KV25

Casper Schneidereit Byrådskandidat fra Guldborgsundlisten har udgivet sit eget magasin. Om sig selv.

Galt eller genialt: Bruger 100.000 kroner på magasin om sig selv 

29.000 husstande i Guldborgsund har modtaget et 24-siders magasin med byrådskandidat Casper Schneidereits personlige historie. Ifølge kommunalforsker Roger Buch er det et eksempel på, hvordan kampagnestrategier ændrer sig, men også hvordan de bliver dyrere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Casper Schneidereits valgkampagne på Lolland-Falster

  • Casper Schneidereit fra Guldborgsundlisten har investeret 100.000 kroner i et 24-siders magasin, der er blevet distribueret til 29.323 husstande i Guldborgsund Kommune for at dele sin personlige historie og politiske mærkesager.
  • Kommunalforsker Roger Buch bemærker, at denne strategi viser, hvordan valgkampagner bliver dyrere og mere kreative, og at økonomiske ressourcer kan give kandidater som Schneidereit en fordel i den politiske kamp.

Bor du i Guldborgsund Kommune og undrer dig også over, hvorfor der ligger et 24-siders magasin i din postkasse om Casper Schneidereit? Så er det fordi, byrådskandidaten fra Guldborgsundlisten har brugt 100.000 kroner på at dele sin personlige historie ud stort set samtlige postkasser i kommunen.

Schneidereit fik det uddelt i slutningen af sidste uge. Han deler det ud, fordi han gerne vil fortælle vælgerne, hvem han er.

- Jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at være så gennemskuelig som muligt. Det gør jeg ved at fortælle, hvad jeg har lavet, og hvad der har formet mig, fortæller han.

100.000 kroner for opmærksomhed

Et magasin i stedet for en folder. Det var planen, da Casper Schneidereit i sidste uge fik delt præcis 29.323 eksemplarer af sit eget 24-siders magasin ud i stort set alle husstande i kommunen. Prisen for ham var 100.000 kroner, som han har sparet op over længere tid.

- Det er mange penge, men jeg ser det som en investering. Jeg vil gerne vise, hvem jeg er, siger han.

Magasinet fortæller om hans vej fra forgældet til ejendomsinvestor og om hans politiske mærkesager som skolemaden, befolkningstilbagegangen og sundheden i kommunen.

- Det handler om mig, men det er ikke kun selvros. Der er både min personlige rejse, men selvfølgelig også noget om politik. Det handler om min rejse fra at være forgældet til, at jeg nu har en masse ejendomme, fortæller han.

Casper Schneidereit har brugt mange penge på sin kampagne.

“En politisk krig, hvor alle våben tages i brug”

Kommunalforsker Roger Buch kalder valgkampen en åben kampplads, hvor kandidaterne bruger alt, hvad de har til rådighed.

- Man prøver at bruge alle de våben, der findes i arsenalet. Det er en politisk krig, hvor man bruger alle midler. Især hvis man har råd, siger han.

Især en god økonomi kan være et oplagt greb og en stor fordel i en valgkamp. Roger Buch påpeger, at en kandidat med få penge skal prioritere, hvilke kampagnemetoder de vil bruge deres ressourcer på i modsætning til kandidater som Schneidereit, der har sparet op til at satse bredt.

 - Den enkeltkandidat, der ikke har ret mange penge, kan jo ikke gøre lige så meget som den med mange penge, og skal virkelig skarpt vælge, hvilke våben de tør satse på, fortsætter han.

Et dyrt, men klogt sats?

Schneidereit håber, at investeringen betaler sig. Han prøver at være gennemsigtig og gennemskuelig, og håber, at folk vil bruge tid på at lære ham og hans mærkesager at kende.

- Jeg håber, at det kan hjælpe mig på vej ind i byrådet. Jeg har gjort hvad jeg kunne, lagt energien i det og været dedikeret. Hvis folk vurderer, at de synes, at det er nogle andre der skal til, så er det helt fair. Så har jeg ikke kunne gøre mere.

Om strategien er genial eller overmodig, må vælgerne i Guldborgsund afgøre, når stemmerne skal tælles op.