World Cup-stævnet i den ungarske by, der følges op med endnu et af slagsen om to weekender i Poznan i Polen.

Men det bliver langt fra kun kajakroningen som Katrine Jensen skal have fokus på.

Katrine Jensen (nummer to fra venstre) i den firekajak, der vandt Copenhagen Spring Regatta for nyligt. Privatoto

Dagen efter hun kommer hjem fra Poznan, skal hun op til sin første eksamen på jura-studiet, hvor hun er i gang med 2. semester på Københavns Universitet, og ugen efter skal hun op til endnu en eksamen på sit studie. I øvrigt blot fire dage efter, at hun på hjemlig grund har roet Bagsværd Regatta.

- Så der er rigeligt at se til lige nu, må man sige, lyder det fra Katrine Jensen, der har taget bøgerne med til Ungarn.

Hård konkurrence

- Der skal læses i flyet på vej derned, og så snart jeg har en ledig stund på hotellet fastslår Katrine Jensen, der samtidig skal fokusere på at levere et godt resultat, så hun kan blive i firekajakken. For der er hård konkurrence om pladserne.

Det er det første store stævne siden OL i Paris sidste sommer, og når der er tre år til næste OL, er mange af bådene fra de forskellige nationer i en opstartsfase, hvor der bygges på op mod det store mål i Los Angeles.

- Vi har ikke roet sammen ved konkurrencer i to år, men det er den samme besætning som vandt en bronzemedalje ved European Games i 2023, som nu har fået chancen for at ro sammen ved de her World Cup-stævner. Så selvfølgelig har vi nogle forventninger, men det er svært at sige hvordan det vil gå i forhold til vores konkurrenter, da vi heller ikke helt ved hvilket konstellationer de kommer med og hvordan de har trænet. Desuden holder mange af de bedste roere en pause efter OL, siger Maribo-roeren og fortsætter.

Båden skal fungere

- Så de største forventninger ligger nok til os selv og hvordan vores løb skal være. Vi skal følge vores raceplan og holde os til det vi har aftalt og få det til at fungere i båden. Så må vi se, hvor vi ligger henne, siger Katrine Jensen, der kun har trænet sammen med de tre øvrige i båden Bolette Nyvang Iversen og Sara Milthers fra Hellerup samt Frederikke Hauge Matthiesen fra Lyngby i 2-3 uger, da udskilningsløbet i forhold til, hvem der rent faktisk skulle sidde i den båd, der bliver satset på, har været hårdt og intents helt op til det første World Cup-stævne.

- Så vi roet en masse forskellige sammen, for at se hvem der passer bedst sammen og bare prøvet en masse ting af. Nu er så os fire man gerne vil se, hvad vi kan sammen frem mod OL-kvalifikationsstævnerne i 2026 og 2027, og så bliver bådene endelig fastlagt i 2028 frem mod OL, fortæller Katrine Jensen.

Har vundet et løb i år

- Der bliver jo kigget på, hvem der roer godt sammen og hvordan det føles i båden, og der vurderede trænerne, at det var mig der skulle være med i båden, siger Katrine Jensen, der sammen med de tre øvrige i båden vandt Copenhagen Spring Regatta på Bagsværd Sø i forrige weekend.

World Cup-stævnet i Szeged starter i morgen med indledende heats og finalerne afvikles søndag.

Katrine Jensen har tidligere også roet og leveret gode resultater i ener og toerkajak, men det er hun ikke udtaget til denne gang.