- I de dage var vi en del af verdenshistorien

- Vi havde nok på fornemmelsen, at der ville ske et eller andet i dagene efter Murens fald. Men at det skulle blive så overvældende, det kom helt bag på os allesammen...

Annie og Hans-Henrik Nordly sidder i deres fantastiske have på Drejergården lige uden for Gedser og lader tankerne vandre 20 år tilbage i tiden, mens de kigger ned langs grusvejen mod Østersøen. Den selv samme grusvej som i dagene efter 9. november 1989 var fyldt med nysgerrige DDR-borgere, som for første gang kunne smage på friheden. For mange af dem blev Gedser det første møde med en by i et vestligt land.

- Jeg husker meget tydeligt, at vi var inde i Gedser om lørdagen - to dage efter Murens fald. Og der var fyldt med DDR-borgere, som var kommet over med færgen om morgenen og nu gik rundt og kiggede i byens butikker, på husene og så videre. Det var meget specielt, fortæller Hans-Henrik Nordly.

Og kort efter fandt de mange gæster fra DDR også vej de få hundrede meter ud til Drejergården, hvor et skilt ved vejen fik dem til at følge grusvejen op til gården og butikken, hvor Hans-Henrik og Annie Nordly på det tidspunkt solgte hjemmedrejede træ- varer.

- Vi nærmede os jo julemåneden og havde kaffe på kanden og brunkager i skålen til kunderne. Men da pludselig alle østtyskerne kom, skulle der godt nok brygges en del ekstra kaffe og hentes mange flere kager nede hos bageren. Men det gjorde vi gerne, for det glædede borgerne fra DDR - og vi kunne godt fornemme, at vi i de dage var en del af verdenshistorien.
- Vi havde også noget frugt liggende, som de gerne ville have - og så fik vi skaffet mange flere appelsiner og så videre, som vi kunne dele ud af. Det var både nogle glædelige dage, men også lidt skræmmende at opleve, hvor fattige de faktisk var, fortæller Hans-Henrik Nordly.

Og selv om butikken var fyldt med mennesker, så solgte parret ingenting. Borgerne fra DDR havde simpelthen ingen penge at handle for.
- Der var en mand, som gerne ville købe noget. Og jeg solgte ham også noget for hans ene øst-mark, selv om den ikke var noget som helst værd. Det var en foræring. Men sådan var det i de dage. Vi tænkte ikke så meget over udgifterne, men var overvældet over mødet med de mange mennesker fra DDR, siger Hans-Henrik Nordly.

Parret på Drejergården husker særligt en kvinde, som fortalte, at hun hele sit liv havde siddet på havnekontoret i Warnemünde og solgt billetter til færgen til Danmark - uden selv at kunne komme af sted. Og så pludselig efter Murens fald kunne hun frit rejse ud.

- Det var meget bevægende at høre den slags historier. Jeg mindes også en far, der gik rundt med sin søn og kiggede på alt det træ, jeg havde liggende på værkstedet. Han fortalte og forklarede sønnen om træet, som de ikke tidligere havde set i så store mængder. På den måde var der mange oplevelser i dagene efter 9. november, fortæller parret.

Det husker også Klavs Lauritzen, der stod for provianteringen til færgen Kong Frederik IX. Han hørte om Murens fald allerede samme aften, som begivenhederne tog fart i DDR.
- Så jeg strøg ned til havnen med 10 Dannebrogsflag, som jeg ville dele ud til borgere, der stod for at tage imod den første færge fra Warnemünde den aften.
- Men jeg stod ret alene på havnen - og det selv om der var en del DDR-borgere med færgen. De ville simpelthen bare af sted og fornemme friheden. Jeg tror, at mange af dem var blandt dem, der ofte havde stået på havnen i Warnemünde og vinket til færgen, når den sejlede til Danmark. Ude af stand til at komme med, men det kunne de pludselig den aften, fortæller Klavs Lauritzen.

Han mindes, hvordan flere og flere østtyskere i dagene efter Murens fald fandt vej til Gedser.
- Vi drønede ind til Grønttorvet og købte en masse frugt, som vi ville sælge til dem, når de kom i land. Men de havde jo kun øst-mark, der intet var værd for os. Så vi sagde "ok, køb det bare". Det var en ren underskudsforretning, fortæller Klavs Lauritzen.

En af dem, som også bemærkede, hvordan indbyggertallet steg voldsomt i Gedser lige efter Murens fald, var matros Kim Winther Jensen, der med sit hus i Langgade - kun et stenkast fra havnen - så de mange DDR-borgere gå rundt i byens hovedgade.
- I de dage skulle man ikke blive overrasket, hvis der pludselig stod nogle og kiggede ind ad ens vinduer. De var meget nysgerrige og interesserede i, hvordan vi levede, husker han.

Senere tog DDR-borgerne videre til Nykøbing - og en af dem, der tog imod i Nykøbing i de første dage, var daværende kommunaldirektør i Nykøbing F. Kommune, Peter Rygaard Andersen, som meget tydeligt husker de bevægende dage i november 1989.
- Det står meget klart for mig, at telefonen ringede hjemme hos mig nogle dage efter Murens fald. Det var daværende stationsleder Jørgen Bisbjerg i Gedser, der fortalte, at morgenfærgen fra Warnemünde var på vej ind. Og den var fyldt med borgere fra DDR, som ville se Danmark, fortæller Peter Rygaard Andersen.

I Gedser ventede et par busser - som Sparekassen SDS havde sponsoreret - på DDR-borgerne, som derefter blev kørt til Nykøbing.
- Så vi fik travlt med at organisere en lille velkomst, og jeg ringede ned til cafeteriaet på banegården og bad dem gøre kaffe og kage klar til de 95 gæster fra DDR - på kommunens regning, naturligvis.
- Det var vigtigt for os at tage godt imod borgerne fra DDR, så de følte sig velkomne. Murens fald skete jo samme år, som Nykøbing havde by-jubilæum, så vi havde forskelligt materiale, der blev delt ud.
- Selv om vi ikke nåede at arrangere det helt store, var det mit indtryk, at gæsterne var glade for at blive taget imod med kaffe og håndtryk, inden de spadserede en tur rundt i byen og senere tog bussen tilbage til færgen i Gedser, fortæller Peter Rygaard Andersen.

Som så mange andre sad han selv tilbage med oplevelsen af at "have været et lille komma i historiebogen".
- Og det var en god fornemmelse at have været en del af, siger han.

Og da kalenderen skiftede til 1990, og det blev forsommer, kørte han selv sammen med hustruen til Mecklenburg-Vorpommern for at opleve Østtyskland efter Murens fald.
- Det var en stor oplevelse at køre rundt dernede og mærke de nye tider, som var på vej. Et halvt år efter, at vi havde taget imod på banegårds-restauranten.

For vognmand Klaus Hansen, der i 1989 var indehaver af Marrebæk Turistfart, blev Murens fald begyndelsen på en meget travl periode, der skulle strække sig over flere år.
- Det begyndte med en telefonopringning fra stationsleder Jørgen Bisbjerg, som i dagene efter Murens fald oplevede en stadig stigende strøm af DDR-borgere, som kom til Gedser.
- Han spurgte, om vi kunne køre dem lidt rundt i busserne - og det gjorde vi gerne. Så i de første dage blev det til ture rundt på Sydfalster, til Marielyst og Nykøbing. Den første uges tid kørte vi gratis, og det var virkelig spændende at være med til at vise landsdelen frem for mennesker, der var så nysgerrige og taknemmelige, husker Klaus Hansen.

Efter den første uge steg strømmen af turister fra Østtyskland, og busturene fra Gedser gik længere og længere væk. Til Knuthenborg, Sjælland og København. Og med mange forskellige ildsjæle, der sprang til som guider på busserne.
- På det tidspunkt måtte vi organisere os bedre og begyndte at sælge billetter til busturene. Det første år kørte vi over 17.000 DDR-borgere rundt. Det var faktisk rigtig mange. I 1990 åbnede vi et lille bureau i en nedlagt bagerbutik i Warnemünde, hvorfra vi solgte mange forskellige slags ture til rejsehungrende DDR-borgere. I særdeles Lalandia var meget populært, for det var til at betale for dem, fortæller Klaus Hansen.